Af Finn Ziegler
Hovedlinjen i den rapport, som Forebyggelseskommissionen fremlagde tirsdag, er flere forbud og højere afgifter. Kommissionen vil således fordoble afgifterne på tobak og sukker, indføre ny afgift på mættet fedt i mælke- og kødprodukter, forbyde reklamer for alkohol, forbyde synlighed af tobaksvarer i butikkerne, gennemføre en "frivillig" aftale med detailhandlen om placering af sukkerholdige produkter, gennemtvinge mærkningsordninger af fødevarer, forbyde salg af alkohol til 16-18-årige og gennemføre et totalt forbud mod rygning på offentlige steder.Det er ikke overraskende, at kommissionen først og fremmest slår ned på tobaksrygning, når man tager kommissions opgave i betragtning. Regeringen har bedt kommissionen anvise de mest omkostningseffektive måder at nå målet om at øge danskernes gennemsnitlige levetid med 3 år om 10 år. Rygning har en betydelig negativ indflydelse på den forventede levetid, så opgaven har i virkeligheden været at finde "billige" måder at få folk til at holde op med at ryge på. Og forbud og afgifter er forholdsvis billige måder at nå målet på.
Det er svært at angribe kommissionen for dens formynderiske anbefalinger, når den "borgerlige" regering ikke har bedt kommissionen udføre arbejdet under skelen til menneskers eget ansvar og konsekvenserne for den personlige frihed, som en række liberale debattører påpeger i en kronik i Berlingske Tidende i går, tirsdag.
Det er derimod tankevækkende, at VK-regeringen nedsætter en kommission om forebyggelse og sundhed uden at udstikke opgaven, så konsekvenserne for borgernes ansvar og frihed er inddraget. Usund levevis er først og fremmest et individuelt ansvar og et resultat af borgernes frie valg. Belønningen for at leve sundt er ikke umiddelbar. Så lang levetid kræver overvejelse af de langsigtede konsekvenser af ens handlinger, investeringer i helbredet og ikke mindst viljestyrke. Desværre er det ikke karakteregenskaber, der bliver fremmet i den danske velfærdsstat. Så det er næppe heller overraskende, at mennesker, der har svært ved at gennemføre en uddannelse eller fastholde et arbejde, også er dem, der lever mest usundt.
Nu vil flertallet af Forebyggelseskommissionens medlemmer måske indvende, at sund levevis ikke (kun) er et individuelt ansvar. Rygere har eksempelvis ingen fri vilje. Nej, de er skam fastholdt i tobaksforbruget af deres nikotinafhængighed, vil tilhængere af det kollektive ansvar for sundhed indvende. Egentlig er det paradoksalt, at man på en og samme tid kan udstille rygere som afhængige brugere uden fri vilje og samtidig slå til lyd for øgede skatter på tobak, og at tobakken skal gemmes væk for rygere under disken i butikkerne! Hvad skulle det nytte, hvis rygere er afhængige? Den logiske konsekvens af at betragte rygning som afhængighed må være et tilbud om afvænning i sundhedsvæsenet, som rygerne kan benytte sig af, snarere end at udnytte dem til højere beskatning.
Opgaven for en borgerlig-liberal regering burde være at styrke det personlige ansvar og den personlige frihed, ikke at undergrave begge dele yderligere. Men den borgerlige regering fungerer efterhånden som et rent embedsmandskontor, hvor man administrerer den socialdemokratiske velfærdsstat med teknisk effektivitet som væsentligste kriterium.
Tidligere lagde Venstre og de Konservative vægt på borgernes frihed og ansvar. Lovgivning ville blive vurderet ud fra disse kriterier, og borgernes frihed, lykke eller nytte ville blive afvejet i forhold til hinanden. Frisind og tolerance sætter klare grænser for politik, og borgerlig-liberale ville ikke støtte lovgivning, som ikke gav størst mulig "lykke" eller "nytte". Der skulle være flere vindere end tabere på lovgivningen. Nu har piben fået en anden lyd. Venstre og de Konservative er parate til at gennemføre lovgivning, som gavner statistiske størrelser som "folkesundheden", "miljøet" eller "klimaet" snarere end borgernes "lykke" eller "nytte".
Forslagene fra Forebyggelseskommissionen om forbud og afgifter er forslag, der kun har "tabere". Der er efterhånden så få steder, hvor rygerne kan ryge, at de næppe ligger andre last. Så at øge afgifterne eller stramme rygeloven er blot vendt mod rygerne. Ikke-rygere vinder selvfølgelig på øgede afgifter, mens på længere sigt vil forslagene øge de offentlige udgifter til pension og sundhed fra den beskedne levetidsforøgelse, som forbudspolitikken vil medføre.
Forebyggelseskommissionens forslag er vendt mod rygere og andre med usundt forbrug uden gavn for andre. Det burde derfor være helt uspiselig kost for en borgerlig regering.
Men det er det tilsyneladende ikke, når man kan nedsætte en kommission uden et liberalt mandat. Måske skyldes det, at regeringens ministre ligesom landets nye statsminister er opflasket med "velfærdsstaten" og derfor tænker som velfærdsstatens pattebørn, der har brug for en paternalistisk stat til at vise vejen.
Betænkningen indeholder også mindre formynderiske anbefalinger. Eksempelvis anbefaler kommissionen mere idræt, frugt og sund mad i skolerne, aktiv transport til og fra skole samt motion på recept. Der er også mindre konkrete opfordringer, såsom at kommunerne "fremmer fysisk aktivitet" i lokalplaner og sundhedsvæsenet "tidligt skal opspore" folkesygdomme. Det havde været mere gavnligt, hvis regeringen havde bedt kommissionen være mere konkret på disse områder, hvor der er tale om tilbud og i det hele taget fået kommissionen til at se på, hvordan vi kan styrke til individuelle ansvar for eget liv og sundhed.
Finn Ziegler er public affairs-chef
