Dobbelt så mange spinner for VK

Slettet Bruger,

27/05/2007

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Statsminister Anders Fogh Rasmussen rasede i sin tid som oppositionspolitiker mod den daværende socialdemokratiske regerings forbrug af særlige rådgivere til pressehåndtering. Men under hans egen regering har ministerierne næsten fordoblet antallet af pressemedarbejdere fra 34 i 2001 til 60 i 2007. Det viser en undersøgelse, Jyllands-Posten har foretaget.

Udgifterne til ministerielt spin er i perioden vokset fra 18 mio. til næsten 30 mio. Væksten får socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen til at harcelere.

"Regeringen kom til magten med en påstand om, at Socialdemokratiet og statsmagten var smeltet sammen. At det var forargeligt, at man ansatte nogen som helst til denne type funktion. De fik vælgertilslutning på baggrund af det synspunkt, hvorefter de gjorde det stik modsatte. Det er jo hykleri," raser han.

Et af de steder, hvor presseindsatsen er vokset mest, er i Claus Hjort Frederiksens Beskæftigelsesministerium, der i dag har syv presse- og informationsmedarbejdere mod tre, før regeringen trådte til. Her tager man kritikken med ro og ser de nye offentligt ansatte som et naturligt svar på mediernes øgede informationsbehov.

"Der kommer flere tv-stationer, radiostationer, dagblade, trafikaviser og skal finde deres egen vinkel. Et svar fra Beskæftigelsesministeriet om, at vi ikke har mandskab til at svare, tror jeg ikke vil blive accepteret," udtaler Claus Hjort Frederiksen.

Enkelte ministerier har i år valgt at gå imod trenden og skære ned på udgifterne til spin. Indenrigs- og sundhedsministeriet har således ikke længere en journalist ansat som særlig rådgiver. I stedet varetages pressehåndteringen i fremtiden af en kontorchef til en betragtelig lavere gage. Men det er undtagelsen, og generelt kan der forventes endnu flere pressemedarbejdere i morgendagens ministerier. Og det er tiltrængt, mener Finansministeriets informationschef Mikkel Faurholdt.

"Jamen ude i erhvervslivet slår de sig på lårene af grin. Tag en hvilken som helst stor virksomhed eller organisation. De har alle en stor kommunikationsafdeling. Vi har to mand, arbejdet med kommunikation er stadig i sin vorden og centraladministrationen har meget at lære. Der vil med garanti komme betydeligt flere," forudser Faurholdt.

Et ønske fra SFs Ole Sohn om at forbedre oppositionens muligheder for at matche regeringen afvises af Folketingets formand, Christian Mejdahl, der pointerer, at der i forvejen bruges 105 millioner på partistøtte.

mol

Kilde: