Af Asger Trier Engberg
Meget truer vores åbne samfund i disse dage, diktaturstatsmetoder, mord og brand. Hvordan er vi endt i denne situation? For få år siden brugte politiet det meste af deres tid, på at føre ænder hen over gaden, og ikke på at jage folk der brænder skoler.Jeg mener, at en af forklaringerne kan findes i skiftet fra demokrati til socialdemokratisme, som skete i Danmark i starten af 70'erne, med ungdomsoprør, Anker Jørgensen, Ib Michael og Rifbjerg.
K.E. Løgstrup, tidens store filosof, havde en meget tør kommentar til ungdomsoprøret, han kaldte det: Dilletantokrati. Problemet har ikke kun været den snigende marxistgørelse, og det embryoniske element af diktatur der ligger i marxismen, men slet og ret været ungdommens dumhed og selvoptagethed. I dag høster vi resultatet af ungdomsoprøret, vi, børnene. Vores forældre fik overleveret en verden i harmoni, og de afleverede en verden i ruiner.
Lad os kigge lidt på de konkrete farer vi står overfor i dag. Adelsmærket for et demokratisk samfund er åbenhed. Åbenheden er en forudsætning for, at den demokratiske debat kan foregå uhindret. Danmark har en lang tradition for at kæmpe for den demokratiske åbenhed, man husker Niels Bohrs brev til FN, der opfordrede hele verden til at åbne op. Dette adelsmærke, en af Danmarks fineste kvaliteter, er nu under stærk beskydning. Den primære beskydning kommer fra importerede kulturer, som ikke er vant til demokrati. Disse mennesker, der er vant til diktatur, og de metoder der hersker i et tyranni, følger deres vaner, og gør som de altid har gjort; truer og handler med vold. Effekten af denne opførsel er, at angsten breder sig i samfundet, folk der tidligere sagde deres mening, åbent og ærligt, taler nu ikke åbent mere. Tør du for eksempel tage en t-shirt med et billede af Mohammed på i skole? Nej, det gør du ikke, du er truet til tavshed.
For mig at se er kampen, der udspiller sig i disse dage, ikke en racistisk, etnisk eller kulturel kamp - det er det demokratiske samfunds stærkeste støtter, som stiller sig på barrikaderne, for ufortrødent, modigt og med livet som indsats at kæmpe kampen for demokratiet. I mødet med diktaturmetoderne, samles alle demokratiets riddere og forkæmpere og udkæmper deres kampe med pen og sværd. I dette moment skilles fårene fra bukkene, dem som kæmper med hjertet for en ædel sag, og dem som er formørkede.
I denne kamp bliver det væsentligt at forholde sig til dialogens grænse - indtil videre har dialogens grænse ikke været et problem, idet alle borgere har været enige om at udkæmpe deres slag på den lille indhegnede bane, der hedder samtale. Dette gav os en fantastisk frihed, som vi har mistet, i det hjørne hvor Mohammed residerer.
Der er et forhold imellem mod og dialog, dialogen er altid at foretrække, og modet skal først bruges, når dialogen er ophørt. Man kan kun tillade sig at sætte folk i fængsel, straffe dem og bruge magt overfor dem, hvis alle dialogmuligheder er brugt op. Men når man står overfor en modspiller, der ikke respekterer samtalen, og forsøger at slå dig ihjel for at undertvinge dig hans vilje, så er det, at modet skal træde til.
Modet udspiller sig i et spænd imellem frygt og håb, frygten er tyrannens våben, håbet er demokratiets våben. Derfor har vi brug for at kunne se en vej ud af det morads, vi er havnet i, vi har brug for, at opleve handlinger, som giver os håb. Kurt Westergaard, tegneren der tegnede Mohammed, gav os det håb. Han satte en process i gang, som måske kan redde vores demokrati, og reetablere det åbne samfund.
Asger Trier Engberg er filosof
