Af Rune Kristensen
"Verden af i dag kræver, at vi danskere er med i hjertet af Europa," udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale med slet skjult hentydning til, at vi grundet vores forbehold ikke er en del af Europas hjerte i dag. At være et europæisk land er dog i mine øjne ikke bundet op på, hvilke mønter man lægger i kasseapparaterne rundt om i de europæiske landes butikker, men derimod en accept af de værdier, der siden Kul- og stålunionen har bundet os sammen; nemlig fred, frihandel og frihed.Tanken var oprindeligt, at man ved at binde landenes produktion af kul og stål sammen kunne sikre et tættere samarbejde til glæde for - i første omgang - den frie handel og - på længere sigt - sikringen af freden og friheden. Frihandel og samarbejde de europæiske nationer imellem var en sund borgerlig tanke, som burde kunne sikre Europa både økonomisk fremgang, samt fred og frihed. Som ung og borgerlig kan man også i dag være enig i disse ambitioner.
Men så er det bare som om, at EU har bevæget sig fra primært at have handlet om netop sikring af fred og frihed - kombineret med et samarbejde om at skabe øget velstand - til at være en organisation som i højere grad vil detailregulere og give velfærdsydelser end skabe frihed. Et politisk projekt frem for et folkeligt projekt, et overnationalt projekt frem for et mellemnationalt projekt, og et projekt der i høj grad er protektionistisk og socialdemokratisk i tankegangen og ikke mindst placeret langt fra borgernes rækkevidde.
Når statsministerens dagsorden nu er at integrere Danmark yderligere i EU ved ophævelsen af de fire danske forbehold, bør man som ung og borgerlig derfor råbe vagt i gevær overfor især det monetære forbehold.
Hvis en fælles valuta- og pengepolitik skal fungere, kræver det nemlig en ensartet europæisk økonomi. En sådan opnås kun gennem en fælles finanspolitik, dvs. at EU bestemmer over arbejdsmarkedet, de sociale forhold, skatteprocenten etc.
At dette ikke skulle bekymre vores statsminister, undrer efterhånden ikke nogen, men at han knap otte år efter, at 220.000 flere danskere stemte NEJ end JA til euroen, vil have forbeholdet afskaffet, det er direkte usmageligt.
EU-skeptikere er altid blevet beskyldt for at føre skræmmekampagne. Ser man på afstemningen om Euroen, var praksis dog en helt anden: JA-partierne stod i kø for at fortælle danskerne om, hvor forfærdeligt det ville gå, hvis vi ikke indtrådte i samarbejdet.
I dag står det heldigvis klart, at den danske økonomi aldrig har haft det bedre, mens man til gengæld kunne fristes til at kigge på, hvordan det ser ud i nogle af de lande, som trådte ind i eurosamarbejdet.
Alligevel fortsætter JA-sidens skræmmekampagne ufortrødent. "Derfor bør vi afskaffe undtagelserne. For Danmarks skyld. Så vi fuldt ud kan være med til at træffe beslutninger om fremtidens Europa," formanede statsministeren i sin tale til den danske befolkning nytårsaften, til trods for at Danmark ved afskaffelsen af det monetære forbehold for tid og evighed vil deponere sin økonomiske suverænitet i EU-systemet.
Tanken om øget indflydelse på dette område er stærkt overdrevet. Eksempelvis må den embedsmand, som Danmark i givet fald skal udpege til Den Europæiske Centralbanks ledelse, ikke tage særlige hensyn til danske forhold. Tværtimod skal ECB tage hensyn til den samlede økonomiske udvikling i unionen, og da de europæiske landes økonomier, som nævnt, er vidt forskellige og langt fra går i samme retning, er det umuligt at gøre alle tilfredse.
Når der skal træffes beslutninger, vil de store landes behov naturligvis veje tungest. Således vil man kunne komme i situationer, hvor ECB f.eks. sætter renten ned for at afhjælpe arbejdsløshed i Frankrig, Tyskland, Italien og Polen - selvom en sådan nedsættelse er direkte skadelig for mere trimmede økonomier som den danske eller irske.
På arrogant og virkelighedsfjern vis fremsatte statsministeren for godt en uge siden ønsket, der skal få hans navn skrevet med fed og store bogstaver i historiebøgerne, som manden der fik afskaffet de fire danske forbehold, og dermed som manden der kun otte år efter det seneste forsøg på at få umyndiggjort danskerne og Nationalbanken forsøger igen. Det er åbenbart ikke kun den katastrofale socialdemokratiske velfærdspolitik, som statsministeren har arvet fra sin forgænger i Statsministeriet.
Rune Kristensen er BA. scient. pol. og landsformand for Konservativ Ungdom
