Efter tusinder af døde i Irak: USA overvejer værnepligt

Slettet Bruger,

11/08/2007

Krigen i Irak har lagt et så stort pres på USA's frivillige hær, at det kan komme på tale at genindføre værnepligten. Det mener en af præsident George W. Bushs sikkerhedsrådgivere, da han udtalte sig til radiostationen NPR, beretter Ritzau.

"Jeg mener, det bestemt ville være fornuftigt at overveje det, og jeg kan sige dig, at det altid har været den mulighed, der har ligget på bordet," siger general Douglas Lute, assisterende sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus.

Fra Det Hvide Hus afviser man dog sikkerhedsrådgiverens forslag.

"Ingen diskussion"
"Præsidenten mener, at en frivillig hær tjener landet godt, og der er ingen diskussion om at vende tilbage til værnepligten," siger Dana Perino, der er talskvinde for Det Hvide Hus.

Også Det Demokratiske Parti har tidligere leget med tanken om at genindføre værnepligten. Sidste år foreslog et demokratisk medlem af Kongressen at genindføre værnepligten, da man mente, at dette ville gøre befolkningen mere fjendtligt stemt over for Irak-krigen.

I USA afskaffede den republikanske præsident Richard Nixon den obligatoriske værnepligt i 1973 i de sidste år af Vietnam-krigen.

[email protected]

Kilde: