Af Ole Birk Olesen
Køb en Suzuki Grand Vitara og betal de sædvanlige 320.000 kroner - plus 65.000 kroner til EU. Køb en Mazda 6 for 345.000 kroner - og læg dertil 48.000 kroner til EU. Køb en Opel Astra for 260.000 kroner - og aflever så lige 22.000 kroner oven i til EU.Det bliver virkeligheden, hvis et nyt forslag fra EU-Kommissionen om at begrænse den europæiske bilparks udledning af CO2 med en helt ny EU-skat bliver gennemført, viser dugfriske beregninger fra Skatteministeriet.
Beregningerne er svar på et spørgsmål fra Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Colette Brix. EU-skatten vil blive lagt oven i den i forvejen meget høje danske registreringsafgift, oplyser Skatteministeriet.
"Den foreslåede bødestruktur vil indebære, at der fra 2015 lægges et tillæg til registreringsafgiften på godt 5.000 kr. for hver kilometer, en gennemsnitlig benzinbil kører kortere end 18,5 km. pr. liter," lyder det i svaret.
Skatteministeriet lægger i sit svar ikke skjul på, at man - i modsætning til Kommissionen - opfatter den såkaldte "emmissionsafgift" som en decideret skat.
"EU-Kommissionen sidestiller den foreslåede afgift med en afgift af pønal karakter (en bøde), der pålægges de bilproducenter, der ikke overholder det fastsatte krav til CO2-udledningen. Skatteministeriet er af den opfattelse, at afgiften har karakter af en egentlig skat. Karakteristikken af afgiften som en skat eller en bøde er afgørende for, om der kræves enstemmighed eller kvalificeret flertal for vedtagelse af forordningen," skriver Skatteministeriet.
Ministeriet forventer, at danske bilkøbere med den nye EU-skat vil komme til at betale 1,5 mia. kr. årligt til EU's kasser.
[email protected]