Enh.l.: Jyske autonome skal også have et hus

De autonome i Århus har taget ved lære af deres københavnske kollegers succes med at skaffe sig et gratis hus

Slettet Bruger,

09/01/2008

De autonome i Århus har taget ved lære af deres københavnske kollegers succes med at skaffe sig et gratis hus. De besatte således et hus i seks døgn med krav om et såkaldt ungdomshus. Nu rækker Enhedslisten hånden frem og lover at hjælpe de autonome med deres boligkvaler. Det beretter Avisen.dk.

"Det er helt indlysende, at Århus har store problemer på ungdomsområdet, fordi vi ikke har noget samlet tilbud til de unge, der ikke ender i gymnasiet eller på universitetet. Derfor vil jeg nu tage sagen op i byrådet," siger Keld Hvalsø Nedergaard til Avisen.dk.

Keld Hvalsø Nedergaard har ikke et konkret forslag til et egnet hus, men forestiller sig, at de autonome selv kan styre en stor del af aktiviteterne i huset, men at der skal være adgang for alle unge, og at der skal være mulighed for uddannelsesvejledning og tilbud om misbrugsbehandling.

Afviser forpligtelser
Men det forslag afvises af de autonome. De vil ikke have nogle forpligtelser over for kommunen, siger de.

"Vi sætter pris på et godhjertet udfald, men vi vil være hundrede procent selvstyrende. Jeg er sikker på, at jeg taler på vegne af alle besættere, når jeg siger, at det ikke har nogen interesse, når der er den mindste kommunale indblanding," siger en århusiansk autonom, der ønsker at være anonym.

Forslaget møder modstand fra børn- og ungerådmand Louise Gade (V). Ved at gribe til besættelse har de autonome diskvalificeret sig selv som modtagere af et kommunalt finansieret hus.

"Hvis man vil have et sted at være, så må man opføre sig ordentligt. Vi vil gerne sikre en mangfoldighed af tilbud til de unge, men vi vil ikke acceptere ulovlige metoder. Så har man diskvalificeret sig til at komme igennem med sit budskab," siger hun til Avisen.dk.

[email protected]

Kilde: