Af Morten Messerschmidt
Dansk Folkeparti bliver fra tid til anden beskyldt for ikke at gøre nok på energiområdet. Nu er det jo altid nemt at pege fingre - men lad det være sagt med det samme. Også vi ønsker, at Danmark skal dække sit energiforbrug ved hjælp af vedvarende energi inden for en overskuelig årrække. Det er også baggrunden for, at Dansk Folkeparti er med i energiaftalen fra sidste år.Her blev der allerede for et år siden taget en lang række initiativer til at sikre, at Danmark fastholder sin førertrøje, når det kommer til energi- og klimapolitikken. Vi har forøget tilskuddet til vindmøller, biogas og biomasse. Vi har gennemført en lov om vedvarende energi, som samlet forbedrer rammevilkårene for, at der kan opføres anlæg til vedvarende energi i Danmark. Vi har fordoblet midlerne til forskning i nye energikilder. Og vi har sikret os, at der iblandes så meget biobrændstof i bilerne som teknologisk overhovedet kan lade sig gøre.
For os i Dansk Folkeparti er det afgørende, at Danmark sikrer sin uafhængighed. Der er ingen tvivl om, at energipolitik er - og i fremtiden i endnu højere grad bliver - en magtfaktor. Vi har set spæde skridt til det i den russiske opførsel i Østeuropa. Og vi ser det i særlig grad i Mellemøsten, hvor olieindtægterne udgør noget nær den eneste indtægtskilde. Denne indtægtskilde har givet de mellemøstlige lande en position, hvor de ikke bare opkøber europæiske infrastrukturvirksomheder, men også forsøger at presse deres værdisæt igennem - som vi har set i optakten til Durban II-konferencen og senest i forhold til Tyrkiets ageren ved Fogh Rasmussens udnævnelse til generalsekretær for NATO.
Der er altså ingen tvivl om, at det har en værdi at gøre sig uafhængig. Og den værdi - vor selvstændighed - er vi villige til at betale for. Derfor slutter Dansk Folkeparti op bag de intentioner, som ligger i energiaftalen. I modsætning hertil hører man af og til venstrefløjen beklage sig over EU's kvotehandelssystem. Nu er Dansk Folkeparti som bekendt på ingen måde fan af EU. Tværtimod finder vi, at EU på alt for mange områder og alt for ofte blander sig i noget, som vi grundlæggende kan gøre bedre selv. Når det kommer til energipolitik, er der imidlertid ingen tvivl om, at vi har at gøre med et grænse-overskridende område. Derfor kan det også give mening, at EU blander sig, som det er sket med indførelsen af kvotehandelssystemet.
Grundlæggende handler kvotesystemet om at kapitalisere udledningen af CO2, således at det i et frit marked bliver det mest konkurrencedygtige og effektive firma, der har bedst råd til at betale for CO2-udledningen, som får lov at købe kvoten. Set med de øjne er systemet blot en ny skat, der dog indeholder det for skatteopkrævning usædvanlige, at den stiger i takt med efterspørgslen. Venstrefløjen ønsker, at Danmark skal opkøbe kvoter til destruktion. Men konsekvensen vil være, at prisen på CO2-kvoter vil stige. Og på længere sigt kan klimaet ikke være tjent med, at der skabes en kunstig efterspørgsel på kvotemarkedet.
Sagen er nemlig, at den samlede mængde kvoter løbende reguleres og vurderes i forhold til den delikate balance mellem på den ene side ønsket om at opretholde europæisk produktionsvirksomhed og på den anden side ønsket om at reducere udslippet af klimagasser. Ved at skabe et kunstigt marked og en kunstig efterspørgsel på kvoter, gives denne regulering nogle skæve forudsætninger, som i virkeligheden fører til, at der sættes flere kvoter til salg på markedet, end den naturlige efterspørgsel tilsiger. Således scorer venstrefløjen med sit forslag et fantastisk mål - problemet er bare, at det er et selvmål.
Med andre ord skal fornuften tilbage i den efterhånden ret oppiskede klimadebat. Dansk Folkeparti lukker ikke øjnene for, at der sker forandringer af klimaet. Men måden, vi håndterer forandringerne på, skal bygge på fornuft og rationalitet frem for frygt og halvreligiøst hysteri. Det er på høje tide at gøre op med de mange korrekte meningsmagere, der mener, at de gør os alle sammen en tjeneste ved at indgyde os frygt, som - hvis deres mission ellers lykkes - vil resultere i historisk dyre politiske løsninger med en ret begrænset effekt.
Danmark har i dag Europas skrappeste krav, når det gælder vedvarende energi og reduktion af drivhusgasser. Så i stedet for at stramme kravene yderligere, ville det måske være smart at fokusere på at holde omkostningerne nede. Til forskel fra socialisterne er Dansk Folkeparti bekymret for, hvad stadigt større omkostninger til støtte af vindmøller, halm, energibesparelser o.s.v., betyder for ganske almindelige danskeres energiregning.
Eksempelvis er det afgørende, at også Danmarks langsigtede sikkerhed og uafhængig af ustabile lande er ledestjerne, når detaljerne i energipolitikken fastlægges. Det er olien, som er problemet. Og olien bruger vi især til at varme vores huse og i vores biler. Det er altså her vi først og fremmest skal sætte ind. Kul er derimod intet problem. Kul er vores mest sikre energikilde. Det findes i store mængder og udslippet fra kulkraftværkerne er reguleret i både den ene og anden ende. Det er kulkraftværkerne, der giver danskerne strøm, sikrer vores velfærd og vores fremtid.
I Dansk Folkeparti lider vi ikke af nationalt snæversyn, ligesom den stortrives i den klima- og energipolitiske debat. Verden står foran en enorm sikkerhedspolitisk udfordring, og energi i form af olie og gas er to af de våben, vores modstandere bruger. Forsyningssikkerhed er den virkelige udfordring. Derfor skal ressourcen ikke ofres på klimaets alter, men anvendes, så alle vore mål nås.
Morten Messerschmidt er EU-parlamentsmedlem og MF for Dansk Folkeparti
