Fitnesscentre trues af offentlige støttekroner

Offentlige støttekroner skal nu også bruges til indkøb af motionscykler og romaskiner

Slettet Bruger,

30/01/2008

Offentlige støttekroner skal nu også bruges til indkøb af motionscykler og romaskiner. To af Danmarks største idrætsforeninger, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), vil bruge deres foreningsstøtte til at oprette billige fitnesscentre, beretter Politiken.

"Vores vision med det her er, at vi med det her projekt skal være med til at sørge for, at alle sportshaller om 10 år har en eller anden form for træningslokale, hvor folk kan komme hen og træne, når det passer dem," siger DGI's landsformand, Søren Møller, til Politiken.

Selve fitnesscentrene skal drives af lokale sportsklubber, som skal låne penge fra DIF og DGI. De to idrætsorganisationer, hvis indtægt primært kommer fra Tipsmidlerne, vil sætte i alt 10 mio. kr. til side om året til lån og vejledning.

Slipper for moms
"Nutidens idrætsudøvere kræver fleksibilitet, og det er noget af det, der kendetegner fitness. Det kan være svært for en almindelig dansker at træne fodbold tre gange om ugen på faste tider, så derfor er det vores opgave at sætte foreningskulturen ind i nogle rammer, der passer til den almindelige danskers hverdag. Det er blandt andet det, vi forsøger at gøre med det her initiativ," siger DIF's formand, Niel Nygaard.

De lokale sportsklubber er momsfritagede, og med støttekronerne i ryggen kan de tilbyde træningsmuligheder for omkring halvdelen af, hvad det koster at træne hos kommercielle centre. Og det kan true små, uafhængige fitnesscentre.

"De store kæder skal nok klare sig, for de har massiv kapital i ryggen. Det vil først ramme de mindre center i byerne, der ikke er en del af en kæde. Mange af dem kører i forvejen på grænsen af økonomisk eksistensminimum," siger Kasper Lund Kirkegaard fra Idrættens Analyseinstitut.

Centre må lukke
Den vurdering bakkes op af Jens Kramer Mikkelsen, formand for Dansk Fitness og Helseorganisation, en brancheorganisation for de kommercielle fitnesscentre.

"Vi skal ikke nødvendigvis se det som en kamp om kunderne, for jeg tror, at den massive tilgang vil fortsætte. Problemet for branchen er, hvis foreningerne får tilskud, som kan tvinge mindre, private fitnesscentre uden for de store byer til at lukke. Jeg tror ikke, de etablerede kæder er truet, for de er så store og veludstyrede," siger han til Politiken.

[email protected]

Kilde: