Af Helene Schou Haabegaard
Roskilde Festival træder i år i karakter med støtte til det venstreekstreme miljø omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69. Således vil festivalen i år opbygge et nyt ungdomshus på festivalområdet, for som ledelsen skriver: "Efter nedrivningen af Ungdomshuset i København står en gruppe unge uden tilhørsforhold. Dette tilhørsforhold genskaber Roskilde Festival ved at bygge et nyt ungdomshus".
180Grader.dk har talt med flere deltagere på Roskilde-festivalen,
som er oprørte over nyheden om, at der skal bygges et "nyt ungdomshus" på
festivalen.
En Roskildegænger gennem fem år siger: "Jeg er skuffet.
Konceptet er, at det er et nogenlunde neutralt velgørenhedsarrangement. Så
føler man sig som en idiot, når de, efter man har betalt sin billet, går ud og
erklærer sympati med en så ekstrem politisk gruppe, jeg på ingen måde kan
identificere mig med. Det kan godt være, de så siger, at det handler om
undergrundskultur. Men 'brugerne af Jagtvej 69' har jo ikke lavet andet end at køre en kamp
mod den private ejendomsret."
I det nye ungdomshus på Roskildefestivalen kan man få mange
romantiske oplevelser, meddeler festivalledelsen.
"I Ungdomshuset kommer du på opdagelsesrejse. Tag
høretelefoner på og hør brugere af Ungdomshuset fortælle om det første kys i
kælderen, om demonstrationerne, om de mange timer i øvelokalet og meget mere.
Slå dig ned i en sofa og se dokumentarfilm om BZ-miljøet og Ungdomshuset -
eller læs det specialproducerede magasin, der fortæller om Ungdomshusets
politiske synspunkter og erfaringer," lyder opfordringen på Roskilde-festivalens
hjemmeside.
Redigeret 27/6, klokken 16.07