Af Karsten Anker Petersen
Karsten Anker Petersen er kommunikationschefStatskassen bugner af penge. Høj beskæftigelse, lav ledighed, skat fra Nordsøolien og store indbetalinger til pensioner har de seneste år bevirket, at den danske statskasse nærmest flyder over af penge.
Man skulle tro, at det var rigtig godt, men det er faktisk skidt. Rigtig skidt endda.
Det er naturligvis godt, at statsgælden høvles af i hidtil uset omfang, men det er også det eneste gode at sige om situationen.
For vores folkevalgte evner ikke at håndtere situationer, hvor der er rigelige midler i statskassen. Og det gælder for alle partier, uanset om de har regeringsmagten, eller om de indtager oppositionsbænkene. Det kan godt være, at førstnævnte udviser en smule mere ansvarlighed, men det kræver i de fleste tilfælde målfoto at øjne forskellen.
Man kan sige, at politikerne minder lidt om cykelsportens professionelle bjergspecialister: De er bedst, når det går op ad bakke. Jo stejlere, jo bedre. Tempokørsel på flad vej klarer de ikke meget bedre end et gennemsnitligt dansk postbud, og nedkørsler er de slet og ret elendige til.
Sådan er det også med vore folkevalgte. Når pengene vælter ind i statskassen, går fornuften ud.
Se blot på udviklingen i det offentlige forbrug over de seneste fem år. I gennemsnit er forbruget vokset med ca. halvanden procent årligt, svarende til 35 mia. kr. I den såkaldte 2010-plan, som Lykketoft stod fadder til, var målsætningen en vækst i det offentlige forbrug på maksimalt én procent årligt frem til 2005 og derefter kun 0,5 pct. årligt frem til 2010. Som bekendt adopterede VK planen i forbindelse med regeringsovertagelsen i 2001. Det skal dog tilføjes, at planen blev justeret i forbindelse med velfærdsreformen. Reformen bevirkede, at væksten i det offentlige forbrug frem mod 2010 kan være lidt højere end først planlagt.
Det er intet tilfælde, at den politiske dagsorden i disse år domineres af velfærds-politiske spørgsmål.
Alle de politiske partier - uden undtagelse - forsøger at overgå hinanden i at love flere penge til "velfærd" (hvilket blot er et andet og mere mundret ord for "skatteyderfinansieret offentlig service"). Regeringens højt profilerede kvalitetsreform kommer således til at koste adskillige mia. kr. Dertil kommer en lang række forslag fra både regeringspartierne og oppositionspartierne om flere penge til dit og dat. Senest har statsministeren lovet bedre kræftbehandling og en omfattende renovering af skoler og andre offentlige bygninger, mens socialdemokraterne foreslår gratis(!) mad i skolen til alle børn og minimums-velfærdsrettigheder.
Og sådan kan man blive ved.
Prisen for det mest horrible forslag går dog til Dansk Folkeparti, der ønsker at kortslutte de kommende overenskomstforhandlinger ved på forhånd at lægge yderligere fem mia. kr. i SOSU'ernes lønningsposer. Den bliver svær at overgå.
Udviklingen er dybt problematisk, fordi den offentlige sektor pr definition kun kan vokse på bekostning af den private sektor. Og i dag er der ingen partier, der tør - eller vil - forsvare den private sektor. Og det bliver ikke bedre af, at næste folketingsvalg står for døren. I dag arbejder alle politiske partier ud fra tesen om, at "velfærd" er et tema, der afgør folketingsvalg. Prisen betales af dem, der skaber værdierne her til lands, og det er - tro det eller ej - ikke SOSU'erne.
Politikerne vil selvfølgelig forsvare deres uansvarlighed med, at befolkningen ikke kan forstå, hvorfor skolerne skal være nedslidte, og hvorfor der er ventetid på kræftbehandling, når finansministeren svømmer i penge. Der opstår simpelthen et forventningspres, som både oppositionen, Dansk Folkeparti og ikke mindst kommunerne og regionerne er særdeles gode til at udnytte. Men hertil er kun at sige - for at blive i terminologien fra cykelsporten - at regeringen må træde i karakter ved at skrue op for den pædagogiske indsats eller ved at nedprioritere andre offentlige opgaver.
