Kun ganske få danskere har valgt frivilligt at lægge penge på disken for de seneste digt- og novellesamlinger fra Adda Djørup, Mikkel Fossmo, Kaspar Kaum Bonnén og Katinka My Jones, men nu har Statens Kunsfonds Litteraturudvalg besluttet, at det skal være løgn ved at tildele de fire hver deres skattefinansierede pengepræmie på 75.000 kroner.
Adda Djørup får en pris for sin novellesamling "Hvis man begyndte at spørge sig selv", Mikkel Fossmo for sine debutdigte, der har titlen "Vækstlaget", Kaspar Kaum Bonnén for bogen "Arkitektur & andre værelser vi kan bygge sammen" og endelig Katinka My Jones for digtsamlingen "Havet er sort, kysten er hvid", skriver Ritzaus Bureau.
Alle udgivelser er fra efteråret 2007.
Tre digte fra "Havet er sort, kysten er hvid" af Katinka My Jones:
1.
ikke et øjeblik er for meget
sneen bliver liggende lidt
så man kan se på den dagen efter
selv hvis man har fortrudt alting
hele verden der villigt ligger på knæ
jeg kan ikke holde op med at tænke på
det hvide lagen vi forsøger at kysse hinanden igennem
2.
sorte krabber danser
på mangrovetræernes
rødder
solen
på mine skuldre
alting her er alt
alt for blåt
træerne underkaster
sig i stilhed
en operation
3.
det stille vand i drømmen
vender tilbage
uret der dagligt vækker
mig på det samme tidspunkt
jeg vender dig
de billeder af dig
jeg tænker på båden og andet
grønt eller blåt det er begge farver
Et uddrag fra "Arkitektur & andre værelser vi kan bygge sammen" af Kasper Kaum Bonnén:
"Min hukommelse er hugget i sten, men også blafrende blade. Jeg husker, som lava strømmer, som huse bygges. Hukommelsen er sære skygger, men også skrift på vægge. Den fører hånden frem mod et glas og benene ned ad en trappe. Jeg husker, når en hermelin kryber over jorden, eller en kvinde går gennem baren.
Hukommelsen er en art vaner, der får receptorer i en celle til at respondere på det rette molekyle: En duft bliver levende, kroppen vækkes, og omgivelser opløses. Fortiden bygger luftkasteller og lægger dråbeformede partikler på min læbe.
Hukommelsen er en smag i min mund, som kommer, når jeg sidder alene og ikke kan få ro. Tankerne myldrer, kendsgerninger af sten synker i et bølgende hav, men hukommelsen henter dem og trækker dem op blandt ideer og erfaringer, hvor de griber ind i himmellegemernes positioner. Her findes de, som variationer i det tilstedeværende, som noget, der falder os ind. Ting bryder op af hjernebarken, mennesker slettes fra erindringen. Vi kysser hinanden blidt og ser hinanden i øjnene. Jeg gør mit bedste, når jeg er sammen med mine børn, jeg køber mest økologisk. Jeg tøjler min fantasi, så den får realistiske bakker at ride i. Jeg genbruger mit tøj og sparer på vandet. Jeg ændrer små ting, min erindring er døre, som lukker historier op. Alligevel kan en blød væg opsluge mig. Jeg er stiv, hvid og i stadig forandring. Ild gror gennem mine arme, metal hvisker til vinden. Fyldige kroppe med stærke lår formes af blødt ler. Jeg er flere skygger, som trænger gennem svage erindringer i jorden."
[email protected]
Adda Djørup får en pris for sin novellesamling "Hvis man begyndte at spørge sig selv", Mikkel Fossmo for sine debutdigte, der har titlen "Vækstlaget", Kaspar Kaum Bonnén for bogen "Arkitektur & andre værelser vi kan bygge sammen" og endelig Katinka My Jones for digtsamlingen "Havet er sort, kysten er hvid", skriver Ritzaus Bureau.
Alle udgivelser er fra efteråret 2007.
Tre digte fra "Havet er sort, kysten er hvid" af Katinka My Jones:
1.
ikke et øjeblik er for meget
sneen bliver liggende lidt
så man kan se på den dagen efter
selv hvis man har fortrudt alting
hele verden der villigt ligger på knæ
jeg kan ikke holde op med at tænke på
det hvide lagen vi forsøger at kysse hinanden igennem
2.
sorte krabber danser
på mangrovetræernes
rødder
solen
på mine skuldre
alting her er alt
alt for blåt
træerne underkaster
sig i stilhed
en operation
3.
det stille vand i drømmen
vender tilbage
uret der dagligt vækker
mig på det samme tidspunkt
jeg vender dig
de billeder af dig
jeg tænker på båden og andet
grønt eller blåt det er begge farver
Et uddrag fra "Arkitektur & andre værelser vi kan bygge sammen" af Kasper Kaum Bonnén:
"Min hukommelse er hugget i sten, men også blafrende blade. Jeg husker, som lava strømmer, som huse bygges. Hukommelsen er sære skygger, men også skrift på vægge. Den fører hånden frem mod et glas og benene ned ad en trappe. Jeg husker, når en hermelin kryber over jorden, eller en kvinde går gennem baren.
Hukommelsen er en art vaner, der får receptorer i en celle til at respondere på det rette molekyle: En duft bliver levende, kroppen vækkes, og omgivelser opløses. Fortiden bygger luftkasteller og lægger dråbeformede partikler på min læbe.
Hukommelsen er en smag i min mund, som kommer, når jeg sidder alene og ikke kan få ro. Tankerne myldrer, kendsgerninger af sten synker i et bølgende hav, men hukommelsen henter dem og trækker dem op blandt ideer og erfaringer, hvor de griber ind i himmellegemernes positioner. Her findes de, som variationer i det tilstedeværende, som noget, der falder os ind. Ting bryder op af hjernebarken, mennesker slettes fra erindringen. Vi kysser hinanden blidt og ser hinanden i øjnene. Jeg gør mit bedste, når jeg er sammen med mine børn, jeg køber mest økologisk. Jeg tøjler min fantasi, så den får realistiske bakker at ride i. Jeg genbruger mit tøj og sparer på vandet. Jeg ændrer små ting, min erindring er døre, som lukker historier op. Alligevel kan en blød væg opsluge mig. Jeg er stiv, hvid og i stadig forandring. Ild gror gennem mine arme, metal hvisker til vinden. Fyldige kroppe med stærke lår formes af blødt ler. Jeg er flere skygger, som trænger gennem svage erindringer i jorden."
[email protected]
