Af Robert Spliid
Robert Spliid er chef for IKB Deutsche Industriebank i Luxembourg og finanskommentator i Dagbladet BørsenDet er vanskeligt at forestille sig noget mere demokratisk end folkeafstemninger. Når hele vælgerbefolkningen ved at stemme ja eller nej kan træffe den endelige afgørelse, må den vel dybest set været udtryk for folkets endelige vilje. Så hvorfor ikke erstatte folketingsmedlemmerne, ja måske ligefrem landets dommere, med folkelige afgørelser, evt. på internettet?
Idéen forekommer på én gang besnærende og absurd. For selvfølgelig vil folkeafstemninger inddrage befolkningen direkte i beslutningerne, og nogle mener tilmed, at det vil give afgørelserne langt større legitimitet. Det absurde er imidlertid, at et land naturligvis ikke kan styres af folkestemninger, som ikke blot ofte er indbyrdes modstridende, men som jo langt fra er særligt stabile.
Derfor har vi politikerne. De skal træffe afgørelser, som ikke er indbyrdes modstridende, og som rækker flere år frem i tiden. De spilleregler gælder i øvrigt overalt i samfundet. I foreninger og i virksomheder er det jo heller ikke alt, der afgøres på generalforsamlingen. Imellem generalforsamlingen er det bestyrelsens opgave at varetage medlemmernes/aktionærernes interesser.
Når vælgere, foreningsmedlemmer og aktionærer er godt tjent med dette princip, er det ikke fordi de er "dumme". Men livet består af andet end at sætte sig ind i komplicerede lovforslag eller at have en mening om, hvordan Novo Nordisk skal ledes. Derfor vælger vi repræsentanter for os, som vi har tillid til. Hvis vi er utilfredse, skifter vi dem ud.
Det princip gælder endnu i foreninger og virksomheder, men i stadigt mindre grad i politik. Man kan faktisk komme rigtigt galt af sted som politiker, hvis man taler imod folkeafstemninger, for så mener man jo, at vælgerne er for dumme til at stemme direkte. Og hvilke politikere tør forfægte det standpunkt?
Folkeafstemninger skal selvfølgelig aldrig afvises af frygt for vælgernes dom. Det var naturligt at holde en folkeafstemning om EF i 1972, og hvis situationen kræver det, vil det være lige så naturligt at stemme om en udmeldelse. Men det giver ingen mening at stemme om alt, blot fordi det er EU-stof. Ændringer af stemmevægte, indførelse af nye beslutningsprocesser osv. hører slet ikke hjemme ved en folkeafstemning.
Jamen, giver folkeafstemninger ikke vælgerne ekstra sikkerhed? Næppe. Uanset hvad der måtte skrives ind i en traktattekst, er det jo reelt umuligt at binde Danmark til noget, befolkningen (nu eller senere) er (vedvarende) helt uenig i. Der er sikkert jurister, der ikke deler denne opfattelse, men de fleste historikere ved, at folkeviljer i sidste ende ikke lader sig binde af juridiske dokumenter, i hvert fald ikke i et demokratisk system. Derfor vil ingen (nok så integrationistisk) EU-aftale gælde længere, end folkeviljen tillader det.
Når folkeafstemninger er uegnede til at fastlægge rammerne for EU-samarbejdet (altså givet at vi er medlem), er det ikke mindst på grund af antallet af EU-medlemmer. Det er mildest talt vanvittigt at bruge år på at forhandle samarbejdsbetingelser, og derefter lade hvert enkelt af de 27 medlemslande ratificere aftalen ved en folkeafstemning.
Det er hverken særligt effektivt eller særligt folkeligt at have et system, hvor beslutninger kun kan træffes, hvis de klarer sig igennem folkestemningen på et bestemt tidspunkt i 27 forskellige lande. I de lande, hvor der er reel modstand mod en EU-traktat, bør det komme til udtryk ved landenes parlamentsvalg. Så har landets politikere mulighed for at få landets synspunkter forhandlet igennem - eller sige helt fra. Men det forudsætter selvfølgelig, at EU er en del af den (løbende) politiske dagsorden.
Hvordan skal man i øvrigt fortolke et "nej" ved en folkeafstemning? Skal det føre til blokade af hele EU-processen? Eller skal det i hvert enkelt land overlades til "den lokale Holger K." at definere de forbehold, der skal tages før endnu en folkeafstemning? Og giver det overhovedet beslutningen større legitimitet?
Næppe. Politiske studehandler, som dem vi var vidne til efter nej'et til Maastricht, er næppe en demokratisk løsning. Om Edinburgh-aftalen bedre udtrykker folkeviljen end Maastricht er højst tvivlsomt.
