EU-næstformand advarer mod fifleri

Slettet Bruger,

23/06/2007

Befolkningen i mange lande får ikke mulighed for at tage stilling til den nye EU-traktat, og det møder nu skarp kritik fra EU-Kommissionens næstformand, Margot Wallström.

"Man kan ikke have det som udgangspunkt, at man ikke skal have en folkeafstemning. Det her kan ikke blive ved med at være et projekt for en lille gruppe levebrødspolitikere. Det skal forankres med folket, og det bliver der også bedre politik ud af," siger den svenske EU-kommisær ifølge Ritzau.

Hverken i Holland eller Frankrig planlægger politikerne at spørge vælgerne, inden traktaten vedtages, og på trods af tidligere løfter om en folkeafstemning arbejder også den britiske premierminister Tony Blair nu på at undgå at høre vælgernes dom. I Danmark har Venstre tidligere meldt ud, at man ikke kan "være bekendt at ulejlige befolkningen med en folkeafstemning" og et lækket traktatudkast afslører, at man i Bruxelles har arbejdet på at fjerne de punkter, der ifølge Grundloven udløser en folkeafstemning.

Modstridende meldinger
Kritikken får dog ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at ændre kurs.

"Jeg kan kun sige, at jeg er fuldstændig enig med det, Margot Wallström har sagt. Fordi man ikke skal fifle, og det gør vi heller ikke," siger Fogh til Berlingske Tidende.

Fogh har tidligere sagt, at Danmark ikke har bedt det tyske formandsskab om at få fjernet de valg-udløsende punkter, men at Tyskland selv har spurgt efter, hvilke punkter der er problematiske i forhold til at afgive suverænitet. Men EU-formanden, den tyske kansler Angela Merkel, siger at det er medlemslandendes ønsker, der ligger til grund for traktatudkastet.

Fogh fastholder forklaring
Men Anders Fogh hævder, at hverken hans eller Angela Merkels fremstillinger er forkerte.

"Der har været konsultationer, og på basis af dem har det tyske formandsskab fremstillet sit udkast," siger han.

mkr

Kilde: