Finansloven bekymrer økonomer

Slettet Bruger,

28/08/2007

Forleden udtrykte økonomiprofessor, og tidligere formand for Velfærdskommissionen, Torben M. Andersen stor tvivl om, hvorvidt regeringen kunne holde de mål, man havde sat sig for stigningen i det offentlige forbrug med deres 2015-plan. Det var "utroværdigt", mente han, med baggrund i Fogh-regeringens manglende evne til at opfylde den tidligere 2010-plan.

Og med dagens finanslovsforslag kan planen allerede i dens første leveår vise sig at skride. Det vurderer økonomer, som Berlingske Tidende talte med inden fremlæggelsen.

"Der er jo lagt op til en vækst i det offentlige forbrug på 1,8 procent (1,7 red.) næste år, og det tror jeg ikke holder stik i forhold til alle de ting, der er lagt frem i trepartsforhandlinger, globaliseringsaftale og velfærd. Jeg tror vi nærmer os to procent i realvækst," forudser seniorøkonom Peter Skøttegaard Øemig fra Jyske Bank.

Også Danske Banks chefanalytiker Steen Bocian advarer mod stigningen.

"Det er en rimelig stor vækst i de offentlige udgifter, og det i en tid, hvor der er høj vækst i økonomien."

Traditionel finanspolitisk lærdom tilsiger, at finanspolitikken skal strammes lidt i en højkonjunktur. Med de to økonomer er enig med de økonomiske vismænd i, at regeringens finanspolitik er svagt ekspansiv.

"Det hænger sammen med, at der er et stort efterspørgselspres på offentlige ydelser. Og det bliver om muligt endnu større i en højkonjunktur, og det er meget svært for politikerne at stå imod. Hele diskussionen handler jo i øjeblikket om at brænde flest mulig penge af på kortest mulig tid," siger Steen Bocian.

Regeringens udspil er netop blevet offentliggjort på Finansministeriets hjemmeside.

[email protected]

Kilde: