Dumme kan også blive rige

Slettet Bruger,

28/04/2007

Heldet følger de tossede. Helt sådan kan man nok ikke stille det op, men dumhed er ihvertfald ingen hindring i jagten på rigdom. Det fastslår et studie udført af en amerikansk professor, offentliggjort i tidsskriftet Intelligence. Jay Zargosky, der er professor ved Ohio State University, har interviewet 7.403 amerikanere om deres livsforløb, forbrug og livsstil og sammenlignet med deres IQ. Personerne, der er i 40'erne, er blevet interviewet løbende siden 1979.

Resultatet er klart: Der er ingen sammenhæng mellem IQ og rigdom.

"Din IQ har virkelig ikke nogen forbindelse til, hvor rig du er. Og det at være klog beskytter dig ikke mod at komme i pengeproblemer," siger Jay Zargosky.

Studiet viser, at intelligente folk har bedre chancer for at få et vellønnet job, men at de ikke nødvendigvis er bedre til at investere deres penge eller blot holde hus med dem. Faktisk har de kloge en større risiko for at gå konkurs, trække over på kontoen, eller blot glemme at betale regningerne.

Resultaterne overrasker ikke økonomirådgiver i Finanshuset i Fredensborg, Kim Valentin. Ifølge ham kræver det nogle ganske andre egenskaber at blive velhavende.

"Der er tre ting, der afgør, om du bliver rig. Det er viden, hårdt arbejde og held. Og den viden skal bare være fokuseret. Vi rådgiver mange self-mades, som bliver rige uden uddannelse, og som ikke ville score højt på en klassisk IQ-test. En hårdtarbejdende rengøringsmand behøver ikke at vide noget som helst andet end at forstå sig på rengøring for at blive rig. Og så er hårdt arbejde en vigtig faktor. Og held. Bare tænk på dem, der købte bolig i midten af 1990'erne," siger Kim Valentin til Nyhedsavisen.

Kilde: