Af Thomas Johannes Erichsen
Frihed under ansvar er kvintessensen i højrefløjspolitik, uden frihed ingen virkelig udvikling, ingen modernitet, intet fremskridt. Men ifølge venstrefløjen er friheden og ensomheden dybest set beslægtet, det stærke og autonome individ bestiger en ensom trone. Kun fællesskabet kan redde mennesket fra dets isolerende egoisme, kun socialismen kan tøjle den egoisme, der uundgåeligt fører til ulighed. I sidste ende er kærligheden ifølge venstrefløjen næppe mulig i et individualiseret og dermed atomiseret samfund. Men hvad nu hvis kærligheden er beslægtet med egoismen? Hvad nu hvis menneskets fornemste kvalitet kan reduceres til besiddertrang og tryghedsnarkomani, til drifter og andet begær? I så fald får udtrykket "jeg vil ha' dig" pludselig en ny betydning, i så fald er venstrefløjens mærkesag mere mærke end sag.Det er heldigvis kun den yderste darwinisme, der skræller kærligheden sådan ind til benet, en desillusion der selv kan afsløres som illusion, forhåbentlig da. Ikke desto mindre har venstrefløjen stadig et tvivlsomt syn på kærligheden. Socialismen er rundet af den kristne tradition, alle er lige for Gud bliver til alle er lige for hinanden, man skal elske sin næste bliver til parolen om at udvise solidaritet. Men ingen kan elske på kommando og heller ikke uden videre udvise solidaritet, - man skal gøre sig fortjent til kærligheden, kun de aller yngste har ubetinget krav på kærlighed. Aldrig, vil enhver socialist råbe af sine lungers fuldstændige kraft, kærlighed har intet med fortjeneste at gøre, man elsker fordi man nu engang er sat på jorden for at elske. Og gid det i bedste kristne tradition hang sådan sammen. Problemet er, at der er stærkere kræfter på spil end kærligheden, og endelig kan den ulykkelige kærlighed i sig selv medføre barbariet. Solidariteten, medfølelsen og barmhjertigheden eksisterer, men er mennesket ikke i sit væsen sammensat af mere selviske kræfter? Så længe man ikke accepterer eller i det mindste forholder sig hertil, så rykker katastroferne tættere på. Man må tilsyneladende acceptere menneskets tragiske natur for at forhindre endnu større tragedier. Den romantiske venstrefløj bliver ubehageligt overrasket, når mennesket viser sig fra sin mest oprindelige og dyriske side. Man kan ikke lave mennesket om, man kan ikke forvandle egoisme til solidaritet, forsøgene herpå er ligeså mislykkede og barbariske, som de er historiske.
Socialister er utopister, liberalister er realister, og de har begge et forklaringsproblem. Venstrefløjen skal forklare, hvorfor netop den kan realisere det perfekte samfund, når det ikke er lykkedes andre, liberalisterne skal overbevise om, at netop de har gennemskuet realiteterne. Og det er svært, fordi politik ikke er videnskab, politikken er beslægtet med filosofien, den udspringer af en menneskeforståelse, som endnu er filosofisk og højst engang i fremtiden kan baseres på videnskaben, hvis dette overhovedet lader sig gøre.
Liberalister er kompetitive, socialister mener, at konkurrencen opsplitter fællesskaberne, øger afstanden mellem mennesker, fremmer kynismen osv. Og det er ikke forkert. Profittænkning udelukker ethvert virkeligt fællesskab, hvorfor man kan konstatere, at virkelige fællesskaber er yderst sjældne, da mennesket er et kompetitivt væsen. Helt ind i kernefamilien finder man konkurrenceelementer, mellem brødre og søstre, mellem ægtefæller, måske eksisterer det virkelige sammenhold kun i grupper, hvor individets sikkerhed er betinget af gruppens overlevelse. Måske eksister den sunde og stærke kærlighed kun i forhold, hvor man kappes, vel at mærke uden at strides, hvor man diskuterer uden at skændes. Det kaldes modspil, i øvrigt.
Både socialismen og liberalismen kan degenerere til flertalstyranni. Der er ikke plads til dissidenter i det socialistiske regime, ikke engang bag de stive gardiner, og i minimalstaten risikerer man dannelsen af en kulturforladt masse uden sans for andet end friværdi og fladskærme. Der foregår et vitalt og spændende spil i det højere erhvervsliv, ligesom kulturmennesker er levende interesserede i deres arbejde, men disse grupper udgør desværre et mindretal. Hvordan kommer man den almene dovenskab og middelmådighed til livs? Man kunne starte med en liberal og bramfri kulturminister, der ikke var bleg for at indgyde lidt kulturflovhed hos folket.
Hvis man tror på det fundamentalt gode i mennesket, så tror man ubegrænset på diplomatiet. Dermed udelukker man, at et menneske kan passere en grænse, hvor det desværre ikke længere er muligt at nå vedkommende, at et menneske kan være så besat af vrede, at det ikke længere kan tales til fornuft. Vold avler i reglen mere vold, og det er en god grund til spænde hestene for diplomatiets ekvipage, men hvis man tror, det er muligt at tale det glade vanvid til fornuft, så spilder man sin tid, alt imens vanviddet vokser. Problemet med både venstre- og højreorienteret sikkerhedspolitik i dag består i venstrefløjens naivitet, mens det yderste højre næsten nyder sin egen aggressivitet. Krigen i Irak var ikke nødvendig for at forhindre en større krig, men der findes glimrende eksempler på, at krige har forhindret endnu større katastrofer, ligesom der findes mindst ét eksempel på at en halvhjertet krig gør større skade end en helhjertet, - enten invaderer man Irak og sikrer sikkerheden med en halv million mand, eller også bliver man hjemme.
Tolerance er et udtryk for overskud, men intolerance overfor intolerancen selv er ikke et udtryk for underskud. Venstrefløjen hævder, at tolerancen ofte er utilstrækkelig, mere skal der til, nemlig solidaritet. Og liberalisterne bliver ofte bebrejdet, at deres tolerance grænser til ligegyldighed, hver passer sit. Og det er fuldstændig korrekt, hver passer sit, man arbejder bedst alene og på eget initiativ, efter egne drømme og ideer. Privatlivet, det er en helt anden sag, man skal være meget konsekvent liberalist, hvis man også forsøger at individualisere sig bag hjemmets fire mure.
Ligesom alle andre dyrearter er mennesket styret af sit ego, et flokdyr som søger ind i gruppen for sikkerhedens skyld, det eneste dyr som formår at bedrive virkelig ondskab, det eneste dyr som evner at gøre livet unødvendig svært for sig selv. Tager man ikke højde for disse problemer i sin politiske tænkning, vil man hurtigt få endnu mere at tænke over. Det frie menneske kan ikke altid styre sin egoisme, men det ufrie menneske kan finde på hvad som helst for at vinde sin frihed.
Filosoffen Friedrich Nietzsche vurderede socialismen som den yderste konsekvens af flokdyrsmentaliteten. I det socialistiske samfund tager den store stærke flok kærligt hånd om de svage, mens grebet strammes om det vitale og åndfulde mindretal, således at selve ånden og vitaliteten bliver de nye tabere i samfundet.
I dagens Danmark trives socialliberalismen, og hvis mere liberale politiske kræfter kom til magten, ville en større gruppe mennesker skulle vælge mellem at ende som fiasko eller gøre noget ved sagerne. Hvis venstrefløjen havde vundet folketingsvalget, ville man måske miste en mindre gruppe mennesker på gulvet end under den borgerlige regering, men færre ville også være tvunget til at træde i karakter, den største selvtilfredsstillelse der er givet os. Højrefløjen er ikke uvidende om, at dens vækst og fremskridtspolitik kan medføre deroute for en bestemt samfundsgruppe, men socialismen taber skam også mennesker på gulvet, nemlig alle for hvem det ikke er nødvendigt at arbejde og som på forskellig vis malker og dier staten for ydelser.
Nietzsche mente, at livets forskellige lidelser havde en forædlende effekt på mennesket, ved at acceptere lidelsen som et livsvilkår vandt man både styrke og indsigt, i virkeligheden gjorde man livet lettere for sig selv ved definitivt at acceptere dets væsen. I modsætning hertil står den socialistiske tankegang, hvis projekt det er at bortjage enhver livssmerte, en tænkning som hverken accepterer menneskets egoisme eller nogen form for ulighed, som konstruerer utopier og lader folk drømme. Set med liberale øjne svækker socialismen præstationerne, menneskets karakter og det nøgterne blik på verden. Set med socialistiske øjne grænser liberalismen til en form for masochisme. Det store historiske blik afslører imidlertid at enhver socialistisk drøm og utopi udgør den afgørende trussel.
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og filosofi og arbejder for Mogens Dahls koncerthus
