Fogh kan slippe for EU-afstemning

Slettet Bruger,

04/12/2007

Regeringen ser ud til at få held med bestræbelserne på at undgå en folkeafstemning om den nye EU-traktat. Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion har angiveligt oplysninger, der som ventet bekræfter, at Justitsministeriets undersøgelse af traktaten har ført til en konklusion, der siger, at traktaten ikke indeholder suverænitetsafgivelse, og dermed ikke behøver blive sendt til folkeafstemning.

Hvis oplysningerne holder stik, kommer Socialdemokraterne til at sidde på en nøglerolle i spørgsmålet om folkeafstemning eller ej. Sammen med SF, DF og Enhedslisten, kan de gennemtrumfe en folkeafstemning, men det synes partiets nye EU-ordfører Kim Mortensen dog ikke er en god ide.

"Jeg har den grundlæggende opfattelse, at man ikke skal begynde at holde folkeafstemninger for sjov. Ellers kommer det aldrig igennem med 27 lande," siger Kim Mortensen til Jyllands-Posten.

Den socialdemokratiske partistyrelse forventes dog først at træffe en endelig beslutning om spørgsmålet på mandag, dagen før en forespørgsesdebat i Folketinget om EU-traktaten.

Justitsministeriets undersøgelse forventes offentliggjort i dag eller i morgen.

[email protected]

Kilde: