Forældre er ofte skyld i børns hashmisbrug

Det er i høj grad forældrenes ansvar, når en stor del af danske unge prøver det forbudte rusmiddel hash

Slettet Bruger,

05/05/2008

Det er i høj grad forældrenes ansvar, når en stor del af danske unge prøver det forbudte rusmiddel hash. Det siger en af landets førende misbrugskonsulenter, overlæge ved Hvidovre Hospital Henrik Rindom, til metroxpress.

"Når jeg er ude og tale med forældre og unge om hash, så er der en gennemgående opfattelse af, at hash ikke er farligt. Det er ikke en ubetydelig del af forældrene, som har prøvet hash. Deres opfattelse er, at hash kan være meget romantisk, og det præger de deres børn med," siger han og fortsætter:

"Forældrene er derimod bange for alkohol, fordi her bliver de unge fulde, aggressive, kører galt og kommer i slåskampe. Der er en mere positiv omtale af hash blandt forældrene."

Henrik Rindom advarer imidlertid om, at hash er farligt og ikke må undervurderes. Det er nemlig nemmere at få et misbrug af hash end af alkohol. Henrik Rindom startede 'Stofrådgivningen' i 2001. Tre år efter havde de fået 170 henvendelser. 119 af dem handlede om hashmisbrug, mens kun syv af henvendelserne handlede om alkohol.

"Nogle ryger kun hash en gang i mellem. For dem er det ikke noget problem. De unge, som er potentielle misbrugere, har dog let adgang til hash, når de først har prøvet det. Og de får langt lettere et misbrug af hash end af alkohol," mener Henrik Rindom.

Han anbefaler, at forældrene træder i karakter.

"Der er kun en måde at komme den store udbredelse af hashmisbrug til livs. Det er ved at øge indsatsen over for forældrene. De skal have en langt dybere forståelse for den danske hashkultur og en bedre viden om hash. Ellers kan de ikke sætte en dagsorden over for de unge. Derfor bliver det ham, som har hash med til festen, der sætter dagsordenen om, hvad hash er," siger misbrugskonsulenten.

[email protected]

Kilde: