Eva Kjer til kamp mod unødvendigt mad-bureaukrati

Fødevarekontrollen skal strømlines og der skal luges ud i unødigt emsige regler

Slettet Bruger,

31/05/2008

Fødevarekontrollen skal strømlines og der skal luges ud i unødigt emsige regler. Det bebuder fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ifølge Berlingske Tidende.

"På nogle områder er det gået lidt over gevind. Selvfølgelig skal man huske de store fødevareskandaler for få år siden, men mit indtryk er, at vi på nogle områder har skabt mere bureaukrati, end vi egentlig gør noget godt for fødevaresikkerheden," siger Eva Kjer Hansen til Berlingske Tidende.

For to vintre siden kostede fødevareskandaler daværende forbrugerminister Lars Barfoed (K) taburetten og førte til panikstemning på Christiansborg. Men i mellemtiden er gemytterne kølet af, og både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti støtter nu en afbureaukratisering af området.

"Man skal også passe på, at man ikke skyder gråspurve med kanoner. Når vi hører om en lille butik eller kiosk, der måske har et månedligt overskud på få tusinde kroner, der så får en bøde på 10.000 kr, fordi han har nogle Marie-kiks på hylden, der er gået et par dage over sidste salgsdato, så er der noget galt," siger DF's fødevareordfører, Jørn Dohrmann, til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: