Forfatter til sine kolleger: Hold op med det klynk

Den for tiden så omtalte forfatter Peter Dyreborg, som er aktuel med en bog om pædofile mænd, der jagter unge piger på TDC's Træfpunkt, kommer i da...

Slettet Bruger,

21/08/2008

Den for tiden så omtalte forfatter Peter Dyreborg, som er aktuel med en bog om pædofile mænd, der jagter unge piger på TDC's Træfpunkt, kommer i dagens udgave af Information med en opsang til sine forfatterkolleger: De klynker alt for meget.

"Få dog et job i stedet for at klynke og gøre et luksusproblem til et større kulturpolitisk spørgsmål," skriver han i et læserbrev i avisen med adresse til de forfattere, som nu bl.a. på Facebook kræver at få "forfatterløn" af staten, så de ikke behøver at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når skribentindtægterne ikke rækker til at betale kost og logi.

Peter Dyreborg er selv uddannet jurist, og arbejder som sådan, fordi han efter eget udsagn helst skal have en indkomst på 35-40.000 kr. om måneden. Men han forstår ikke, hvorfor de forfattere, som kun har brug for penge til det mest nødvendige, mens de skriver løs i loftskammeret, ikke bare tjener pengene selv.

"Bare fordi man er forfatter, er det ikke statens opgave at frigøre én fra hverdagens forpligtelser. Kunststøtte er på sin plads, og selvfølgelig er det for en forfatter optimalt, hvis der er daglig tid til at skrive, men hvis ikke statsstøtten og bogsalget slår til, er lidt arbejde ved siden af nok ikke det værste," skriver Peter Dyreborg og fortsætter:

"Som forfatter kan man endda nøjes med at holde to et halvt foredrag af 45 minutter om måneden. Og hvis man ikke har det så godt med at stå foran sine læsere, kan man skrive et par kronikker eller den tekst, der står bag på mælkekartonerne. Man kan også bare tage et vikar- eller rengøringsjob 10 timer om ugen. Og det er dét. Så har man penge nok til husleje og rigelig med tid til at skrive."

Og så slutter Peter Dyreborg ellers sit læserbrev i Information af med denne udgangsreplik til de forfattere, som kræver løn af staten:

"Få dog lidt værdighed."

Klik her og læs hele Peter Dyreborgs indlæg på information.dk

[email protected]

Kilde: