Det grå guld er også kommet i arbejde

Der er rift om de ældre på arbejdsmarkedet

Slettet Bruger,

17/01/2008

Der er rift om de ældre på arbejdsmarkedet. Ifølge en ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som dagbladet Børsen i dag kan offentliggøre, er ledigheden blandt ældre faldet til et rekordlavt niveau over de sidste to år. For eksempel er ledigheden blandt de 58-årige på to år styrtdykket fra 12,2 pct. til 5,2 pct. og er nu lavere end ledigheden for de 28- og 29-årige.

Tallene viser, at der er behov for alle hænder på arbejdsmarkedet, og DA finder det derfor beklageligt, at man over efterlønnen betaler folk for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet.

"Det her viser, at de ældre kan klare sig på arbejdsmarkedet, og derfor bliver vi nødt til at kigge på den måde, vi har indrettet vores tilbagetrækningssystem på. På et tidspunkt, hvor vi mangler medarbejdere på en lang række områder, giver det ikke mening, at vi stadig betaler folk for at gå på efterløn," siger Erik Simonsen, chefkonsulent i DA, til Børsen.

Bremse tilstrømning
Ifølge Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken CEPOS, kan det blive dyrt for Danmark, hvis vi forstætter den uhindrede tilstrømning til efterløn.

"Det er en påmindelse om, at man burde bremse tilgangen til efterløn i stedet for at betale folk for at holde fri. Det, vi har brug for, er at øge beskæftigelsen i dag, hvor der er 66.000 ubesatte stillinger, men også fordi mangelen arbejdskraft bliver det, der i fremtiden kommer til at begrænse produktiviteten," siger Mads Lundby Hansen.

Løber mod en mur
Hos Dansk Industri (DI) ville man gerne ansætte flere 50-årige, hvis bare man var sikker på også at kunne beholde dem.

"Når vi har talt med vores medlemmer, har de altid givet udtryk for, at de var meget glade for deres seniormedarbejdere, fordi det var en god og stabil arbejdskraft, men når de nærmer sig 60, kan det være, at de smutter på efterløn, og derfor ser vi stadig efterlønnen som en kæmpe barriere. Virksomhederne har virkelig sat ind for at fastholde medarbejderne, men de løber mod en mur, når staten står og lokker med en efterlønscheck," siger Mette Rose Skaksen, arbejdsmarkedspolitisk chef i DI, til Børsen.

[email protected]

Kilde: