Kvinder ikke stærke nok til forsvaret - nu skal de have særbehandling

Slettet Bruger,

23/06/2007

Nu skal det være lettere at være kvinde i det danske forsvar. Forsvarsminister Søren Gade (V) er villig til at slække på kravene til kvinder for at få flere ind i forsvaret.

"Jeg er meget opsat på, at vi får flere kvinder i forsvaret, så selvfølgelig bør vi se på, om der kan gøres noget for at gøre det lettere for kvinderne," siger han til Jyllands-Posten.

Udtalelsen kommer efter en redegørelse fra Institut fra Militærpsykologi har vist, at det primært er de fysiske udfordringer, der får kvinder til at opgive militærkarrieren. Instituttets psykologer har talt med 131 kvinder, der i perioden 2004-2007 forlod forsvaret tidligere end planlagt. 53 pct. af kvinderne angav belastningsskader på især ryg, skuldre og ben som årsag til deres frafald, mens 47 pct. angav andre årsager end de fysiske forhold. Kvinderne er blevet udsat for de samme krav som de værnepligtige mænd.

Vil ikke slække kravene
Forsvarsministeren vil ikke være med til at slække på kravene til, hvad de kvindelige soldater skal være i stand til, men han er villig til at lade forsvaret bruge flere ressourcer på at uddanne kvinderne.

"Jeg vil være ked af, hvis vi har et stort antal kvinder, som gerne vil, men som bare ikke helt kan følge med. Derfor bør vi overveje, om man kan tilpasse uddannelsen, så kvinderne måske får længere tid til at træne sig op på det rigtige niveau," siger Søren Gade.

mkr

Kilde: