Af Jens Emil Eistrup
Da jeg er dybt interesseret i samfundet og samfundsforhold, og er en ung borger og gymnasieelev, møder jeg tit meget forskellige holdninger, men her på det seneste har jeg kunne se og opleve en udvikling, der alt sammen peger hen imod en svækkelse af karakteren hos mine medborgere. De vil nu hellere end gerne lægge deres skæbne i hænderne på den snart omnipotente statsmagt - lad det så være overformynderi i forhold til borgernes sundhed, terrorlovgivning, der bliver mere og mere vidtgående, udnyttelsen af de mest produktive, eller de barnagtige skrig fra nogle af dem, der lever af staten - hvilket jo er et forfærdeligt udtryk, da de ikke lever af staten, men lever af andre borgeres produktive adfærd.Det seneste eksempel på, hvor svag karakteren er i befolkningen, er de forløbne ugers protester mod mulige stramninger angående adgangen til SU. Disse protester kom fra dem, der burde være blomsten af Danmarks ungdom. Disse borgere har vist sig som nogle af de mest usle og ynkelige mennesker. Ikke nok med at de får stillet gratis undervisning i verdensklasse til rådighed, næh nej, det er ikke nok, når man åbenbart bor i Danmark. For når man først er blevet vænnet til, at staten kan forsørge en, ja, så vil man selvfølgelig have, at dette skal fortsætte - uanset om det går udover alle andre i samfundet. At dem besparelsen vil ramme, er dem, der senere får de højeste lønninger, og derfor nemt kan afbetale et toårigt studielån, er blot endnu mere symptomatisk for holdningen hos befolkningen.
Hvis de, der skulle være fremtidens garant for en anstændig og fornuftig opførsel, kan opføre sig sådan, hvor slemt står det så ikke til i samfundet? Meget slemt endda. Danmark er i mine øjne et land, der mentalt er ved at gå op i limningen.
Opførslen fra landets borgere - og i særdeleshed landets studerende - kan bedst sammenlignes med de amerikanske TV-serier om unge pigers sekstenårs fødselsdag, de såkaldte Sweet-Sixteen birthdays. Disse børn er blevet syge. Syge af deres forældres lyst til at opfylde deres behov, uden at de overhovedet skal gøre sig fortjent til det. Syge af ikke at opleve nogen form for konsekvens ved deres ofte uanstændige opførsel.
En stor del af vores medborgere er i samme mentale situation som de amerikanske teenagere. Vi er et folk, der ikke mener, at hårdt arbejde er en dyd, man skal lære sine børn, og et folk der i forvejen er det hårdest beskattede i verden, men alligevel kræver mere af staten.
I Danmark er befolkningen ikke blevet syge p.g.a. behagelystne forældre, men derimod p.g.a. en stat, der de seneste fyrre år kun har haft et svar, når det gjaldt borgernes såkaldte elendigheder: mere betingelsesløs hjælp, støtte og "omsorg". Det vil måske undre nogen at omsorg blev sat i citationstegn, men man kan jo spørge sig selv om det virkelig er omsorg, som staten leverer?
Hvis det, som staten hidtil har leveret, kun har medført en ikke blot svækkelse, men en direkte udslettelse af borgernes moral, respekt og ikke mindst karakter, når det gælder omgangen med andre folks penge - det, der normalt kaldes skattekroner - så kan man diskutere, hvorvidt den reelt set betingelsesløse fordeling af penge skal tages op til revision - en problemstilling, der bliver tydeliggjort af de studerendes reaktion på et af Skattekommissionens forslag.
For de studerende og deres kredse har historisk set været arnestedet for ændringer og holdninger i samfundet. Herhjemme havde vi den nationalliberale bevægelse i 1800-tallet, der hovedsagligt startede som en studenterbevægelse med blandt andet Adam Oehlenschläger i spidsen. I 1989 i Kina stod de studerende i spidsen for det, der senere blev et decideret folkeoprør - et oprør der havde sit epicenter ved den Himmelske Freds Plads.
Hvad repræsenterer de danske studerende i dag?
I mine øjne repræsenterer de stadig borgernes holdninger - hvilket i dette tilfælde er virkeligt skræmmende.
Jens Emil Eistrup er elev på Helsingør Gymnasium
