Forbrug der hæmmer

Af Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet

Der tales meget om de dynamiske effekter af skat og skattelettelser. Er en lettelse eller fuld afskaffelse af topskatten for eksempel helt selvfinansierende pga. de dynamiske effekter - at folk arbejder mere fordi belønningen for at gøre en ekstra indsats bliver større? Efter regeringens aftale med Dansk Folkeparti bliver disse diskussioner næppe mindre. Hvad der virkelig undrer mig er dog, at den anden side af skat - de offentlige udgifter hvor skatteindtægterne forbruges - aldrig bliver diskuteret i samme forbindelse. Hvorfor taler vi aldrig om de dynamiske effekter af offentligt forbrug?

Når man overvejer dette spørgsmål en smule, bliver det endnu mere mærkeligt, at vi ikke diskuterer det, for der findes faktisk en hel del forskning på området. Siden Robert Barros banebrydende bidrag til vækstempirisk forskning, har vækst-effekterne af offentligt forbrug været et stort emne i den eksplosion af vækstforskning, som Barro udløste. De første resultater var lidt blandede, blandt andet fordi data fra ulande på offentligt forbrug ofte er af meget ringe kvalitet, men nyere forskning giver et klarere billede.

De to svenske økonomer Magnus Henrekson og Stefan Fölster har således vist, at der er en klar forbindelse mellem offentligt forbrug og økonomisk vækst på tværs af OECD-landene, der alle har troværdige nationalregnskaber. Og forbindelsen er entydigt negative. Med andre ord er der negative dynamiske effekter af offentligt forbrug.

Artiklen, der blev publiceret i et af nationaløkonomiens toptidsskrifter, the European Economic Review, i 2001, er siden blevet diskuteret flittigt. Særligt har nogle forskere klaget over, at data på offentligt forbrug ikke er fuldt sammenlignelige på tværs af lande, fordi forskellige lande opgør offentligt forbrug en smule forskelligt, og fordi opgørelsen af prisen på offentligt forbrug er problematisk. Disse problemer er i princippet væsentlige, men i praksis af relativt lille betydning. Hvis man alligevel nærer mistillid til fundene, fordi data ikke er perfekt sammenlignelige, kan man konsultere schweizerne Christoph Schaltegger og Benno Torgler, der i deres sammenligning af de 20 schweiziske kantoner siden 1980 - hvor man ikke just kan klage over, at data ikke er fuldt sammenlignelige - finder det samme billede. Højere offentlige udgifter bremser den økonomiske vækst.

Professor på CBS Nicolai Foss og undertegnede har også påpeget, at et stort offentligt forbrug er forbundet med en relativ mangel på iværksætteraktivitet (omtalt her). På denne vis svækkes samfundets dynamik, og man risikerer at skabe en stivnet lønmodtagerkultur, hvor ingen udviser personligt initiativ og sætter spørgsmål ved rutiner, fordi de ikke belønnes for det. Og hvis det sker, kan vi som nation roligt belave os på at se asiatiske og latinamerikanske lande overhale os indenfor denne generation.

Mange politikere vil sandsynligvis indvende, at dette er helt hypotetiske betragtninger uden relevans for virkelighedens politik eller økonomi. Men med medlemmer af regeringstoppens forsikringer om, at det offentlige forbrug skam bør vokse hurtigere end det private i de kommende år, og oppositionens insisteren på endnu hurtigere vækst i statens del af samfundskagen, er de dynamiske effekter af offentligt forbrug stærkt relevante for fremtidens samfund. Når man tager læren fra de senere års forskning alvorligt, vil man indse, at diskussionen om størrelsen på det offentliges forbrug og samfundets "velfærd" bliver nødt til at tage hensyn til disse dynamiske effekter.

Jo større det offentlige forbrug bliver - jo mere politikerne giver efter for pres for ekstra "velfærd" - jo langsommere bliver den økonomiske vækst, og jo langsommere og sværere bliver det derfor at skabe både privat forbrug - som det enkelte individ som bekendt kan sprede, som han eller hun selv ønsker, i modsætning til offentligt forbrug - og dermed et skattegrundlag for de aktiviteter, som det offentlige kan sørge for.

Hvis danske politikere skal overbevise os om, at de faktisk er ansvarlige, må de lade være med at skyde os alle i foden ved at hæve det offentlige forbrug, som de er i gang med for tiden.