Flugt fra offentlige job er en myte

Der er intet, der tyder på, at det offentlige mister ansatte til det private

Slettet Bruger,

31/01/2008

Der er intet, der tyder på, at det offentlige mister ansatte til det private. Tværtimod viser de senest sammenlignelige tal, at den offentlige sektor fra 2005 til 2006 hentede 41.500 privatansatte til offentlige job, mens knap 38.000 gik den modsatte vej. Det viser en specialkørsel, som Dansk Arbejdsgiverforenings tidsskrift, Agenda, har fået foretaget hos Danmarks Statistik.

Formanden for kommunernes løn- og personaleudvalg, borgmester Mads Lebech (K), er ikke overrasket over, at privatansatte vælger en karriere i det offentlige.

"Der er ingen tvivl om, at vi på nogle områder har rekrutteringsproblemer. Men tallene viser, at det er godt at være offentligt ansat, og at folk ikke flygter til det private. Vores egne undersøgelser viser også, at 8 ud af 10 offentligt ansatte er godt tilfredse med deres arbejde, og derfor skal fagforbundene passe på, at de ikke får malet et alt for sort billede af deres fag," siger han til Jyllands-Posten.

Selvopfyldende profeti
Mads Lebech mener, at fagforbundenes beklagelser kan blive selvopfyldende profetier, fordi de mange skrækhistorier skræmmer potentielle ansatte væk.

Formanden for FOA, Dennis Kristensen, peger på, at tallene kun viser udviklingen fra 2005 til 2006.

"Vi spørger vore medlemmer hvert år, og tendensen fra 2006 til 2007 er, at flere fravælger det offentlige, ligesom mange overvejer at skifte job. Samtidig er andelen af kommuner, der har akut mangel på arbejdskraft i ældreplejen på ét år steget fra 46 pct. til 83 pct. Så det kræver meget hår på brystet at påstå, at der ikke er et problem," siger Dennis Kristensen til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: