Af Abdul Wahid Pedersen
Abdul Wahid Pedersen er imamJeg skal ikke blande mig i, hvordan Folkekirkens ansatte eller dens brugere definerer deres religion, men helt sikkert er det, at hvis der er en Skaber, hvilket flere religioner forudsætter, så er der kun én. Der er ikke en, som har skabt kristne og en anden, som har skabt muslimer, og hvis det er denne Skaber, vi vender os til i vores religiøse tilbedelse, så er det den samme. Det kan dog sagtens være, at vi forstår Gud forskelligt, selv om det er samme Gud. Det er en længere teologisk drøftelse, som jeg har haft fornøjelsen at have med adskillige præster og teologer gennem rigtig mange år.
Poul Erik Andersen er dog tydeligvis heller ikke kun ude i det ærinde, at gøre sig overvejelser om, hvorvidt det er den samme, vi tilbeder, men er ude i det ærinde, som både han og mange andre synes at kunne blive ved med i en uendelighed, nemlig en lang række beskyldninger rettet mod navngivne muslimer, herunder mig selv. Nu er det forhold, som til fulde har været debatteret og belyst i aviserne og andre medier gang på gang, så hvis Poul Erik Andersen ikke tidligere har forstået sine muslimske medborgere, er der nok ikke store chancer for, at han vil gøre det for indeværende, og derfor agter jeg mig ikke ind i en yderligere snak om de punkter, som han rejser.
Derimod vil jeg gerne pege på et ganske interessant fænomen i den danske debat. Nemlig tendensen til at vende tingene på hovedet. Vi hører gang på gang, at det er en grundholdning i Danmark, at religion og politik skal holdes adskilt, hvilket som udgangspunkt er fuldstændig umuligt, idet Folkekirken er skrevet ind i Grundloven. Men når så både politikere og andre meningsdannere konstant blander disse to sammen og bruger det i deres helt egen politiske løbebane uden hensyntagen til deres egne påståede principper og uden hensyntagen til, hvad der tjener samfundet generelt bedst, skal vi jo ende i fnidder.
Lad mig tydeliggøre det en smule: Jeg bliver ofte stillet spørgsmål om et eller andet religiøst emne, og om hvad Islam siger til dette eller hint. Nu er jeg jo et høfligt menneske, så jeg svarer gerne, når jeg bliver spurgt, og da jeg også er et ærligt menneske, lyver jeg ikke, når jeg svarer. Og når jeg bliver spurgt som Imam om et spørgsmål omkring min religion, vil mit svar være religiøst. Med det samme bliver det dog oftest opfattet som et politisk svar, og diverse brushoveder kommer farende frem fra korridorerne på Borgen eller fra skyttegravene ude i fædrelandet og kaster sig frådende ud i et angreb på min formastelige person, fordi jeg nu igen agter at presse Islamiske forhold ind på den danske arena.
Intet kunne være mere forkert. Når jeg svarer på et religiøst spørgsmål, svarer jeg ud fra en religiøs betragtning og ingenlunde med hensigt om at skulle gøre mit svar til en del af en politisk strategi eller konkret virkelighed i dagens Danmark. Jeg har absolut ingen hensigt om at påtvinge nogen andre mennesker noget som helst fra min tro, for tro er noget, som alle mennesker frit skal have lov til selv at vælge. Men det er naturligvis ofte ganske opportunt for diverse politikere og meningsdannere at gribe fat i sådan en som mig og bruge mine religiøse tolkninger i en politisk debat, for det har jo vist sig gang på gang, at det sælger billetter. At det så også virker skadeligt på integrationen og samhørigheden i det danske samfund er tilsyneladende mindre vigtigt, for det vigtigste i dagens politiske debat er at politisere og at profilere sig selv.
Four more years.
