Endnu en 1. maj er overstået, og endnu engang er utallige trafikanter blevet generet i deres færden gennem byen af de irriterende 1. maj-optog. Hvorfor kan de mennesker ikke gå på fortovet lige som normale folk? Hvorfor skal de absolut gå midt på gaden, så vi andre må sidde fast i trafikpropper?
Der er noget utroligt barnligt over sådan et optog af mennesker. "Se os! Se os! Vi er rigtig mange, og vi kan spærre for jer, bubæh!" Tillykke med det, fristes man til at sige, men det gør altså ikke jeres råbetaler mere interessante. Det gør ikke jeres evindelige krav om, hvad andre skal gøre, og hvad andre skal betale, for at I kan blive tilfredse med jeres liv, mere modne. Den slags kan selv små børn finde ud af. "Jeg vil ha' slik, jeg vil ha' legetøj!" råber børnene, og bliver de ikke opdraget ordentligt, så står de som unge og voksne i Fælledparken en 1. maj og råber, "jeg vil ha' et ungdomshus, jeg vil ha' efterløn!"
Mig, mig, mig! De kalder det solidaritet, men det har vist mest at gøre med den solidaritet, der var i fokus i en medlemshvervningskampagne, som HK for nogle år siden gennemførte under mottoet, "vær solidarisk med dig selv". Det motto faldt godt nok ikke i god jord i de øvrige fagforbund, men det forekom da ærligt.
Omvendt skal vi heller ikke være så stivsindede, at vi helt udelukker, at der kan være reelle hensigter bag slagordene fra 1. maj. Hvis de næste år udviser så stor solidaritet med os andre i trafikken, at de undlader at spærre for os, blot fordi det kan give dem selv lidt opmærksomhed, så vil vi overveje, om der er noget om snakken.
Der er noget utroligt barnligt over sådan et optog af mennesker. "Se os! Se os! Vi er rigtig mange, og vi kan spærre for jer, bubæh!" Tillykke med det, fristes man til at sige, men det gør altså ikke jeres råbetaler mere interessante. Det gør ikke jeres evindelige krav om, hvad andre skal gøre, og hvad andre skal betale, for at I kan blive tilfredse med jeres liv, mere modne. Den slags kan selv små børn finde ud af. "Jeg vil ha' slik, jeg vil ha' legetøj!" råber børnene, og bliver de ikke opdraget ordentligt, så står de som unge og voksne i Fælledparken en 1. maj og råber, "jeg vil ha' et ungdomshus, jeg vil ha' efterløn!"
Mig, mig, mig! De kalder det solidaritet, men det har vist mest at gøre med den solidaritet, der var i fokus i en medlemshvervningskampagne, som HK for nogle år siden gennemførte under mottoet, "vær solidarisk med dig selv". Det motto faldt godt nok ikke i god jord i de øvrige fagforbund, men det forekom da ærligt.
Omvendt skal vi heller ikke være så stivsindede, at vi helt udelukker, at der kan være reelle hensigter bag slagordene fra 1. maj. Hvis de næste år udviser så stor solidaritet med os andre i trafikken, at de undlader at spærre for os, blot fordi det kan give dem selv lidt opmærksomhed, så vil vi overveje, om der er noget om snakken.
