Ernæringsforskere: Fedtskat kan sænke levealderen

Tre ernæringsforskere erklærer sig nu uenige i, at regeringens nye fedtskat vil fremme danskernes sundhed

Slettet Bruger,

09/11/2009

Tre ernæringsforskere erklærer sig nu uenige i, at regeringens nye fedtskat vil fremme danskernes sundhed. Det kan man vel gå sådan, at den tværtimod forværer sundheden, skriver ernæringsforskerne Tine Tholstrup, Lotte Lauritzen og Arne Astrup i dag i en kommentar i Berlingske Tidende:

"Vi mener ikke, at der set fra en ernæringsvidenskabelig vinkel er tilstrækkelig solid dokumentation for Forebyggelseskommissionens prognose om, at en sådan afgift vil forlænge danskernes levetid med fem dage. Anlægger man en vurdering baseret på den nyeste sundhedsvidenskabelige viden, er resultatet måske endda, at afgiften kan risikere at klippe fem dage af danskernes levetid," lyder det.

De tre henviser til nye forskningsresultater:

"En række baggrundsdokumenter for WHO/FAOs nye anbefalinger konkluderer, at der ikke kan påvises nogen ændringer i forekomst eller død af hjertekarsygdom ved en øgning eller nedsættelse af indtaget af mættet fedt. En nedsættelse af forekomsten af hjertekarsygdom kan kun opnås, hvis mættet fedt udskiftes med flerumættet fedt. Dette er i overensstemmelse med, at denne ændring bl.a. har en gunstig virkning på blodets kolesterolværdier, og støttes af resultater fra lodtrækningsstudier. Så langt så godt. Men til gengæld har en dansk-amerikansk befolkningsundersøgelse vist, at hvis det mættede fedt erstattes af kulhydrat er det muligt, at forekomsten af hjertekarsygdom øges med syv procent. Så om et nedsat forbrug af mættet fedt resulterer i en nedsættelse af forekomst af hjertekarsygdom afhænger af, hvad fedtet erstattes med," skriver de.

Klik her for at læse hele kommentaren fra de tre ernæringsforskere på berlingske.dk

[email protected]

Kilde: