Af Kasper Elbjørn
Det er hverken særlig konservativt eller liberalt at gå ind for en aktivistisk udenrigspolitik, selvom det først og fremmest er de borgerlige, der har kæmpet for ideen. Årsagen er, at aktivismen giver mulighed for at sprede den borgerlige humanisme og det liberale frisind. På trods af at den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, er der god grund til at frygte, at den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for den aktivistiske linie og gøre Danmark til verdens første klimagidsel.Den aktivistiske linie blev grundlagt, da statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere, Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær, indgik en nærmest uhellig alliance om udenrigs- og sikkerhedspolitikken i 1988. Siden er den aktivistiske linie blevet videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og hans forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange ledende medlemmer led af Vietnam-syndromet og dets indbyggede dybe skepsis til USA.
Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie, og i dag bakker et stort flertal af danskerne fortsat op om udsendelse af danske soldater til alverdens krigszoner. Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik, og det er derfor helt naturligt, at udenrigspolitik ikke diskuteres i særlig høj grad, når der er valgkamp. Sådan er det i stort set alle vestlige lande, og sådan var det også i Danmark i 2005 og i 2007.
I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, og de Radikale bragte grundlaget for Irak-krigen op i de sidste desperate dage før valget, men uden held. Det hænger formentlig også sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at amerikansk militær oplyste, at antallet af angreb var mere end halveret i forhold til i sommer. En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering den 22. november.
Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat, klimaindsats og investeringer i sygehuse, skoler, ældreboliger m.v. stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Regeringen skrev, at man vil sikre, at erfaringerne fra de hidtidige danske engagementer, først og fremmest i Irak og Afghanistan, omsættes i fremadrettede initiativer, der kan styrke samtænkningen af den civile og militære indsats i forbindelse med danske militære indsatser. Meget mere konkret blev det ikke.
Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.
Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, men klimaaftalen bør ikke spænde ben for den udenrigspolitiske linie, vi har fulgt siden 1988. Det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade oppositionsbevægelserne rundt omkring i verdens diktaturstater.
De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud af denne deroute kom forleden. Uanset hvor meget statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.
Det samme gælder overfor Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært. Vi skal have mod til at fortælle, at eksempelvis Taiwans befolkning har krav på at blive indlemmet i det internationale samfund, hvis den vil, ligesom vi skal stå vagt om den burmesiske befolkning ret til frihed og demokrati.
Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om en saudiarabisk ung pige, der blev straffet med piskeslag, fordi hun havde opholdt sig sammen med mænd, der senere voldtog hende, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandstagen fra den groteske sag.
I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister blivdf angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.
Strategien overfor Syrien burde være lige til. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget, og overføres til andre lande med tiden.
Iran kan ikke blackmailes til frihed, men man kan nemt sammenligne Iran med Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, men vi mangler en Ronald Reagan til at opmuntre den. Regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi ved, hvem de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen er, hjælpe dem, følge dem og gøre opmærksom på, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre.
Samme strategi burde man for lang tid siden have ført overfor Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden, er statens magt blevet udhulet, og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Men med de seneste tiltag under præsident Chavez er det bestemt ikke den vej, Venezuela bevæger sig, og hans planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.
Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damascus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter eller eftergivelse for at opnå aftaler om dette og hint. Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til én eneste indrømmelse til diktatorer, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder.
Kasper Elbjørn er cand. scient. pol. og medstifter af CEPOS
