København har et problem. Et venstreekstremt problem. Har du aldrig hørt om det? Så er det fordi, du læser de forkerte aviser, lytter til de forkerte radiokanaler, ser på de forkerte tv-stationer. Der er bare den hage ved det, at de rigtige slet ikke findes. Bortset fra her. Kun på 180Grader.dk skrives der om problemet. Eller rettere: Kun her kaldes problemet ved dets rigtige navn, venstreekstremisme.
De venstreekstreme er ellers hele tiden i medierne. Natten til tirsdag f.eks., da 150 unge venstreekstreme demonstrerede i København mod bortauktioneringen af et ulovligt besat hus i Tyskland. Som det er dagens orden ved den slags lejligheder, blev der kastet flasker mod politiet, som døgnet rundt skal bruge enorme ressourcer på at håndtere de venstreekstreme. I de øvrige medier blev uromagerne blot kaldt "unge".
Problemet sås også for en uge siden, da 10 venstreekstreme blev anholdt under en demonstration vendt mod den norske og den franske ambassade, som igen endte med flaskekast mod politiet. Også ved den lejlighed nøjedes alle øvrige medier med at kalde uromagerne for "unge".
Den første maj stak venstreekstremismen også sit grimme ansigt frem, da dens fronttropper barrikaderede sig i en park på Nørrebro med cykler, containere og brændende affald. Senere blev der opstillet en to meter høj dukke forestillende lederen af en dansk frikirke, som de venstreekstreme har set sig sure på. Dukken blev gennembanket af maskerede venstreekstreme, som satte punktum for legen ved at sætte ild til dukken. I de øvrige medier blev disse mennesker igen benævnt, ja gæt engang, "unge".
Men det er ikke et ungdomsproblem, som hærger København, selvom medierne gerne vil gøre som om. De fleste unge er jo fredelige og fordragelige. Problemet skyldes alene de politiske grupperinger på den yderste venstrefløj, som tidligere havde base i det besatte hus på Jagtvej 69. Og problemet bliver ikke løst, før vi begynder at kalde det ved rette navn. Problemerne med de venstreekstreme kan ikke løses ved, at ledende politikere går i dialog med dem om et nyt hus. Sådan løser man jo heller ikke de problemer, der måtte være med højreekstreme i dette land. Dem isolerer man, tager afstand fra, marginaliserer. Alt andet ville være uforsvarligt. Man ser det for sig: "Kære højreekstremist, vi forstår, at du gerne vil have alle muslimer smidt ud af landet. Kan vi tale om det? Vil du eventuelt holde op med at lave ballade, hvis vi bare tager et par moskeer fra dem?"
Nej, vel? Men sådan sidder man faktisk omkring runde borde og taler med de venstreekstreme. Man går ind på deres præmisser, accepterer at de har krav på et hus, som de kan bruge som base i rekrutteringen af nye venstreekstreme, spørger dem om de kan stille sig tilfreds ved at betale en smule, eventuelt acceptere lidt kommunalt tilsyn o.s.v.
Hvis man nu holdt op med at kalde dem "unge", så ville det ødelæggende i den strategi straks gå op for folk. Kan man måske forestille sin denne overskrift i morgendagens avis: "Ritt Bjerregaard til dialogmøde med venstreekstremister"? Nej, det ville aldrig ske. Mødet ville slet ikke komme i stand, hvis medierne brugte den rette betegnelse for disse mennesker. For ord har betydning, og det burde medierne være helt på det rene med.
Spørgsmålet er kun, hvorfor de bruger de ord, de bruger.
De venstreekstreme er ellers hele tiden i medierne. Natten til tirsdag f.eks., da 150 unge venstreekstreme demonstrerede i København mod bortauktioneringen af et ulovligt besat hus i Tyskland. Som det er dagens orden ved den slags lejligheder, blev der kastet flasker mod politiet, som døgnet rundt skal bruge enorme ressourcer på at håndtere de venstreekstreme. I de øvrige medier blev uromagerne blot kaldt "unge".
Problemet sås også for en uge siden, da 10 venstreekstreme blev anholdt under en demonstration vendt mod den norske og den franske ambassade, som igen endte med flaskekast mod politiet. Også ved den lejlighed nøjedes alle øvrige medier med at kalde uromagerne for "unge".
Den første maj stak venstreekstremismen også sit grimme ansigt frem, da dens fronttropper barrikaderede sig i en park på Nørrebro med cykler, containere og brændende affald. Senere blev der opstillet en to meter høj dukke forestillende lederen af en dansk frikirke, som de venstreekstreme har set sig sure på. Dukken blev gennembanket af maskerede venstreekstreme, som satte punktum for legen ved at sætte ild til dukken. I de øvrige medier blev disse mennesker igen benævnt, ja gæt engang, "unge".
Men det er ikke et ungdomsproblem, som hærger København, selvom medierne gerne vil gøre som om. De fleste unge er jo fredelige og fordragelige. Problemet skyldes alene de politiske grupperinger på den yderste venstrefløj, som tidligere havde base i det besatte hus på Jagtvej 69. Og problemet bliver ikke løst, før vi begynder at kalde det ved rette navn. Problemerne med de venstreekstreme kan ikke løses ved, at ledende politikere går i dialog med dem om et nyt hus. Sådan løser man jo heller ikke de problemer, der måtte være med højreekstreme i dette land. Dem isolerer man, tager afstand fra, marginaliserer. Alt andet ville være uforsvarligt. Man ser det for sig: "Kære højreekstremist, vi forstår, at du gerne vil have alle muslimer smidt ud af landet. Kan vi tale om det? Vil du eventuelt holde op med at lave ballade, hvis vi bare tager et par moskeer fra dem?"
Nej, vel? Men sådan sidder man faktisk omkring runde borde og taler med de venstreekstreme. Man går ind på deres præmisser, accepterer at de har krav på et hus, som de kan bruge som base i rekrutteringen af nye venstreekstreme, spørger dem om de kan stille sig tilfreds ved at betale en smule, eventuelt acceptere lidt kommunalt tilsyn o.s.v.
Hvis man nu holdt op med at kalde dem "unge", så ville det ødelæggende i den strategi straks gå op for folk. Kan man måske forestille sin denne overskrift i morgendagens avis: "Ritt Bjerregaard til dialogmøde med venstreekstremister"? Nej, det ville aldrig ske. Mødet ville slet ikke komme i stand, hvis medierne brugte den rette betegnelse for disse mennesker. For ord har betydning, og det burde medierne være helt på det rene med.
Spørgsmålet er kun, hvorfor de bruger de ord, de bruger.
