Eksperter: Peter Øvig har ophavsret på røverbeskrivelse

Man kan ikke have ophavsret på historiske begivenheder som f

Slettet Bruger,

04/03/2008

Man kan ikke have ophavsret på historiske begivenheder som f.eks. den kriminalitet, som Blekingegadebanden begik i 80erne, men man kan have ophavsret på, hvilken slags personer bandemedlemmerne var, mens de gjorde det. Det mener to eksperter i ophavsret, som nu blander sig i striden mellem forfatter Peter Øvrig Knudsen og filmselskabet Zentropa. Øvig mener, at Zentropa med en ny film om Blekingegadebanden muligvis vil overtræde hans ophavsret på oplysninger fra to bøger om banden.

Og det kan han i henhold til dansk lov noget overraskende have ret i.

"Hvis filmen f.eks. lægger sig tæt op ad Peter Øvig Knudsens personbeskrivelser, så er der et ophavsretsligt problem," siger pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole ifølge epn.dk og tilføjer: "Det politimateriale, som Øvig har fundet i arkiverne, er frit tilgængeligt historisk materiale, som ikke er omfattet af loven om ophavsret. Der har han gjort et arbejde, som andre kan 'nasse' på. Men der er også tale om tætte beskrivelser og personkarakteristikker. Det er Peter Øvigs værk," hævder Oluf Jørgensen.

Det samme vurderer ph.d. og adjunkt i historie Nina Kofoed fra Aarhus Universitet.

"Peter Øvig har ret til sin fremstilling. Man kan ikke overtage andre folks fremstillinger. Man må gå til kildematerialet igen og grave noget frem selv," siger hun til epn.dk.

Politimanden Jørgen Moos, der i mange år arbejdede med at opklare alle Blekingegadebandens forbrydelser, sagde med et smil på læben i går til TV2-Nyhederne, at hvis nogen skulle have ophavsret til Blekingegadesagen, så måtte det være ham.

[email protected]

Kilde: