EU: Rygeforbud i lastbiler

Lastbilchaufføren sidder for sig selv på sin arbejdsplads, men alligevel skal han nu forbydes at ryge af hensyn til arbejdsmiljøet, mener EU-Kommis...

Slettet Bruger,

03/07/2009

Lastbilchaufføren sidder for sig selv på sin arbejdsplads, men alligevel skal han nu forbydes at ryge af hensyn til arbejdsmiljøet, mener EU-Kommissionen, som ifølge dr.dk er på vej med nye skrappe rygeregler, som også skodder smøgen for chauffører af alle slags.

Det nye forslag fra EU-Kommisionen skal sikre et røgfrit arbejdsmiljø på alle arbejdspladser, men formanden for Eksportchaufførernes Landsklub, Bjarne Märcher fra Århus, kalder forslaget vanvittigt.

"Som eksportchauffør bor man jo i sin lastbil. Det er ens hjem, og man generer ikke nogen andre med røgen. Jeg har da ikke hørt noget om, at man også vil forbyde folk at ryge i deres hjem," siger han ifølge dr.dk og fortsætter:

"I Europa skal man holde pause for hver fire en halv time, men for en ryger er det meget langt mellem smøgerne, og skal de stoppe oftere, går det ud over deres kørehviletidsregler. I dårligt vejr spiser man i bilen. Skal man så stå ud bagefter og ryge i regnen?"

Kommissionens forslag skal drøftes i ministerrådet i efteråret. Derefter har medlemslandene frem til 2012 til at indføre reglerne og måske moderere dem. Forslaget omfatter alle varebiler, håndværkerbiler, lastbiler, traktorer mm, skriver dr.dk.

[email protected]

Kilde: