Forældre vil blokere daginstitutioner

Slettet Bruger,

17/09/2007

Torsdag og fredag kan mange københavnske forældre blive tvunget til at tage fri fra arbejde eller finde alternativ pasning til deres poder, skriver Jyllands-Posten. Deres forældrekollegaer i organisationen Københavns Forældre Organisation (KFO) har nemlig udpeget dagene til aktionsdage i protest mod kommunens besparelser på børne- og ungdomsområdet.

"Det er meget sandsynligt, at forældre på flere daginstitutioner vil lave blokader på torsdag. På vores fællesmøde i sidste uge fik vi tilbagemeldinger fra forældre i ca. 50 institutioner, som meldte sig klar til at blokere," siger Lars Klingenberg, der er talsmand for KFO.

Københavns Kommune skal næste år spare 120 millioner kroner på skoler og dagsinstitutioner. Det har ført til flere demonstrationer fra forældre, men nu er tiden moden til optrapning, mener KFO.

"Tiden er kommet til at skærpe retorikken. Blokader er langt den mest kraftfulde aktion, der findes. Det lægger et voldsomt pres på politikerne, fordi mange funktioner i byen går i stå," siger Lars Klingenberg, som samtidig erklærer, at han har fuld forståelse for vrede vendt mod blokaderne.

Ingen grund til at blokere
Kasper Johansen er medlem af børne- og ungdomsudvalget for de Radikale, et af partierne bag besparelsesforliget. Han forstår ikke forældreaktionen.

"Reelt er der kun tale om besparelser på få procent for den enkelte institution. Man straffer mange forældre ved at blokere daginstitutioner, og det sker i mine øjne på et meget tyndt grundlag," siger Kasper Johansen.

Den lille besparelse er tilmed en nødvendighed, mener den radikale politker. Kommunen er nemlig bundet af aftalen mellem regering og Kommunernes Landsforening om 2008-økonomien.

"Vi kan ikke trylle flere penge frem. Men jeg erkender, at vi politikere ikke har været gode nok til at formidle, hvad besparelserne reelt betyder," forklarer Kasper Johansen.

[email protected]


Kilde: