Af Jens Frederik Hansen
Jens Frederik Hansen er advokat.Det sker hvert år, at LLO i den anden uge af juli udsender en pressemeddelelse om boligmarkedets elendigheder. Og lige som alle de andre år, så klipper yngste journalist-elev, der i sommerferien er efterladt som babysitter for demokratiets vagthund - pressen - hele historien ud til næste dags forside.
I år var det historien om såkaldte fup-moderniseringer, der blev bragt til torvs. Og alle de store medier tog den.
Det må hos bare lidt kritiske læsere give anledning til mindst tre overvejelser.
Når nu pressemeddelelsen kommer hvert år, lige så regelmæssigt som DSB må fravige køreplanen på grund af sol, passagermængden eller våde blade på skinnerne, hvorfor bliver den så samlet op? Ovenfor har jeg antydet, at det kunne skyldes manglende erfaring, men når man ser mængden af supplerende materiale, der indgår i dækningen, så holder den forklaring næppe. Er sandheden reelt den, at redaktionerne ikke har sendt nok på ferie, og at man har hærskarer af journalister klar til at kaste sig over en hvilken som helst antydning af nyheder? Men så må man bare undre sig over, at dovenskaben er så stor, at historien får nøjagtig samme vinkel i alle bladene. Er der virkelig ingen, der har lyst til at markere sig, bare gøre en lille forskel?
For det andet må man overveje, om historien er sand. Og der må jeg skuffe de mere liberale læsere. Det er den. Historien er 100 procent sand, og vanviddet bag fupmodernisering er åbenlyst.
Men det hører også med til billedet, at historien er en nøje udvalgt del af sandheden. LLO har et synsfelt så bredt som Lord Nelsons, da han endelig satte kikkerten for det raske øje. Det er en nøje udvalgt og redigeret udgave af sandheden, LLO giver os. Derved illustrerer man perfekt tankegangen bag den engelske vidne-ed om "sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden". Baggrunden for fupmoderniseringer er selvsagt, at kun ved den slags kunstgreb kan ejeren af en udlejningsejendom opnå en nogenlunde fornuftig forrentning af sin investering. Næsten 70 års forfølgelse af udlejerne med den ene mere kaudervælske lovgivning efter den anden har naturligvis sat sine spor. Den udlejer, som opfører sig som en bolighaj, tjener flere penge end den, der ønsker at opføre sig blot nogenlunde rimeligt - og den lektie har markedet selvsagt taget til sig.
I et frit marked risikerer man at miste kunder, hvis man går over stregen. Men når lovreguleringen skaber en kunstig efterspørgsel, så er der ingen som helst grund til at tage hensyn til kunderne. For man kan jo bare leje ud til en anden villig idiot!
Så moralen af historien - set i et bare lidt bredere perspektiv - er, at der er for megen regulering, og vi har absolut ikke brug for mere.
Den tredje og vigtigste overvejelse må være, hvorfor ingen andre er vågne og har forberedt sig mod historien? Hvor er udlejerne? Det må da være så enkelt at prikke hul i ballonen? Men det sker aldrig, og den indskydelse melder sig efterhånden, at boligmarkedet er som et akvarium, hvor bolighajer og lejersild lever i symbiose. De stærke sild holder til i stimens midte og er reelt ligeglade med, at hajen snupper et par stykker i stimens udkant. Omvendt er hajerne ligeglade med, at de ikke kan trænge ind til stimens midte, for de kan altid blive mætte af omstrejferne i stimens udkant.
I traditionel politisk retorik taler man om at lade fanden tage de sidste, og alle venstrefløjens spidser kan tale længe og selvgodt om, at det er konsekvensen af den borgerlige regering. Den holder bare ikke på boligmarkedet - det er venstrefløjens forkrampede fastholden af verdenskrigens rationering, der går ud over de svageste boligsøgende.
Det er en historie, som ville være værd at skrive!
