Af Claus Thomas Nielsen
Er ønsket om vielser af homoseksuelle i virkeligheden et udtryk for stigende intolerance?For nogle uger siden passerede jeg et fjernsyn, der viste filmprogrammet 'Premiere'. Ud af øjenkrogen så jeg en programvært som, med pomadehår og designerskæg, synes stylet til at spille skurkerollen i en Batman-film. Han steg op på noget, der lignede prædikestolen i et gammelt missionshus. Det fik mig til at stoppe op på min tur gennem stuen. Ansigtsudtrykket havde lige netop den blanding af naiv uskyldighed og selvretfærdighed, der er så typisk for vor tids farisæere. Og når man selv er præst, er det jo altid interessant at høre, hvilke meninger de fromme og frelste lige for tiden slår andre i hovederne med.
Jeg forventede derfor halvt om halvt, at prædikenen enten ville handle om, at jeg, hver gang jeg starter havetraktoren, bør have dårlig samvittighed over, at indbyggerne på Maldiverne om 50 år får våde fødder. Eller om at Danmark er et utilgiveligt navlebeskuende og ligusterfascistisk land, fordi vi endnu ikke har givet dansk statsborgerskab til samtlige indbyggere i Ækvatorial Guinea, og fordi vi fortsat kan finde på at sende brandvæsen og hjemmepleje til Nørrebro uden at spørge imamerne og deres SA-bander om lov.
Og rigtigt var det, at studieværten mente, at jeg skulle klæde mig i sæk og aske, omvende mig og bede ham om tilgivelse. Men denne gang handlede det ikke om klima eller om Danmarks pligt til selvudslettelse, men om at vi her i landet nægter homoseksuelle deres indlysende ret til på rådhus og i kirke at indgå ægteskab på nøjagtig samme vis som heteroseksuelle. Den sad! Jeg følte mig helt lammet. For ikke nok med at jeg som dansker har et medansvar for denne forbrydelse mod menneskeheden, nej jeg har også et helt personligt ansvar derved, at jeg som præst er vielsesmyndighed og alene bruger denne myndighed til at binde mænd og kvinder sammen i den hellige ægtestand.
Studieværten sparede ikke på adjektiverne. Ja, så vidt jeg husker hans barske ord, så mente han ligefrem, at jeg, ved at begå denne forbrydelse, placerer mig i selskab med både inkvisitorerne ved 1600-tallets spanske autodafeer og med de nazistiske udryddelsesprogrammer.
Jeg må vedgå, at det var lidt ubehageligt på denne vis at blive sat i bås med menneskehedens værste afskum - jeg havde nær sagt undermennesker. Hidtil havde jeg set mig selv som et meget liberalt menneske, som mener, at enhver skal bestemme over - og stå til ansvar for - sit eget liv. Så længe man ikke tvinger andre, så må man, mener jeg, indrette sig nøjagtig, som man vil, uden at staten eller andre har nogen ret til blande sig.
Jeg tilhører tilmed en generation som, i modsætning til vores forældregeneration, aldrig har følt det akavet med f.eks. homoseksuelle venner, men som holder af verdens mangfoldighed, og som faktisk synes, at verden ville være et fattigere sted uden f.eks. homoseksuelle.
Alligevel så er jeg altså, ifølge tidens fromme prædikanter, nu i åndeligt selskab med menneskehedens værste afskum.
Og at jeg er det, fik jeg kraftigt understreget, da jeg nogle dage senere så et klip fra årets Oscaruddeling, hvor Sean Penn stod på podiet og med grødet og knækkende stemme formanede, at enhver, der nægter homoseksuelle deres indlysende ret til et almindeligt bryllup, skal komme til at stå grusomt til ansvar, når deres børnebørn engang spørger dem: "Hvad gjorde du dengang?"
Med så stærke moralske argumenter er der ikke noget at sige til, at der nu blandt de veluddannede er et klart flertal for, at homoseksuelle kan blive bundet sammen i det hellige ægteskab. Og tendensen er naturligvis selvforstærkende: Ingen bryder sig jo om at tilhøre en foragtet minoritet med de forkerte holdninger. Mindst af alle biskopper og præster.
Og når nu næsten alle andre i mit segment løber i samme retning, hvordan kan det så være, at jeg vælger at være blandt dem, der ifølge Sean Penn engang skal stå med nedslagne øjne og indrømme min grusomme synd over for mine børnebørn?
Er det fordi jeg mener, at homoseksuelle er mindre værd end andre mennesker, fordi deres kærlighed er mindre værd, eller fordi de ikke bør have velsignelsen i kirken?
Nej, naturligvis ikke. Alle mennesker har naturligvis samme værdi, hvordan de så end indretter deres samliv.
Et samfunds grad af humanitet kan jo i vid udstrækning aflæses på, hvordan det behandler det skæve og unormale. Ligesom trekanter, firkanter, femkanter, kollektiver, klosterfællesskaber, singler osv., således har homoseksuelle al mulig ret til at indrette sig, som de har lyst til, og med hvem de har lyst til, så længe de ikke skader andre.
Og de kan hver eneste søndag eller hverdag møde op i kirken og få Guds velsignelse midt i det indviklede liv de lever.
Men hvorfor skal lige præcis de homoseksuelle have ret til at kalde deres samliv for et ægteskab? Eller skal dem med tre kvinder eller tre mænd også kunne det? Eller hvad med de to brødre som efter et livslangt nært samliv en dag møder op og vil giftes? Skal de også have et ritual og kaldes et ægteskab? Nej, det skal de ikke, men min modstand mod det har intet at gøre med, hvad homoseksualitet eller andre samlivsformer er, den handler alene om, hvad et ægteskab og en familie er.
I Monty Pythons klassiske film "Life og Brian" er der en vidunderlig lille scene, som i den historiske Brian-forskning går under navnet "The inalienable rights scene". Altså scenen om de umistelige rettigheder.
Det er en af filmens indledende scener, og den foregår i amfiteatret i Jerusalem, hvor vi på tilskuerrækkerne præsenteres for den yderliggående politiske gruppe "The peoples front of Judea".
Under en pause i underholdningen, hvor de afhuggede lemmer fjernes fra arenaen, taler gruppen, under ledelse af John Cleese, om menneskets umistelige rettigheder. Men hver gang en af dem siger "mand" så tilføjer et medlem af gruppen ved navn Stan "eller kvinde", når de siger "ham", tilføjer Stan "og hende" osv.
Det spolerer hele samtalen, og Stan bliver spurgt, hvorfor han hele tiden ævler om kvinder, hvortil han svarer: "Jeg ønsker at være kvinde, fra nu af skal I kalde mig Loretta" ... "Jeg ønsker at føde børn". Da John Cleese så prøver at forklare Stan, alias Loretta, at han ikke kan føde børn, bryder han ud i gråd. Men et medlem af gruppen finder løsningen ved at forslå, at de vedtager en resolution, hvor de fastslår, at selvom Stan ikke kan føde børn, så er det hans umistelige rettighed at gøre det! Det er et symbol på deres kamp mod undertrykkelsen!
Men når man vedtager, at Stan har ret til at blive kaldt kvinde og til at få børn, har man så derved ændret på Stans situation? Nej, det har man ikke. Stan er stadig en mand, og Stan kan stadig ikke få børn. Det man har ændret på er forholdene for alle de virkelige kvinder, som virkelig kan få børn. Når det unormale kaldes normalt, findes der ikke længere noget ord for det normale. Ordet kvinde og udtrykket "at få børn" er blevet frataget deres mening. Ligesom titlen "verdensmester i sværvægtsboksning" ville miste sin mening, hvis kvinder på 85 fik en "umistelig ret" til at kalde sig det.
Og på samme måde vil ordene "familie" og "ægteskab" miste det meste af deres betydningsindhold, hvis de nu skal bruges om et homoseksuelt parforhold.
Ordet ægteskab er et ord, der adskiller den i vores kultur normale form for samliv fra alle andre. I mere end tusind år har kernefamilien, bestående af en mand og en kvinde som efter eget valg, og principielt uafhængigt af slægt og klan, gifter sig og får børn, været en afgørende del af det fundament, hvorpå den europæiske kultur og vores individualistiske menneskesyn er blevet bygget. Den autonome europæiske kernefamilie er enestående i verdenshistorien, og den har været uundværlig for skabelsen at de frieste, rigeste og mest tolerante samfund verden har oplevet.
Men den er altså også noget meget andet og mere end et kærlighedsforhold mellem to personer af tilfældigt køn. Og vel er den i dag truet, men derfor behøver vi jo ikke at ophøre med at have et navn for den. Hvorfor skal undtagelsen betyde at reglen afskaffes?
Jeg har 2 brødre, som er blinde. Er de derfor mindre værd end andre? Nej, jeg synes, det er 2 af de mest værdifulde mennesker i verden, og jeg synes, at verden ville være et fattigere sted uden blinde. Men skal vi derfor kalde de blinde for seende, og skal vi benægte, at blindhed er en unormalitet og et handicap? Nej, for blindhed er et stort handicap, som vel i alvor næsten kan måle sig med det handicap, som det er at have en seksualitet, der ikke retter sig mod at videreføre sin slægt!
Måske skyldes trangen til at normalisere homoseksualitet slet ikke tolerance. Måske skyldes den tværtimod, at vi ikke længere kan acceptere det fremmede og det unormale som fremmed og unormalt. For få år siden var homoseksuelle stolte af at tilhøre en anderledes subkultur. De var stolte af at være anderledes. Er også de homoseksuelle nu blevet så intolerante, at de ikke ser andre alternativer end enten normalitet eller udstødelse. Er ønsket om homoseksuelle vielser i virkeligheden et udtryk for en stadig stigende frygt for det anderledes?
I så fald er det en intolerance som i særlig grad har ramt TV-værter, Hollywood-stjerner, biskopper og deslige.
Claus Thomas Nielsen er sognepræst
