Finansminister under Schlüter undrer sig over Fogh og Venstre

Slettet Bruger,

17/10/2007

Af Ole Birk Olesen

Indimellem kommer han til "at undre sig". Palle Simonsen, konservativ finansminister fra 1984 til 1989, formulerer sig diplomatisk, når han skal udstille Venstres politiske og ideologiske kursskifte i Anders Fogh Rasmussens tid som partiformand. Det sker i bogen "På ret kurs" om tidligere statsminister Poul Schlüters regeringstid, som udkommer i anledning af 25 års jubilæet for tiltrædelsen af hans første regering i 1982. Men selvom Palle Simonsen er diplomatisk, så efterlades der ingen tvivl om, hvad han mener:

"Poul Schlüter og jeg selv blev ofte beskyldt for at være for midtsøgende. Der var oven i købet Venstre-folk, som mente, jeg var en forklædt socialdemokrat. Når man ser tilbage på den tid og sammenligner med den nuværende borgerlige regering med en Venstre-statsminister i spidsen, kommer man indimellem til at undre sig," skriver han som afslutning på sit bidrag til bogen.

Barfoed: Forståelig undren
En af de nuværende fremtrædende konservative politikere, skatteordfører Lars Barfoed, kan godt forstå Palle Simonsens undren.

"Der var jo ingen grund til at mene, at han skulle være en forklædt socialdemokrat. Schlüter og Palle Simonsen gjorde, hvad de kunne for at trække tingene i en borgerlig retning," siger Lars Barfoed til 180Grader.dk.

Palle Simonsen mener tilsyneladende, at det er mærkeligt, at dem, der dengang kritiserede ham for at være for midtsøgende, i dag er endnu mere midtsøgende. Har du en kommentar til det?
"Egentlig ikke, men jeg kan bare sige, at i Det Konservative Folkeparti så vi gerne, at vi havde mulighed for at føre en mere markant borgerlig kurs, men det levner Folketingets flertal os jo ikke mulighed for."

Tror du, at I ville kunne få Venstre med på den?
"Jeg mener i hvert fald, at Det Konservative Folkeparti betydeligt mere markant forsøger at trække tingene i den retning. Se bare skattedebatten som et godt eksempel eller debatten om bl.a. efterløn før velfærdsreformen - der var det jo også Det Konservative Folkeparti, der trak debatten i retning af borgerlige synspunkter. Det er Det Konservative Folkeparti, der mest klart trækker tingene i borgerlig retning," siger Lars Barfoed.

Haarder: Ingen grund til undren
Bertel Haarder var både undervisningsminister, dengang Palle Simonsen var finansminister, og i dag. Han husker godt, at Simonsen blev kaldt en forklædt socialdemokrat.

"Det var der nogen, der sagde, men det har jeg nu aldrig sagt. Jeg kendte jo Palle Simonsen enormt godt, for vi har arbejdet sammen både i opposition og regeringen, og jeg kunne aldrig drømme om at kalde ham en forklædt socialdemokrat," siger Bertel Haarder til 180Grader.dk.

Kan du forstå, at Palle Simonsen så undrer sig over, at han af Venstre-folk blev angrebet for sin midtsøgen, når han i dag kan opleve, at Venstre gør nøjagtig det samme, som man i sin tid kritiserede ham og Schlüter for?
"Jeg synes ikke, at han har grund til at undre sig, fordi det, som han dengang måtte høre fra Venstre-folk, svarer jo til det, som nogen Venstre-folk i dag må høre fra nogen konservative. Så der er ingen grund til at undre sig over det. Det svar, som de Konservative dengang gav, når de blev udsat for de anklager, var det samme, som Venstre giver nu, når vi bliver udsat for de samme anklager. Nemlig, at vi er et statsministerparti og derfor skal række bredere ud til større grupper af vælgere, hvis vi ikke vil gøre vores regeringsperiode til en kort parentes."

Bogen "På ret kurs" er på 208 sider og udkommer den 31. oktober på forlaget People's Press med bidrag fra bl.a. Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder, Henning Dyremose, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, Christopher Arzrouni, Peter Kurrild-Klitgaard, Kasper Elbjørn, Henrik Gade Jensen og Mads Lundby Hansen.

Klik her for at bestille bogen hos saxo.com med - for øjeblikket - 20 procent rabat

[email protected]

Kilde: