Euroen under pres

Af Morten MesserschmidtDer synes at have bredt sig en opfattelse om, at euroen skulle være en særligt sikker valuta, set i forhold til den danske k...

Slettet Bruger,

17/11/2008

Af Morten Messerschmidt

Der synes at have bredt sig en opfattelse om, at euroen skulle være en særligt sikker valuta, set i forhold til den danske krone. Det har givet eurotilhængerne vind i sejlene, når de har kunnet lokke husejere med lave boliglån. Men hvad der umiddelbart lyder som sød tale, kan vise sig at være en meget dyr fornøjelse.

På det økonomiske marked er der for tiden en reel vurdering af, at euroen ikke vil overleve. Det skyldes både erfaringer her i den aktuelle krise, hvor euroen har klaret sig dårligt, men også en mere overordnet vurdering af, at medlemslandenes økonomier simpelthen er for forskellige til at kunne kobles så nært sammen, som et valutasamarbejde kræver.

Følger man den 10-årige obligationsrente rundt omkring i eurozonen, vil man se, at der er tale om kæmpe rentespænd. Mellem hhv. Tyskland og Italien er der f.eks. et rentespænd på næsten én procentpoint på helt enslydende fordringer. Det burde få alle advarselslamper til at lyse hos økonomerne.

Årsagen er naturligvis, at en stor del af de sydeuropæiske økonomier ikke er ordentligt drevet. Lande som Italien, Spanien, Grækenland, Portugal mv. trækkes med store økonomiske problemer i form af lavvækst, høj inflation, høj arbejdsløshed og et helt åbenlyst mangel på reformer af deres arbejdsmarkeder og pensionssystemer. Disse forhold, der afviger fra, hvad kendes fra de sunde euroøkonomier i Tyskland, Holland, Finland mv., udgør en bombe under selve euroen.

Enhver kan sige sig selv, at det er sygt, når der inden for samme valutaområde er forskellige priser på enslydende fordringer. Det er derfor dybt risikabelt at indlade sig på euroen.

Naturligvis kan det lyde tillokkende med en lavere rente - men hvad med de perioder, hvor Danmark selv har haft lavere rente end eurozonen? Hvis vi skal opgive kronen nu for at få lavere rente, skal vi så opgive euroen igen, når eurorenten stiger? En sådan zigzagkurs giver selvsagt ingen tryghed. Og tryghed er præcis, hvad vi har brug for - derfor skal vi holde fast i kronen, der udgør et stabilt grundlag for en videre udvikling af vores sunde økonomi.

Vi skal ikke binde os op på de usunde økonomier, der for tiden udfordrer euroen indefra.

Morten Messerschmidt er medlem af Folketinget og spidskandidat til EU-parlamentsvalget for Dansk Folkeparti

Kilde: