Af Ebbe Elhauge Kristensen
Slavoj Zizek skriver i sin essaysamling "Velkommen til virkelighedens ørken" om lykken efter 11. september. Her fremhæver han, at lykken beror på subjektets manglende evne til at lade sig konfrontere med konsekvenserne af sit begær. Lykken er i denne forståelse en instrumentel kategori. Dvs., at lykken kan bruges til at analysere en situation og ikke har status som en diffus glædestilstand. Lykken er så at sige konverteret til et teoretisk begreb, der er analytisk anvendeligt.Begivenhederne i forbindelse med irakerne i Brorsons kirke giver denne forståelse af lykken ben at gå på. Det er muligt at anvende lykken som teoretisk begreb. Venstrefløjen reagerede nøjagtig, som Zizek forudser, og endnu vigtigere formentlig på den baggrund han foreslår. Venstrefløjens medlemmer vil blot ikke kendes ved det. Jeg bruger her Zizeks refleksioner om lykke til at anskueliggøre det, man kan kalde venstrefløjens maskepi i sagen om Brorsons kirke. Det er værd at være opmærksom på, at dette ikke er en stillingtagen til sagen som sådan, men en filosofisk inspireret analyse af venstrefløjens (og højrefløjens) motiver og bevæggrunde. Det skal bemærkes, at den skarpe sondring mellem højre- og venstrefløjen er beklagelig, men sondringen er hensigtsmæssig i denne analyse- og forståelsessammenhæng.
Konflikten om irakerne i kirken havde to skarpt optrukne fronter med venstrefløjen som humanitetens forsvarer og højrefløjen som legalitetens forsvarer. Det er klart, at et valg mellem disse respektive værdier er et enormt dilemma for enhver vesterlænding. Debatten har dog ignoreret et meget væsentligt perspektiv, som kan udledes af Zizeks teoretiske lykkebegreb: Spørgsmålet om hvorvidt de respektive fløjes udsagn kan underkastes en maximering, dvs., om de specifikke udsagn med fornuft og egeninteresse in mente kan ophæves til noget alment gældende. Hermed forstås, at det for begge fløje skal være meningsfuldt ud fra et rationelt synspunkt, at hævde det/de principper, der kan udledes af deres specifikke udsagn i sagen om Brorsons kirke.
Højrefløjen: Retsprincippets og egeninteressens primat
For højrefløjens vedkommende virker det ganske plausibelt, at retsprincippet og demokratiet må have primat over en enkeltsag. Det er netop det, højrefløjen har plæderet for, hvis man skal oversætte (læs: maximere) dens princip om hjemsendelse til generelle termer. Situationen med afviste irakiske asylansøgere i Brorsons kirke var ubehagelig fra et humant synspunkt. Det hersker der ingen tvivl om. Men dermed ikke forstået at opretholdelse af de demokratiske baserede principper, heriblandt retsprincippet, bliver inhumant, når det appliceres på en sådan prekær og ulykkelig sag. Det ville tværtimod være inhumant, at give efter for principper, der undergraver den vestlige demokratiske kultur.
Højrefløjen indtager en anti-revisionistisk position, der indebærer, at man bevarer fløjens egen position i samfundet. Højreorienterede skattebetalere ønsker ikke at finansiere en øget flygtningetilstrømning eller give købe på deres kulturelle værdier. I Zizeks termer formår højrefløjen at konfrontere sit begær. Højrefløjen indtager altså en position, der er fuldt ud meningsfuld ud fra et rationelt synspunkt. Den står fast på et klassisk borgerligt princip om retssikkerhed, samtidig med at den hævder sin egeninteresse, der i denne situation er en social (økonomisk) status quo.
Venstrefløjen: Hykleri og falsk god samvittighed
Hvis man bruger tilsvarende logik på venstrefløjens position, fremkommer et noget andet billede. Kan det at give pågældende enkeltsag primat med fornuft og egeninteresse i behold ophæves til et maxime? Det er stærkt tvivlsomt. I tilfælde heraf vil man for det første undergrave hele den vestlige samfundsopbygning. Det vil ske, da et princip om retssikkerhed negligeres. Dette kan langt fra betragtes som meningsfyldt ud fra et rationelt synspunkt. For det andet vil venstrefløjen udhule sin egen privilegerede position(!). Hvordan det? Hvis man følger Zizkes argument, skulle modtagelse af hundredtusindvis af indvandrere fra ulande få den konsekvens, at arbejderklassen forfalder til en racistisk og voldelig modreaktion. En sådan reaktion vil netop bringe venstrefløjsakademikernes privilegerede position i fare. Det kan altså umuligt være i venstrefløjens egeninteresse, at hævde den position, som de hævder i sagen om Brorsons kirke. Hvorfor gør de det alligevel?
Det kapitalistiske samfundssystem er med Churchills ord det mindst dårlige, hvilket venstrefløjen har erkendt. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at et senkapitalistisk samfund ikke kan rumme fx ubegrænset indvandring. Derfor er det et "safe-issue" for venstrefløjen. Den kan stille nok så mange krav til regeringens indvandrer- og asylpolitik med vished om, at disse ikke vil blive honoreret. Det vil de ikke af den simple grund, at det er krav, det kapitalistiske system per definition ikke kan opfylde. Der er tale om, at venstrefløjen formelt indtager en revisionistisk position, men reelt har samme anti-revisionistiske interesser som højrefløjen. Venstrefløjen har reelt ikke et ønske om at indfri egen politik, den har derimod et ønske om (pseudo)-"god samvittighed" - og den har venstrefløjen fået, men den er betalt med hykleri.
Alternativ forståelse af irakerne i kirken
Den filosofiske analyse af fløjenes reaktionsmønstre i sagen om irakerne i kirken giver altså et noget andet resultat, end det mange medier har formidlet. Legalisterne på højrefløjen står fast på deres principper, mens humanisterne på venstrefløjen giver efter for subjektets manglende evne til at konfrontere sit begær. Det sidste er ikke i kategori med en grandios kamp for de universelle menneskerettigheder, men nærmere med plattenslageri.
Zizeks lykkebegreb tilbyder altså en alternativ forståelse af dramaet. En forståelse der ikke blot beror på at ophøje nogle til henholdsvis gode og onde, som tendensen har været i medierne. I stedet bliver der tale om en filosofisk forståelse, der trækker tråde til særligt begrebet om reelle interesser. Er de reelle bevæggrunde for de positioner, fløjene har indtaget i mediernes dækning af situationen, direkte synlige? Det er med Slavoj Zizkes lykkebegreb og denne analyse in mente stærkt tvivlsomt. For at nå frem til parternes reelle interesser er det nødvendigt, at gå bagom den umiddelbare scene. Det kan gøres ved en mere dybdegående analyse som denne. Det er måske mere et spørgsmål om, hvem der viser sit ansigt kontra en maske, end det er et spørgsmål om, hvem der er god kontra ond.
Venstrefløjens maskepi
Venstrefløjens reaktionsmønster i Brorsons Kirke-føljetonen er altså et eksempel par excellence på subjektets manglende evne til at lade sig konfrontere med konsekvenserne af sit begær. Det er særdeles frugtbart at benytte lykken som et teoretisk begreb, som Zizek gør i "Velkommen til virkelighedens ørken". Venstrefløjen havner i en paradoksal situation, hvor det, den formelt forherliger, er det, den reelt frygter mest. Det ligner hykleri, at man forsøger at fremstå som de kritiske, humane, revisionistiske og tolerante, mens man i virkeligheden forlader sig på det mindst ringe systems utilstrækkelighed. Venstrefløjen holder gode miner til slet spil og bør få ros for en veludført maskepi i stedet for en dedikeret humanisme.
Ebbe Elhauge Kristensen er stud. scient. pol.
