Af Thomas Ladegaard
De danske håndboldherrers succes ved EM i Norge greb nationen, og hvis kulturministeren er på udkig efter national sammenhængskraft, er det bare med at sætte sig i sofaen og se noget håndbold med kronprinsen.EM-guldet var en af den slags begivenheder, der for en kort stund minder os om, at vi er en række mennesker, der bor indenfor et geografisk afgrænset område og taler det samme sprog.
I en tid hvor nationen mangler oplagte samlingspunkter og ikke ligefrem svømmer i store sejre på idrætsfronten, kommer Wilbeks drenge ind på rette sted og ikke mindst rette tid midt i en trist januar.
Selvom EM-sejren bliver fejret på samme måde som med fodboldholdet i 1992, indvarsler dette europamesterskab imidlertid noget nyt. De danske håndboldherrer fortæller simpelthen en ny historie om Danmark.
Indenfor håndbold - og i virkeligheden langt de fleste sportsgrene - har man tidligere levet på en typisk dansk grundfortælling. Den startede som regel med konstateringen af, at vi et lille land med få indbyggere, som møder store nationer med mange flere ressourcer. De andre nationer var altid større, stærkere og dopede, mens vi danskere måtte leve på at være klogere og mere kreative.
Danske sejre og succeser havde derfor altid en grundtone af, at den kloge kunne narre det mindre kloge østeuropæiske muskelbundt. 80'ernes bolsjedrenge var det perfekte udtryk for denne grundfortælling. Sjældent har et dansk hold været sammensat af så begavede spillere, og så længe de var i form, kunne de med snilde og kreativt spil spille de store et puds.
Og så havde man i målmand Mogens Jeppesen indbegrebet af dansk hygge. Han kunne drikke en øl og ryge en smøg, men han var stadig i stand til at stille sig i vejen for de østeuropæiske skyttemaskiner.
Samme historie elsker vi danskere også at fortælle om EM-triumfen i 1992. Den historie er perfekt til at reproducere vores billede af os selv. Det er nemlig historien om en flok badegæster, der skiftede badebukser ud med fodboldstøvler og bare lige tog til Sverige og badede sig til en sejr mod de store nationer. Det var den danske hygge og dejlige kammeratskab, der slog de topprofessionelle tyskere og iskolde hollændere. Og undervejs fik Lars Olsen sig også en smøg, ligesom der blev tid til besøg på McDonalds.
Disse konstruktioner elsker vi at reproducere. De er ikke nødvendigvis helt sande, men de kan bruges til at forstærke billedet af os danskere.
Netop her markerer håndboldherrerne noget afgørende nyt. De fortæller simpelthen en ny og helt anderledes historie. Det danske hold besidder stadig kreative kræfter, men enhver snak om, at de andre er større og stærkere, kan man godt glemme. De danske håndboldherrer er nemlig mindst lige så veltrænede og fysisk stærke, som deres konkurrenter. De matcher på alle områder de andre nationer i professionalisme.
Og så har de en træner, der spiller alle sine kort med stor sikkerhed, og som tør at bryde med dansk vanetænkning. Denne gang ville han geare sit hold til mentalt at komme videre fra de tidligere bronzeplaceringer, og derfor meldte han klart ud, at holdet gik efter guld og direkte kvalifikation til OL. En helt uhørt melding fra en dansk landstræner i en stor international idrætsgren, for tænk nu hvis det glipper?
Men Wilbek vidste præcis, hvad han gjorde. Det er nyt og et afgørende brud med den traditionelle danske fortælling. Ikke som Anja Andersens "Fuck Janteloven". Men mere som et udtryk for det dybt seriøse og velovervejede arbejde med store menneskelige ressourcer. Måske allerbedst personificeret i målmand Kasper Hvidt som et direkte modstykke til Mogens Jeppesen. Den nye danske historie har smidt hyggen på porten. I stedet handler det om hårdt og seriøst arbejde hen imod et stort mål.
Spillerne har været seriøse længe. Men det var først, da de turde smide den sædvanlige danske hyggementalitet på porten, at de fuldt og helt forløste deres potentiale.
Wilbek har selv fortalt, hvordan han har arbejdet med mentaliteten om, at hvis Jørgen har haft fire skud, så er det synd for Finn, hvis han kun får tre. Wilbek har vist, at hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt. Det er ikke mindst nødvendigt i en sport, hvor man skal præstere kollektivt, men hvor det også handler om at give plads til individet. Kun sådan vinder man.
Det er den nye danske historie. Man kan ikke hygge sig til succes. De store resultater kommer, hvis man tør drømme dem og har modet til at arbejde målrettet efter dem. Håndboldherrerne har dermed vist en ny vej.
Thomas Ladegaard er forfatter og partner i LADEGAARD A/S. Han har skrevet bøgerne Mordet på JFK 40 år efter og Bolsjedrenge og jernhårde ladies og blogger på thomasladegaard.dk
