Eksperter i konkurrenceret advarer mod ny EU-traktat

Slettet Bruger,

25/06/2007

Af Helene Schou Haabegaard

Anders Foghs forsøg på at bagatellisere fjernelsen af målsætningen om "fri og uhindret konkurrence" fra den nye EU-traktats formålsparagraf, bliver undermineret af udtalelser fra internationale eksperter i konkurrenceret. Hos Global Competition Law Centre (GCLC), som ligger under det Europæiske Universitet i Bruxelles, kalder de det bekymrende, at man har slettet "den fri konkurrence" fra formålsparagraffen.

I lørdags sagde Anders Fogh til Berlingske Tidende at "vi har fået garanti for, at denne ændring ikke får nogen betydning for, hvordan det Indre Marked fungerer. Der sker ingen underminering af den fri konkurrence."

Hos eksperterne i Bruxelles er tonen en helt anden.

"GCLC maner til ansvarlighed hos de europæiske statshoveder, og henleder opmærksomheden på de ekstremt seriøse konsekvenser, som slettelsen af princippet om uhindret konkurrence fra målsætningerne i traktaten kan have på borgernes langsigtede velfærd - såvel som den europæiske økonomis konkurrencedygtighed som helhed i en tid med voksende økonomisk rivalisering mellem handelsblokkene," siger den anerkendte organisation i en pressemeddelelse.

EU ikke kun om fri konkurrence

180grader.dk har talt med Venstres EU-ordfører, Charlotte Antonsen, som dog ikke er bekymret.

"Reglerne omkring det indre marked er intakt. Man har fjernet målsætningerne om fri konkurrence fra formålsparagraffen, men de er stadig i andre paragraffer" siger hun og fremhæver så, at EU jo ikke kun handler om fri konkurrence og indre marked.

"Det bedste danske eksempel er sommerhusprotokollen, som jo er et brud på den fri konkurrence. Og der er masser af tilsvarende eksempler på at man politisk har sagt at det hele er altså ikke fri konkurrence, og det er jo det, der er hele balancegangen."

Professor i jura ved Københavns Universitet, Hjalte Rasmussen, som er Danmarks førende ekspert i EU-ret, mener ikke, man kan afvise at fjernelsen, vil få en betydning, men understreger samtidig, at man ikke kan sige noget sikkert om hvilken betydning fjernelsen får i praksis.

"Den fri konkurrence er stadig nævnt i andre paragraffer end formålsparagraffen. Men hvilken betydning, det vil få er ikke til at sige. Den næste dom og hvilket fokus den lægger på henholdsvis formålsparagraffen og de andre paragraffer, kommer til at blive afgørende," siger han til 180grader.dk

Kilde: