Af Karsten Skawbo-Jensen
Regeringen har et ambitiøst mål om at hæve danskernes alt for lave middellevealder med 3 år over de næste 10 år. Der kommer for alvor initiativer på bordet, når Forebyggelseskommissionen inden længe barsler med sine anbefalinger til et sundere liv. Samtidig er der et berettiget fokus på, om de nye store kommuner nu også formår at løfte opgaverne i forbindelse med forebyggelse.Baggrunden for det nye fokus på forebyggelse er alvorlig. På sundhedsområdet er usund kost, rygning, alkohol og for lidt motion årsag til 40 pct. af alle sygdomme og tidlige dødsfald. Kronisk syge mennesker lægger beslag på rigtig mange af sundhedsydelserne i et i forvejen trængt sundhedssystem.
Sundheden er socialt skæv selv i et velfærdssamfund som det danske, hvor skattetrykket er tårnhøjt og omfordelingen betragtelig. Informationskampagner har virket på den mere ressourcestærke del af befolkningen, men er blevet ignoreret af de svagere stillede, hvis sundhed ellers virkelig kunne trænge til et løft. Dér opleves kampagnerne ikke som hjælp og information, men som moralsk oprustning og utidig indblanding fra en frelst elite. Og hvad gør man så?
Har man båret et kært familiemedlem på kun 50 år til graven, fordi vedkommende var storryger og fik kræft - har man set hans hustrus og børns fortvivlelse og rådvildhed, får man lyst til at kræve forbud og tvang indført, ja, man føler en stærk trang til simpelt hen at flå cigaretten ud af munden på alle rygere, man møder på sin vej. Kald det bare en Big Mother-impuls!
En kræftdød forårsaget af tobak er ikke nogen blid og æstetisk oplevelse, hverken for den syge eller omgivelserne. Det er tværtimod en langstrakt kvælningsdød, hvor kræften kan brede sig til hjernen og sende den syge på plejehjem, hvor han sidder med ble på, ude af stand til at genkende sine egne børn. Selv rygning, hvor ingen udsættes for passiv rygning, er ingen privat sag. Vi er en del af et fællesskab, og når ét menneske skades på sundheden, breder sorgen, konsekvenserne - og også udgifterne - sig som ringe i vandet til de andre.
De mennesker, som tager let på folkesundheden, siger ofte, at det drejer sig om kvalitet frem for kvantitet; at lidt færre, men fede, sjove og gode år er at foretrække frem for flere og mere mådeholdne år. Det er selvfølgelig en pointe, men de glemmer, at livsnyderne i deres sidste år ofte må indtage rollen som kronikere, hvilket kan være ret glædesløst. Dét skal med for at nuancere billedet.
Men standser man op et øjeblik, ser man farerne ved et Big Mother-samfund, som med vold og magt vil tvinge sundhed igennem, og som nærmest vil gøre det til en borgerpligt at leve i 100 år. Her vil Den Store Moder, i den bedste mening selvfølgelig, tage det personlige ansvar fra os, rive citronmåner og colaer ud af vores hænder, og hun vil kærligt, men bestemt ekspedere os over i det totalitære samfund, hvor dagens fedtfattige ret er social kontrol, adfærdsregulering, forbud, ekstra skatter og afgifter, opdeling i de rene og de urene osv.
Vi ender i et frelst, men også arbitrært samfund, hvor griller, sensationer og hurtig, letbenet videnskab bestemmer, at hvad der nærmest er giftigt den ene dag pludselig er frigivet den anden. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og hele forebyggelsesdiskussionen sætter vores Big Mother-impuls på prøve.
Det gælder om at balancere og finde en løsning. Men vi må også acceptere, at ingen endegyldig og forkromet løsning kan nås. Vi lever i en uperfekt verden, der til syvende og sidst styres af menneskers impulser, passioner og mix af gode og dårlige vaner.
Personligt kunne jeg godt være fristet til at skære lidt ned på de ideologisk omklamrende kampagner og i stedet for, nøgternt og kontant, lægge afgifter på det usunde og sænke momsen på det sunde. Men vil afgifter og differentieret moms virke? Højere afgifter lægger blot op til mere grænsehandel, bilos langs de sønderjyske landeveje og hårdere tider for den danske detailhandel. Og hvad angår nedsat moms, så er det sunde, gulerødder og hvidkål, jo i forvejen billigere end det usunde, chips og piratos.
Man må også stille spørgsmålet, om et mindretals problemer med at omgås et nydelsesmiddel partout skal medføre restriktioner for det flertal, som ikke har nogen problemer med at nyde moderat og med måde. Er det rimeligt, at flertallet, som godt kan administrere frihed, skal påtvinges nye afgifter, fordi et mindretal ikke kan finde ud af det?
Nogle argumenterer for, at vi som borgere selv burde betale for alle de sundhedsydelser, vi lægger beslag på. Det vil give et ekstra incitament til at leve sundere, når udgifter for den enes usunde levevis ikke længere kan væltes over på den anden. Men regnestykket er ikke så entydigt endda. Eksempelvis kan rygerne hævde, at de godt nok koster mere i sundhedsudgifter, men at de til gengæld ikke får lejlighed til at hæve folkepension og sociale ydelser i så mange år som sundhedsapostlene.
Mit håb er, at Forebyggelseskommissionen ikke fortaber sig helt i et stort Big Mother-KRAM - kost, rygning, alkohol, motion - men også kommer med anbefalinger på et andet forebyggelsesområde, nemlig det gode liv. Jeg har en tro på, at har vi gode liv, har vi også mere lyst til at leve sundere.
Sundhed er bl.a. et godt arbejdsliv med et fint arbejdsmiljø uden mobning og med medbestemmelse.
Sundhed er byer med rimelig ren luft og rent vand og uden infernalske støjgener.
Sundhed er bygninger og parker med plads til bevægelse; i det hele taget byplanlægning og arkitektur, hvor bevægelse er tænkt ind.
Sundhed er sportsmuligheder i fritiden og idræt i løbet af skoledagen.
Sundhed er madvarer uden farlige tilsætningsstoffer.
Sundhed er også et attraktivt erhvervsklima. Alle undersøgelser viser, at mennesker, der ekskluderes fra fællesskaberne og sættes ud på et sidespor, har flere sygdomme og dør tidligere end erhvervsaktive. Det er derfor vigtigt - også for folkesundheden - at der skabes arbejdspladser.
I sidste instans kan ikke selv det mest sociale og fintmaskede samfund forhindre mennesker i at gå i hundene, hvis det er det, de vil. Der er grænser for politik. Men Big Mother kan skabe nogle gode rammer og så ellers trække sig pænt tilbage.
Resten er op til os selv, det frie valg og det personlige ansvar.
Karsten Skawbo-Jensen er formand for Patientforeningen Danmark og for Landsforeningen mod Brystkræft. Han er desuden kandidat til EU-parlamentsvalget for de Konservative
