Af Villy Søvndal
Villy Søvndal er formand for Socialistisk Folkeparti. Afstemninger i folketingssalen forhindrede ham i at holde denne tale, da Taberfabrikken blev lanceret torsdag ved et arrangement i Mogens Dahl Koncertsal.Tak for invitationen til i dag, og for invitationen til at være forsvareren for velfærds-samfundet. Den rolle påtager jeg mig hellere end gerne.
Jeg kender jo Ole Birk, fra da Ole var på Christiansborg til daglig. Det er hyggeligt at se dig igen - og så vil jeg sige, at jeg både respekterer og beundrer journalister - og nu også forfattere - som tør tage livtag med store principielle og ideologiske spørgsmål.
Når det så er sagt, så er vi ikke enige om meget, når det kommer til synet på velfærdssamfundet.
I den lidt hurtige afdeling kunne jeg pege på to eksempler, som tilbageviser Oles pointe om, at det er velfærdssamfundet, som masseproducerer tabere.
2 pointer
Dels en historisk pointe: Det er jo ikke sådan, at hverken præ-kapitalistiske eller tidligt-kapitalistiske samfund, skabte velstand og fremgang for flertallet. Tværtimod var masserne pauveriserede.
I forlængelse af dette, en nutidshistorisk pointe: Det er jo ikke sådan at meget rige, kapitalistiske samfund med ingen eller kun ringe fælles velfærdsløsninger, skaber færre "tabere". Se blot på USA og Storbritannien. Det er helt andre typer og et helt andet omfang af sociale problemer, vi ser dér.
Så kunne den diskussion jo for så vidt være stoppet der. Groft sagt, så har Oles bog både historien og virkeligheden imod sig.
Ole sejler i slipstrømmen af bøger, som slår sig i tøjret over en række at velfærdssamfundets dysfunktioner.
Ofrets århundrede?
Der er f.eks historikeren Henrik Jensens bog "Ofrets århundrede", Det er sociologen Henrik Dahl og filosoffen Ole Thyssens bog "Krigeren, borgeren og taberen".
Vi oplever altså en veritabel stribe af samfundsrevsere, som føler ubehag ved omklamring, feminisering, offer-attituder, internalisering af, at ansvaret er de andres eller samfundets, osv. -
Forhold som alt sammen tilskrives velfærdssamfundet, der efterhånden prædestinerer borgeren fra myndighed til offer.
Men er dét overhovedet sandt? Og hvad er det for en alen, vi måler på?
Selvfølgelig har velfærds-modellen også slagsider, selvfølgelig opstår der uintenderede og uønskede sideeffekter ved selv den mindst ringe samfundsmodel.
Tror man det er anderledes, er man jo utopist.
Kapitalismens rolle
Så det er helt på sin plads med en problematisering som din - af velfærdssamfundets eventuelle dysfunktioner. Men historien skævvrides, hvis man samtidig afproblematiserer kapitalismen og også globaliseringen fuldstændig. Og det gør du.
Som hos andre stærkt troende liberalister savner jeg også hos dig en erkendelse af det vigtige i, at den rå kapitalisme er blevet mødt aktivt af krav fra arbejderbevægelse og civilsamfund. Krav, der bl.a. er blevet omsat i en velfærdsstat, der har ført til et forholdsvist stabilt, moderne samfund.
Hos dig er det som om, at vi ville være bedre stillet, hvis vi demonterede velfærdsstaten fuldstændigt. Man sporer en ubændig tro på kapitalismens evne til at korrigere sig selv og til automatisk at skabe fremskridt for hele samfundet - hvilket jo er en gammel-liberalistisk kongstanke.
I din fremstilling ligner velfærdstaten til gengæld ét stort tilbageskridt. Det er den, der bærer hovedansvaret for så manges manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Arbejdsløshedens årsager
Her går det hurtigt med at frikende kapitalismen for dens andel i fænomenet arbejdsløshed. Rationaliseringerne i erhvervslivet - herunder indførelsen af teknologi der sparer arbejdskraft - fører ikke til færre jobs, forstår man. Nej, de fører til højere realløn, større købekraft og dermed til mere beskæftigelse.
Jo tak, men det gælder kun i den store sammenhæng og i det lange løb. For det konkrete menneske og dets pårørende indebærer det at miste sit job nu engang ofte en periode med arbejdsløshed og kan være forbundet med store omvæltninger i livet.
Er det ikke netop her, vi har brug for velfærdsordninger, der tager hånd om den fyringsramte? Er det ikke dette træk ved vores samfund, der berømmes i udlandet under navnet Flexicurity?
I iveren efter at gøre velfærdsstaten til den store synder, bagatelliserer du de strukturelle problemer forbundet med at opnå eller fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet. Blot man har en arbejdsdygtig krop at stille til rådighed, så stiller økonomien ingen hindringer i vejen, er logikken.
Globalisering
At økonomiens globalisering skulle have gjort det sværere at få job som ufaglært arbejdskraft affejes i en håndevending. Den opfattelse tror jeg ærligt talt ikke har meget for sig - den er uden blik for de generelle krav til uddannelse, der stilles i dag.
At arbejdet kan være nedslidende afviser du også med henvisning til, at det fysisk belastende arbejde næsten er forsvundet. Her er du uden blik for de psykiske belastninger, der er trådt i stedet.
Vi stiller gennem skole-, uddannelses- og arbejdsliv stadig højere krav til det enkelte menneskes psyke. I dag foregår der en psykisk nedslidning i kraft af en mangel på respekt for tidsmæssige og personlige grænser.
Krav til psyken
Det er sådant noget, der udløser stress. Og som kan få selv en CEPOS-medstifter som Morten Hesseldahl til at se rødt og tale om "udbytning 24 timer i døgnet".
Der stilles ikke blot vidtgående krav i forhold til løsning af konkrete arbejdsopgaver. Næ, det er vores sociale og kulturelle kompetencer, som hele tiden skal holde for og være leveringsdygtige, fleksible og omstillingsparate.
Folks personlighed og psyke er i stigende grad noget der stilles krav til fra arbejdsgivernes side. Fænomenet er vokset og vokset de seneste tyve år - og der er simpelthen nogen der ikke står distancen.
Dét krav udgår ikke fra velfærden. Det udgår tværtimod fra et stadig mere råt arbejdsmarked, som ikke blot lægger beslag på din fysiske tilstedeværelse og dit konkrete arbejde, men også gør din personlighed til et instrument for arbejdsgiveren.
Smedet lykke?
Når man er sin egen lykkes smed, så er den ulykke der måtte ramme dig, også smedet af dig selv. Taber-byrden opfattes jo netop ikke som "samfundets skyld", men som dit, og dit ensomme, ansvar. Alene.
Oles bog betoner altså først og fremmest nogle konsekvenser, nogle problemer, vi kan iagttage ved vores samfund. Men det forekommer mig at konklusionen, for så vidt angår diagnosticeringen af både årsag og løsning, var skrevet på forhånd.
For jeg er jo enig med Ole i, at de fænomener som beskrives ER reelle problemer. Men skal vi løse dem kan vi ikke tillade os at gå fejl, når vi skal bestemme årsagerne.
Nogle af de virkelige, sociale dysfunktioner, som optræder som fænomener i et velfærdssamfund som vores, er simpelthen for vigtige at få dæmmet op for, til at vi alene kan gøre det til en brik i et ideologisk skakspil.
Hver måned får vi et nye bud, som udpeger velfærdssamfundet som skurken. Jeg er ikke i tvivl: Skal vi løse nogle af de her problemer, så bliver vi nødt til at se på, hvordan socialiseringen og disciplineringen foregår i samfundet.
Hvis man vælger at holde fænomener, som om noget gennemsyrer vores samfund, som kapitalisme, konkurrencesamfund, stræben efter berømthed og rigdom, opmærksomheden på f.eks skønhedsidealer, krav til social fleksibilitet osv. osv ude af samfundsanalysen, så kommer vi ingen vegne.
Disse globale og moderne fænomener kan meget vel være så overvældende og så reelt repressive, at dem som er mere sårbare, eller kommer med store sociale belastninger, eller som er bogligt svage eller har en anden etnisk baggrund eller hvad nu årsagerne måtte være, får meget svært ved at klare sig igennem, eller måske giver op inden de får begyndt.
Min påstand vil være, at det mest karakteristiske ved vores samfund IKKE har været hverken velfærdssamfundet eller rundbordspædagogikken, som Anders Fogh altid taler så nedsættende om.
Men tværtimod har været flere og flere omverdenskrav til individet i retning af krav om succes, arbejde, disciplin, konkurrence, udseende...
En grundig analyse af virkeligheden og de indbyrdes modsætninger ethvert samfund nødvendigvis rummer, kan derfor ikke skrive sin konklusion på forhånd.
