Af Christian Bjørnskov
Forsvarets helikopterindkøb er ved at udvikle sig til en lille skandale. Baggrunden er, at de nuværende redningshelikoptere fra Sikorsky er ved at være udslidte og derfor skal udskiftes med nyere, og forhåbentligt bedre, helikoptere. Valget faldt i 2001 på 14 styk EH101-helikoptere til en pris på 3 milliarder kroner. Man har fra officiel side stillet som forventning, at helikopterne er operationelle 80 procent af tiden i fredstid og 85 procent i krig. Men erfaringen med helikopterne viser indtil videre, at de er operationelle 30 procent af tiden, et tal der ligger tæt op ad den tilsvarende erfaring i det britiske luftvåben.Mangel på kvalificeret mandskab og faciliteter udgør cirka halvdelen af problemet, mens den anden halvdel kan tilskrives direkte mangler på produktet, der kræver uforudset vedligeholdelse og modifikationer. Med andre ord er det mangler, som enhver almindelig producent kunne holdes ansvarlig for at udbedre, men sådan fungerer forsvarets kontrakt øjensynligt ikke: Producenten kan ikke holdes ansvarlig for, at helikopterne opfylder nogen som helst operationel grad.
Uanset hvordan man vender det, er forsvarets kontrakt med producenten klart kritisabel. Ville nogen privatperson købe en ubeset vare, for eksempel en bil, uden at have garantier for om, at den kunne køre, eller garantier for at nødvendige værkstedsbesøg på den nye bil blev betalt af sælger? Næppe! Men når forsvaret bruger skatteborgernes penge til nye helikoptere, er det netop det, kontrakten indebærer. Det er ganske enkelt ikke godt nok, at der åbenbart ikke findes noget dansk forsvar mod det faktum, at det altid er lettest at være gavmild for andres penge. Det er heller ikke godt nok, at det ikke er gennemskueligt, hvorfor og med hvilken begrundelse man har valgt at købe et produkt, som også det britiske militær har haft alvorlige - og meget offentlige - problemer med.
Man kunne måske bære over med et enkelt fejlkøb, men eksemplet er ikke enestående - det er et meget sammenligneligt billede, man ser i diskussionerne omkring indkøbet af kampfly. Forsvarets F-16 fly er ved at nærme sig pensionsalderen, og der er i skrivende stund tre muligheder. Efter at det europæiske Eurofighter-program har meldt sig ud af racet, står valget nu mellem svenske Saabs Grippen-fly, McDonnell-Douglas's Joint Strike Fighter-projekt, og forleden meldte Boeing sig så med en opdateret version og et opdateret tilbud på deres F-18A Super Hornet. Det er på mange måder et komplekst valg, som forsvaret står overfor, men det er et valg, som kan håndteres på flere måder. Forsvarets egne papirer afslører imidlertid nogle af de mildt sagt beklagelige overvejelser, der indgår i købet.
Forsvarets egen analyse, hvis man da kan kalde det en analyse, lægger således vægt på vurderingen af, at der skulle være en potentiel meromsætning på 22 milliarder for dansk forsvarsindustri, hvis man vælger JSF-flyet. Denne analyse er dog både stærkt kritisabel og, i sin form, klart misvisende. Forsvaret har nemlig sendt tallet "22 milliarder" i omløb uden at understrege, at der er tale om omsætning, i modsætning til et langt mere relevant mål for indtjening. Man stiller heller ikke det nødvendige spørgsmål, om den ekstra aktivitet i forsvarsindustrien er gavnlig for den samlede danske økonomi, i modsætning til snævert definerede industriinteresser. Sagen er, som ethvert tænkende menneske vil vide, at der ikke er uendelige ressourcer til rådighed - et indlysende faktum som politikere har gjort til en opportun vane at ignorere.
Hvis man på baggrund af politisk bestemte modkøbsaftaler udvider forsvarsindustrien er der derfor to muligheder: 1) enten ville industrien have fået ordrerne, selvom man ikke havde haft modkøbsaftalen; eller 2) industrien ville ikke have fået ordrerne uden modkøbsaftalen, og kan derfor ikke konkurrere på almindelige markedsvilkår. I det første tilfælde er valget af fly og dermed valget af aftaler helt ligegyldigt for industriens udvikling, da det ikke resulterer i en anden industristruktur, end man ellers ville have fået, mens man i det andet tilfælde ad politisk vej dirigerer ressourcer over i en industri, hvor den samfundsmæssige nytte af ressourcerne er mindre end i de andre sektorer, hvor ressourcerne ville være endt uden indblanding.
Sagt så enkelt som det kan siges, giver forsvarets økonomiske analyse således meget lidt mening, hvis den skal bruges som politisk beslutningsgrundlag. Ydermere kan det problematiseres, at man overhovedet lægger økonomiske hensyn til grund for forsvarspolitiske valg. Mikkel Vedby Rasmussen og Henrik Breitenbauch peger således gentagne gange i en rapport fra Dansk Institut for Militærstudier om netop forsvarets indkøb af kampfly, at den type hensyn ikke bør lægges i forsvarsindkøb, ikke mindst da forsvars- og militærmæssige fejlindkøb har aldeles uoverskuelige konsekvenser for dansk forsvars effektivitet i både at løse dets opgaver og beskytte danske soldaters liv og førlighed.
Man kunne nævne andre sager, hvor forsvaret ikke just har håndteret indkøb på den mest effektive måde. Spionflyet Tårnfalken kom aldrig i luften og blev solgt med et massivt tab, Challenger-flyet fungerer ikke i hårdt vejr, og IT-systemet Daccis, der kostede 400 millioner kroner, før man valgte at skrotte det, er de senere års eksempler. Ikke mindst indkøbet af det amerikanske radarsystem OceanEye, der til en omkostning på 65 millioner kroner aldrig er kommet til at fungere på samme niveau som systemet, det skulle erstatte - og som forsvaret fik 300.000 kroner i erstatning for - fik Rigsrevisionen til at ringe med alarmklokkerne. Som Dagbladet Ingeniøren skrev i februar, er der tale om "en perlerække af opsigtsvækkende fiaskoer".
Efter den seneste tids sager står man med en noget ubehagelig, men nærmest uafvendelig konklusion: At Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen ganske enkelt ikke magter at stå for større forsvarsindkøb, og ser ud til at være vindbøjtel for særinteresser og politiske vinde. Forsvaret har valgt at sigte efter at ansætte tre jurister med speciale i internationale kontrakter, men set i lyset af hvor tæt den politiske styring er i ministeriet, og hvor åbenlyst særinteresser påvirker forsvarspolitikken, må det vurderes som en indsats uden nogen sandsynlig virkning. Det er ganske enkelt tid til at tvinge forsvaret til konkret samarbejde med Rigsrevisionen - og muligvis give Rigsrevisionen det sidste ord, i det mindste i kontraktlige og analytiske sammenhænge.
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
