Af Niels Westy Munch-Holbek og Lassse Grosbøl
I sin klumme Drugs"R"Us i forrige uge gjorde en vis Peter G. Harboe sig morsom på bekostning af fortalerne for en legalisering af hash. Peter G. Harboe opgiver, ud over at være medlem af hovedbestyrelsen for Liberal Alliance, at han er uddannet cand. merc. Det er en skræmmende tanke, eftersom han i sin klumme demonstrerer en total mangel på forståelse for prisdannelsen under forskellige markedsvilkår. Han burde også have haft bedre styr på betydningen af, at rusmidler har en lav priselasticitet, hvilket indebærer at ændringer i pris har en relativ lille betydning for ændringer i de afsatte mængder.Peter G. Harboe prøver at opstille et skræmmebillede af konsekvenserne af legalisering af hash gennem en dystopisk fantasi, hvor legalisering fører til den ene katastrofe efter den anden. Idéerne fra f.eks. CEPOS, Københavns Kommune og undertegnede bliver affærdiget med, at "det er moderne" eller "liberal tænkning" (en latterliggørelse som man måske nok forventer fra de ideologiløse konservative, men næppe fra et medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse).
I modsætning til Peter G. Harboes mere end almindeligt fantasifulde skræmmebillede af, hvad legalisering leder til, ved vi fra USA's erfaring med forbuddet mod alkohol i perioden 1920-1933, hvad forbud rent faktisk medfører.
Da man indførte forbuddet i 1920, skrev en af datidens kendte prædikanter, Billy Sunday, om alle de vidunderlige ting, et forbud ville medføre:
"The reign of tears is over. The slums will soon be only a memory. We will turn our prisons into factories and our jails into storehouses and comcribs. Men will walk upright now, women will smile, and the children will laugh. Hell will be forever for rent."
Efter ophævelses af forbuddet kunne man konstatere, at kriminalitet og korruption var eksploderet efter 1920. Samtidig havde USA, i modsætning til andre vestlige lande, oplevet en stigning i alkoholrelaterede sygdomme. I disse lande var antallet af alkoholrelaterede sygdomme tværtimod faldet i samme periode.
Peter G. Harboe argumenter i sin i sin klumme mod legalisering af hash med, at "det strider imod alle de kendsgerninger, jeg [Peter G. Harboe] kan opdrive". Vi ved selvfølgelig ikke, hvor han har ledt henne, men noget kunne tyde på at "efterforskningen" muligvis er foregået hjemme i baghaven, mens han slog græs eller fejede blade sammen. Et er sikkert: Peter G. Harboe har vist ikke på noget tidspunkt gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i den lange række undersøgelser af sammenhængen mellem forbruget af rusmidler og narkotikalovgivningen, og hvilke faktorer der forklarer forskellene i narkotikaforbruget i forskellige lande. Det vil vi gerne råde bod på ved at behandle blot et par stykker af de mange undersøgelser, der er lavet om emnet. De peger entydigt på, at kriminalisering og politiets indsats ingen eller kun marginal betydning har for forbruget af både hash og stærkere former for narkotika.
Tilbage i 1972 afsluttede økonomen og nobelpristageren Milton Friedman sin lille, men meget profetiske artikel "Prohibition and Drugs" med at konstatere, at:
"We cannot end the drug traffic. We may be able to cut off opium from Turkey but there are innumerable other places where the opium poppy grows. With French cooperation, we may be able to make Marseilles an unhealthy place to manufacture heroin but there are innumerable other places where the simple manufacturing operations involved can be carried out. So long as large sums of money are involved-and they are bound to be if drugs are illegal-it is literally hopeless to expect to end the traffic or even to reduce seriously its scope. In drugs, as in other areas, persuasion and example are likely to be far more effective than the use of force to shape others in our image."
Her næsten 40 år senere er USA verdens største producent af cannabis og blandt verdens største producenter af amfetamin. EU er selvforsynende med ecstasy og amfetamin. Udbuddet af både bløde og hårde stoffer herhjemme har aldrig været større (og prisen aldrig lavere). Fra i begyndelsen af 1970erne at være et udpræget storbyfænomen kunne hash allerede 10 år senere købes i stort set enhver flække. Udbredelsen af "feststoffer" som amfetamin, kokain og senere ecstasy har efterfølgende fulgt samme mønster. Det er aldrig lykkedes myndighederne effektivt at bremse udbuddet, uanset hvor mange midler og hvor hårde metoder der er taget i brug.
I en undersøgelse sidste år konkluderer WHO, at;
"Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones."
Andelen af personer der har prøvet kokain er ca. 8 gange større i USA end i Holland, på trods af at USA er et af de lande, hvor man fører den mest restriktive narkotikapolitik, og Holland er berømt/berygtet for det modsatte. Sammenligner man forholdene i Europa, finder man, at et af de lande, der har den højeste andel af narkomaner, er England, hvor ca. 10 promille anses for at være "problem-users". Dette er ca. det dobbelte af tallene for Sverige, på trods af at de to landes narkotikalovgivning er sammenlignelig i hårdhed. Til gengæld ligger Portugal, der har EUs mindst restriktive lovgivning på området på niveau med Sverige.
Evalueringer af udviklingen i Portugal efter afkriminaliseringen i 2001 har vist, at mens antallet af narkomaner, der kommer i behandling, og narkomanernes sundhedstilstand er forbedret, så har afkriminaliseringen hverken medført narkotika-turisme eller et stigende forbrug.
En stor undersøgelse foretaget af EU om unges holdninger til narkotika viser tydeligt, hvad der er afgørende for forbruget af rusmidler i de forskellige lande, nemlig holdninger og dermed kultur. Unge i lande som Danmark og England, hvor der traditionelt har eksisteret et afslappet forhold til brugen af rusmidler - herunder også alkohol - har et forbrug over EU-gennemsnit, mens unge i både Sverige og Portugal har et lavt forbrug. Sammenholdes forbruget med lovgivning, ser det ud til at, at denne har ringe eller ingen effekt, mens forskellene i de unges holdninger derimod er afgørende.
Med ovenstående in mente er det både absurd og i direkte strid med gængs viden, når Peter G. Harboe skriver at, "indtil det er blevet socialt uacceptabelt at bruge hash, er det en opgave for politi og efterretningstjenesterne at holde leverancerne i markedet nede og en opgave for skattevæsen og socialrådgiverne at afsløre svindel med indtægterne".
Bortset fra at det er udtryk for en grundlæggende totalitær tankegang, viser det også, at Peter G. Harboe ikke har befundet sig i virkeligheden de seneste 40 år. På trods af forbud og politiindsats er det heller ikke herhjemme, ligeså lidt som andre steder i verden, lykkedes at begrænse forbruget af euforiserende stoffer. Mellem 60% og 80% af unge mennesker i Europa mener, at det er let at skaffe stoffer i skolen, nattelivet eller til fester, hvilket understreger hvor virkningsløst forbuddene er, uanset hvad politikere prøver at bilde sig selv ind. Til gengæld har man sikret skrupelløse narkotikkarteller et illegalt marked, der af FN anslås til at være på 320 mia. (skattefri) USD.
Hvad undersøgelserne viser os er, at vi allerede har alle de negative følger af hashforbruget, man kan forvente. De er en funktion af den sociale accept af stofferne og ikke graden af statslig indgriben gennem kriminalisering. Men derudover har vi en yderligere række negative konsekvenser, der er en direkte følge af kriminaliseringen af hash, bl.a. den verserende bandekrig og øget grad af organiseret kriminalitet.
Med andre ord: Sagkundskaben har talt, og den fortæller os det modsatte af, hvad vi får at vide af Peter G. Harboe og af alle de politikere, der sikkert vil os det bedste, men kun gør tingene værre.
Niels Westy Munch-Holbek er præsident i Akademiet for Fremtidsforskning. Lasse Grosbøl er arkitekt og stiller op til valget til Københavns Borgerrepræsentation for Venstre
