Forsvarschefen stopper

Allerede i weekenden gik der rygter om, at forsvarschef Tim Sloth Jørgensen var fortid i Forsvarskommandoen, og i aftes blev det så officielt, at ...

Slettet Bruger,

05/10/2009

Allerede i weekenden gik der rygter om, at forsvarschef Tim Sloth Jørgensen var fortid i Forsvarskommandoen, og i aftes blev det så officielt, at forsvarschefen trækker sig som følge af skandalen om den arabiske oversættelse af bogen "Jæger - i krig med eliten". Det skriver flere medier i dag.

"Det er i sidste ende mit ansvar, at der er tillid til forsvaret, og det er vigtigt for mig at gøre, hvad jeg kan for at genskabe den tillid. Jeg har derfor besluttet at bede forsvarsministeren om at blive fritaget fra stillingen som forsvarschef," siger Tim Sloth Jørgensen i en meddelelse ifølge Ekstra Blandet.

Dette bliver dog næppe afslutningen på sagen. SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, forventer, at sagen om jægerbogen først afsluttes, når der bliver stablet en uvildig undersøgelse af, hvad der egentlig er sket, på benene.

"Det er ikke sikkert, at det kun er de to, der er bortvist, der er en del af det her. Og samtidig mangler man også at se på ministeriets rolle. Det er jo blevet antydet, at ministeriet har presset på og været en del af det her komplot. Det er vi nødt til at få afdækket, for det er et kæmpestort demokratisk problem, at der har været det her råddenskab. Og derfor tror jeg ikke, vi kommer udenom en uvildig undersøgelse også," siger Holger K. Nielsen ifølge Ritzau.

Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen mener, at forsvarsminister Søren Gade bør gå af, og kræver også en uvildig undersøgelse.

"Vi bliver simpelthen nødt til at få denne sag undersøgt til bunds, så vi også får klarhed over, hvilken rolle kredsen omkring Søren Gade har spillet," siger han til Berlingske Tidende.

Hans Engell, politisk kommentator og tidligere forsvarsminister, mener ikke, at Søren Gade skal frygte for hans job, men han forventer dog heller ikke, at forsvarschefens afgang lægger et låg på sagen. Nu er det Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen, der vil blive stillet spørgsmålstegn ved.

"Er der nogen, der er i skudlinjen nu, er det departementschefen og hans rolle i den her sag," siger Hans Engell til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: