Derfor er jeg ikke konservativ

Af F. A. Hayek

I en tid, hvor de fleste bevægelser, der anses for at være fremskridtsvenlige, arbejder for større indgreb i den individuelle frihed, må de, der værner om friheden, nok anvende deres energi i opposition. Der finder de det meste af tiden sig selv på samme side som dem, der plejer at gå imod forandringer. I dagens politiske billede har de normalt ikke mange andre muligheder end at støtte de konservative partier. Selv om denne position, som jeg her har forsøgt at beskrive, ofte kaldes "konservativ", er den imidlertid meget forskellig fra det, dette navn traditionelt har været forbundet med. Der er en fare i de forvirrede forhold, som bringer frihedens forsvarere og de sande konservative sammen i fælles opposition til en udvikling, som truer deres forskellige idealer lige meget. Det er derfor vigtigt at adskille den indstilling, der her tages, fra den, der længe har været kendt - måske mere passende - som konservatisme.

Ren konservatisme er en ægte - måske nødvendig og i særdeleshed udbredt - modstand mod drastiske forandringer. Den har - siden den Franske Revolution - i halvandet hundrede år spillet en betydningsfuld rolle i europæisk politik. Indtil socialismens fremkomst var dens modstander liberalismen. Der er intet i USA's historie, som modsvarer denne konflikt, for hvad der i Europa blev kaldt "liberalisme", var her den fælles tradition, som den amerikanske statsdannelse var bygget på. Således var forsvareren af den amerikanske tradition liberal i europæisk forstand. Denne allerede eksisterende forvirring blev forværret af nylige forsøg på at omplante den europæiske type af konservatisme til Amerika, hvor den som fremmed for amerikansk tradition har taget en noget besynderlig karakter. Og nogen tid før dette begyndte amerikanske radikale og socialister at kalde sig selv "liberale".

Desuagtet vil jeg fortsætte - indtil videre - med at beskrive den holdning, jeg har, som liberal, og som jeg tror adskiller sig lige så meget fra konservatisme, som fra socialisme. Lad mig imidlertid straks sige, at jeg gør det med stadig større foruroligelse, og jeg må senere overveje, hvad der kan være et passende navn for frihedens parti.

Årsagen hertil er ikke kun, at benævnelsen "liberal" i dag i USA er årsag til konstante misforståelser, men også at den i Europa herskende type af rationalistisk liberalisme længe har været en af socialismens pacemakere.

Lad mig nu fastslå, hvad der synes mig at være den afgørende indvending imod enhver konservatisme, som fortjener at blive kaldt sådan.

Det er, at på grund af sin natur kan den ikke tilbyde noget alternativ til den retning, vi bevæger os i. Det kan lykkes gennem dens modstand mod løbende tendenser at bremse en uønsket udvikling, men da den ikke fremviser nogen alternativ retning kan den ikke forhindre udviklingens fortsættelse. Det har af denne årsag været konservatismens uafvigelige skæbne at blive draget med på en vej, den ikke selv har valgt. Tovtrækningen mellem konservative og "progressive" kan kun påvirke farten, ikke retning hos nutidig udvikling. Selvom der er brug for en "bremse på udviklingskøretøjet", kan jeg imidlertid personligt ikke være tilfreds med at gribe til bremsen.

Hvad den liberale først og fremmest må spørge er ikke, hvor hurtigt eller hvor langt vi skal køre, men hvorhen vi skal køre. Faktisk adskiller han sig langt mere fra dagens kollektivistiske radikale, end den konservative gør. Medens sidstnævnte nærmest har en mild og moderat forudindtagethed imod sin tid, må den liberale i dag meget mere positivt gå imod nogle af de basale begreber, som de fleste konservative deler med socialisterne.

Det givne billede af de tre holdninger gør mere til at formørke end til at belyse deres sande relationer. De præsenteres normalt som forskellige positioner på en linie med socialisterne til venstre, de konservative til højre og liberalisterne et sted i midten. Intet er mere vildledende.

Hvis vi ønsker et diagram, ville det være passende at arrangere dem i en trekant, hvor de konservative optager et hjørne med socialisterne til at trække i en retning, medens liberalisterne trækker i en anden.

Men da socialisterne længe har været i stand til at trække hårdere, er de konservative blevet forfaldne til at følge socialisterne fremfor de liberale, og har fra tid til anden med passende intervaller optaget de idéer, den radikale propaganda har gjort respektable. Det har regelmæssigt været de konservative, der har lavet kompromisser med socialismen og stjålet dens torden. De konservative har været midtervejens advokater uden egne mål, ledet af troen på at sandheden må ligge et sted imellem ekstremerne - med det resultat at de har skiftet placering, hver gang en mere ekstrem bevægelse er opstået på den ene af deres sider.

Den placering, der korrekt kan beskrives som konservativ, afhænger derfor til enhver tid af de eksisterende tendensers retning. Da udviklingen i de seneste årtier hovedsagelig har været i socialistisk retning, kan det synes, som om både konservative og liberale har haft som hovedmål at forsinke denne bevægelse.

Men hovedsagen ved liberalismen er, at den ønsker at gå et andet sted hen, Ikke at stå stille. Skønt den modsatte opfattelse i dag kan forårsages af det faktum, at der var en tid, hvor liberalismen var mere alment accepteret og nogle af dens hovedmål ved at blive realiserede, har den aldrig været nogen bagudskuende doktrin. Der har aldrig været en tid, hvor liberale idéer var fuldt ud realiserede, og hvor liberalismen ikke så frem til en yderligere forbedring af institutionerne. Liberalismen er ikke imod evolution og forandring, og hvor spontane ændringer kvæles af regeringskontrol, ønsker den store ændringer i politikken. For så vidt angår nuværende regeringshandlinger, er der i dagens Verden meget lidt grund for den liberale til at ønske at bevare tingene, som de er. Det ville faktisk synes den liberale, at det mest hastende fornødne i de fleste dele af Verden er en tilbundsgående udmugning af alle forhindringer for fri vækst.

Denne forskel mellem liberalisme og konservatisme må ikke blive tildækket af det faktum, at i USA er det stadig muligt at forsvare individuel frihed gennem et forsvar for gamle institutioner. For den liberale er de værdifulde - ikke hovedsagelig fordi de er gamle, eller fordi de er amerikanske - men derimod fordi de svarer til de idealer, han værner om.

Før jeg går til de hovedpunkter, hvorpå den liberale er skarpt adskilt fra den konservative, bør jeg understrege, at der er meget den liberale med fordel kan lære af nogle konservative tænkeres arbejder.

Deres kærlige og ærbødige studier af værdien hos fremvoksede institutioner skylder vi (i det mindste udenfor økonomiens område) grundige indblik, som er ægte bidrag til vor forståelse af et frit samfund. Uanset hvor reaktionære de var politisk, viste personer som Coleridge, Bonald de Maistre, Justus Möser eller Doboso Cortes en forståelse for betydningen af fremvoksede institutioner såsom sprog, love, moral og konventioner, der gik forud for moderne videnskabelige holdninger, og fra hvilke de liberale kunne have lært. Men de konservatives beundring for fri vækst har generelt kun betydning for fortiden. Typisk mangler de modet til at byde de samme ikke-planlagte forandringer velkommen, hvorfra nye redskaber skal komme.

Dette bringer mig til det første punkt, hvor de konservative og liberale holdninger er radikalt forskellige. Som ofte anerkendt af konservative forfattere, er en af de fundamentale egenskaber ved en konservativ holdning angsten for forandring, en ængstelig mistillid til det nye, medens den liberale holdning er baseret på mod og tillid, på en beredvillighed til at lade forandringen ske, selvom vi ikke kan forudsige dens løbebane.

Der ville ikke være meget at gå imod, hvis de konservative bare var imod for hurtige forandringer i institutioner og regeringens politik, for her er behovet for besindighed og langsom proces virkelig stærkt. Men de konservative er indstillede på at bruge regeringsmagt til at forhindre forandring eller begrænse dens grad til, hvad der nu kan appellere til en mere ængstelig tankegang. Når de ser fremad, mangler de troen på de spontane justeringsfaktorer, som får den liberale til at acceptere forandringen uden frygt, selvom han ikke ved, hvordan de nødvendige ændringer vil blive gennemført. Det er faktisk en del af den liberale indstilling at formode, at de selvregulerende kræfter i markedet - specielt på det økonomiske område - på en eller anden måde vil gennemføre de nødvendige justeringer til nye forhold, skønt ingen kan forudse, hvordan de vil gøre det i et givet tilfælde.

Der findes ingen enkeltfaktor, der har bidraget så meget til folks regelmæssige ængstelse ved at lade markedet fungere, som deres manglende evne til at udlede, hvordan en nødvendig balance mellem udbud og efterspørgsel, mellem eksport og import og lignende kan fremkomme uden velovervejet kontrol.

Den konservative føler sig kun sikker og tilfreds, hvis han forsikres om, at en højere visdom beskuer og følger ændringer, kun hvis han ved, at en eller anden autoritet påser, at forandringen sker "ordentligt".

Denne frygt for at have tillid til ukontrollerede sociale kræfter er nært forbundet med to andre konservative karakteristika: Glæden ved autoriteter og den manglende forståelse for økonomiske kræfter. Siden den har mistillid til både abstrakte teorier og generelle principper, kan den hverken forstå de spontane kræfter, en frihedspolitik, eller formulere principper for en politik. Orden fremstår for de konservative som resultatet af en stadig indgriben fra autoriteternes side, som med dette formål for øje må tillades at gøre, hvad de givne omstændigheder kræver - og ikke efter en streng regel. En binding til principper forudsætter en forståelse for de generelle kræfter, hvorigennem samfundets bestræbelser koordineres, men det er en sådan samfundsteori og specielt teori om økonomiske mekanismer, som konservatismen iøjnespringende mangler. Så uproduktiv har konservatismen været med hensyn til at skabe et generelt begreb om, hvordan social orden opretholdes, at dens moderne tilhængere, når de forsøger at konstruere et teoretisk grundlag, uden undtagelse finder dem selv i gang med at anvende næsten udelukkende forfattere, der betragtede sig selv som liberale. Macaulay, Tocqueville, Lord Acton og Lecky betragtede i højeste grad sig selv som liberale og med rette; og sågar Edmund Burke forblev en Old Whig til slutningen og ville have rystet ved tanken om at blive betragtet som en Tory.

Lad mig imidlertid vende tilbage til hovedpunktet, som er den konservatives veltilfredshed med det etablerede samfunds handlinger - og hans fornemste bekymring, at denne autoritet ikke må svækkes snarere, end at dens magt skal holdes indenfor bestemte rammer. Generelt kan det måske siges, at den konservative ikke er imod tvang eller vilkårlig magt, sålænge den bruges til, hvad han finder, er det rette formål. Han mener, at hvis regeringen er i hænderne på ordentlige mænd, behøver dens magt ikke at være begrænset af strenge regler. Da han essentielt set er opportunist og mangler principper, er hans største håb, at de kloge og de gode kommer til at regere - ikke kun ved et tilfælde, som vi alle må håbe på, men ved at give autoriteten til disse og gennemtvunget af disse. Ligesom socialisterne er han mindre bekymret for problemet, hvordan regeringens magt skal begrænses end for, hvem der udøver den. Og ligesom socialisterne finder han sig selv berettiget til at påtvinge andre de værdier, han selv har.

Når jeg siger, at den konservative mangler principper, antyder jeg ikke, at han mangler moralsk overbevisning. Faktisk er den typiske konservative virkelig en mand af stærk moralsk overbevisning. Hvad jeg mener er, at han mangler politiske principper, der kan sætte ham i stand til at arbejde med folk, hvis moralske værdier er forskellige fra hans egne for en politisk orden, hvor de begge kan følge deres overbevisninger. Det er anerkendelsen af sådanne principper, der tillader den sameksistens af forskellige værdisæt, som gør det muligt at opbygge et fredeligt samfund på et minimum af magt. Accepten af sådanne principper betyder, at vi er enige om at tolerere meget, som vi ikke kan lide. Der er mange værdier hos de konservative, der appellerer meget mere til mig end de socialistiske; men for den liberale er den betydning, han personligt tillægger specifikke mål, ikke en tilstrækkelig retfærdiggørelse af at tvinge andre til at tjene dem.

Jeg er ikke meget i tvivl om, at nogle af mine konservative venner vil blive chokerede over, hvad de vil betragte som "indrømmelser" til moderne synspunkter, som jeg har gjort i denne bog [The Constitution of Liberty]. Men skønt jeg lige så lidt som de bryder mig om nogle af de pågældende metoder og ville stemme imod dem, kender jeg ingen generelle principper, jeg kunne anvende til at overbevise dem, der har en anden mening, om at disse metoder ikke er tilladte i den generelle type af samfund, vi begge ønsker. At leve og arbejde succesrigt med andre kræver mere end trofasthed overfor ens konkrete mål. Det kræver en intellektuel binding til en type af orden, hvor andre har lov til at forfølge andre mål, selv på de områder der er fundamentale for én selv.

Det er derfor, at for den liberale er hverken moralske eller religiøse idealer acceptable mål for tvang, hvorimod hverken konservative eller socialister anerkender sådanne begrænsninger. Jeg føler somme tider, at den mest iøjnefaldende indstilling hos liberalismen, der adskiller den lige meget fra konservatismen og socialismen, er synspunktet om, at moralsk overbevisning med hensyn til metoder, der ikke direkte griber ind i andre personers beskyttede område, ikke retfærdiggør tvang. Dette forklarer måske også, hvorfor det synes så meget lettere for den angrende socialist at finde et nyt hjem hos de konservative fremfor hos de liberale.

I sidste instans hviler den konservative holdning på overbevisningen om, at i ethvert samfund findes der genkendelige overmennesker, hvis nedarvede normer, værdier og positioner skal beskyttes, og som skal have en større indflydelse på offentlige anliggender end andre. Den liberale benægter selvfølgelig ikke, at der findes en elite - han er ikke lighedstilhænger - men han benægter, at nogen overhovedet skulle have ret til at afgøre, hvem denne elite omfatter. Medens de konservative holder sig til at forsvare et bestemt etableret hierarki og ønsker, at autoriteterne skal beskytte disses status, som han holder af, føler den liberale, at ingen respekt for etablerede værdier kan retfærdigøre tilstedeværelsen af privilegier eller monopoler eller nogen anden form for tvangsindgreb fra statsmagten for at beskytte sådanne folk fra den økonomiske forandrings kræfter. Skønt han er fuldt ud klar over den betydningsfulde rolle kulturelle og intellektuelle eliter har spillet i civilisationens evolution, tror han også på, at disse eliter må retfærdiggøre sig selv gennem deres evne til at fastholde deres positioner under de samme regler, som gælder for alle andre.

Nært forbundet hermed er den normale indstilling hos de konservative til demokratiet. Jeg har tidligere gjort det klart, at jeg ikke betragter flertalsstyre som målet, men snarere som et middel, eller måske sågar som det mindst onde af de regeringsformer, vi kan vælge imellem. Men jeg tror, de konservative bedrager sig selv, når de giver demokratiet skylden for vore dages ondskab. Hovedondet er ubegrænset regeringsmagt, og ingen er kvalificeret til at udøve ubegrænset magt.

Den magt, det moderne demokrati besidder, ville være endnu mindre tolerabel i hænderne på en lille elite.

Indrømmet. Det var først, da magten kom i hænderne på flertalsstyret, at man fandt det nødvendigt yderligere at begrænse regeringsmagten. På denne måde er demokrati og begrænset regeringsmagt forbundet. Men det er ikke demokrati, men derimod ubegrænset regeringsmagt, der skal imødegås, og jeg kan ikke se, hvorfor folk ikke skulle lære at begrænse omfanget af flertalsstyre, lige såvel som af enhver anden form for regeringsmagt. På enhver måde er demokratiets fortrin som en metode til fredelig forandring og som politisk uddannelse så store, sammenlignet med andre systemers, at jeg ingen sympati har med konservatismens anti-demokratiske anlæg.

Det er ikke, hvem der regerer, men hvad regeringen får lov til at gøre, der synes mig at være det essentielle problem.

At den konservative modstand mod for megen regereri ikke er et principspørgsmål, men derimod er nært forbundet med regeringens mål, ses klart på det økonomiske felt. De konservative går normalt imod kollektivistiske og retningsgivende indgreb i industrien, og her vil den liberale ofte finde allierede i dem. Men på samme tid er de konservative normalt protektionister og har regelmæssigt støttet socialistiske indgreb i landbruget. Skønt de restriktioner, der i dag eksisterer for industri og handel, virkelig hovedsagelig er resultater af socialistiske synspunkter, blev lignende betydende restriktioner i landbruget indført af de konservative på et meget tidligere tidspunkt. Og i deres bestræbelser på at miskreditere fri markedsøkonomi har mange konservative ledere konkurreret med socialisterne.

Jeg har allerede henvist til forskellene mellem konservatisme og liberalisme på det rent intellektuelle felt, men jeg må vende tilbage til dem, fordi den karakteristiske konservative attitude her ikke kun er en seriøs svaghed hos konservatismen, men tenderer til at skade enhver sag, der har forbindelse dermed.

De konservative føler instinktivt, at det er nye idéer mere end noget andet, som er årsagen til forandring. Men fra sit korrekte synspunkt frygter konservatismen nye idéer, fordi den ikke har nogen stringente principper selv at imødegå dem med - og gennem sin mistillid til teorier og sin mangel på forestillingsevne med hensyn til alt, bortset fra det erfaringen allerede har godkendt, berøver den sig selv de nødvendige våben i idéernes kamp. I modsætning til liberalismen med dens fundamentale tro på den langtrækkende magt i idéer, er konservatismen bundet til mængden af idéer på et givent tidspunkt. Og da den egentlig ikke tror på argumenternes magt, er dens sidste udvej generelt en trang til overnaturlig visdom, baseret på en selvdefineret højere kvalitet.

Denne forskel viser sig klarest i de forskellige holdninger, de to traditioner har til videnskabelige fremskridt. Skønt den liberale ikke betragter enhver ændring som fremskridt, betragter han alligevel videnskabelig udvikling som et af hovedmålene for menneskets bestræbelser og forventer derfra den gradvise løsning af de problemer og besværligheder, vi kan håbe på at løse. Uden at foretrække det nye, fordi det er nyt, ved den liberale, at det er noget essentielt i menneskets udvikling, at det producerer noget nyt. Og han er forberedt på at komme til en ordning med ny viden, uanset om han bryder sig om dens umiddelbare effekter eller ej.

Personligt finder jeg, at det træk ved den konservative holdning, det er mest nødvendigt at modarbejde, er dens tendens til at afvise velunderbygget ny viden, fordi den ikke bryder sig om nogle af de konsekvenser, som synes at følge deraf - eller for at sige det uden omsvøb: Dens åndsformørkelse.

Jeg vil ikke benægte, at videnskabsmænd lige så meget som alle andre følger griller og modestrømninger, og at vi må være nøjeregnende med at acceptere konklusioner, som de uddrager af deres seneste teorier. Men årsagerne til vores afholdenhed må i sig selv være rationelle og må holdes adskilte fra vores beklagelse over, at de nye teorier forstyrrer vore skattede opfattelser. Jeg har ikke megen tålmodighed tilovers for dem, der for eksempel går imod evolutionsteorien, eller hvad de kalder "mekaniske" forklaringer på livsfænomener, alene på grund af visse moralske konsekvenser, som først synes at følge af disse teorier, og endnu mindre overfor dem, som finder det irrelevant eller ugudeligt at stille spørgsmål overhovedet. Ved at nægte at se fakta i øjnene, forværrer den konservative kun sin egen situation. Men kun ved aktivt at tage del i undersøgelsen af konsekvenserne af nye opdagelser, lærer vi, om de passer ind i vort verdensbillede eller ej, og hvis de gør, så hvordan. Skulle vore moralske opfattelser virkelig vise sig at bygge på faktiske formodninger, der har vist sig ukorrekte, ville det næppe være særlig moralsk at forsvare dem ved at nægte at acceptere fakta.

Forbundet med den konservative mistillid til det nye og fremmede, er dens fjendtlighed overfor internationalisme og dens tilbøjelighed til højrøstet nationalisme. Her er en anden årsag til dens svaghed i kampen mellem idéer. Den kan ikke ændre på det faktum, at de idéer, som ændrer vor civilisation, ikke kender til nationale grænser. Men afvisningen af at gøre sig selv bekendt med nye idéer berøver snarere én muligheden for effektivt at imødegå dem, når det er nødvendigt. Fremkomsten af idéer er en international proces, og kun de, der fuldtud deltager i diskussionen, vil være i stand til at udøve en betydende indflydelse. Det er ikke noget egentligt argument at sige, at en idé er uamerikansk, ubritisk eller utysk - ej heller bliver et fejlagtigt eller slet ideal bedre af at være undfanget af en af vore landsmænd.

Der kunne siges ikke så lidt om den nære forbindelse mellem konservatisme og nationalisme, men jeg skal ikke dvæle ved dette punkt, fordi man kan sige, at min personlige situation gør mig uskikket til at sympatisere med nogen form for nationalisme. Jeg vil dog tilføje, at det er denne nationalistiske skævhed, som ofte befordrer broen mellem konservatisme og kollektivisme: At tænke i begreber som "vor" industri eller "vore" ressourcer er kun et kort stykke fra at kræve, at disse "nationale" aktiver skal dirigeres af nationale interesser. Men i denne henseende er den kontinentale liberalisme, der stammer fra Den Franske Revolution, ikke meget bedre end konservatismen. Jeg behøver næppe at sige, at en nationalisme af denne art, er noget meget forskelligt fra patriotisme, og en aversion mod nationalisme fuldt kan forenes med en dyb ærbødighed overfor nationale traditioner. Men det faktum, at jeg foretrækker eller føler ærbødighed overfor nogle af mit samfunds traditioner, behøver ikke blive årsag til fjendtlighed overfor det, der er fremmed eller anderledes.

Kun i første omgang synes det paradoksalt, at de konservatives anti-internationalisme så ofte forbindes med imperialisme. Men jo mindre en person bryder sig om det fremmede og synes, at hans egen måde er overlegen, jo mere synes han, at se det som sin mission at "civilisere" andre - ikke igennem frivillig og uhindret samvirke, som den liberale foretrækker, men ved at påtvinge dem en "effektiv" regerings velsignelser. Det er betydningsfuldt, at vi her igen finder de konservative hånd i hånd med de radikale - ikke kun i England, hvor Webberne og deres Fabianere var udtalte imperialister, eller i Tyskland hvor statssocialisme og koloniekspansionisme gik sammen og fandt støtte hos den samme gruppe af "salonsocialister", men også i USA, hvor det selv på den første Roosevelts tid kunne observeres, at "de krigsgale og de sociale reformatorer er gået sammen og har dannet et politisk parti, som truer med at overtage regeringen og anvende magten til at gennemføre sit program for cæsarisk paternalisme, en fare, som nu kun synes at være undgået ved, at de andre partier har ændret sine programmer i samme retning, men i en noget mildere grad og form."

Der er imidlertid én henseende, hvor det er retfærdigt at sige, at den liberale optager en placering midtvejs mellem socialisten og den konservative. Han er lige langt fra den brutale rationalisme hos socialisten, som ønsker at rekonstruere alle sociale institutioner i overensstemmelse med et mønster, affattet efter hans individuelle ønsker, som fra den mysticisme, de konservative så ofte har grebet til. Dét, jeg har beskrevet som den liberale placering, deler med de konservative mistilliden til fornuften på den måde, at den liberale meget vel ved, at vi ikke kender alle svarene, og at han ikke er sikker på, at de svar, han har, er helt rigtige, eller at vi overhovedet kan finde alle svarene. Han foragter heller ikke at søge hjælp hos nogen som irrationelle institutioner eller vaner, der har bevist sin værdi. Den liberale er forskellig fra den konservative med hensyn til villighed til at se denne uvidenhed i øjnene og indrømme, hvor lidt vi ved, uden at påberåbe sig overnaturlige kundskabers autoritet dér, hvor hans fornuft svigter ham. Det skal indrømmes, at på nogle områder er den liberale fundamentalt en skeptiker - men det synes at kræve en vis grad af manglende selvtillid at lade andre søge deres lykke på deres egen måde og konstant klistre sig til den tolerance, som er en af liberalismens karakteristika.

Der er ingen grund til, at det behøver at betyde en mangel på religiøs overbevisning hos den liberale. I modsætning til Den Franske Revolutions rationalisme har den sande liberalisme intet skænderi med religionen, og jeg kan kun dybt beklage den militante og uliberale anti-religiøsitet, som animerede så meget af det 19. århundredes kontinentale liberalisme. At det ikke er essentielt for liberalismen, blev klart vist af dens britiske forfædre, de gamle "Whigs", der - om nogen - var alt for nært bundet til en bestemt religiøs opfattelse. Det, der her adskiller den liberale fra den konservative, er, at uanset hvor dybtfølt hans egen åndelige overbevisning er, vil han aldrig anse sig selv for berettiget til at påtvinge andre den, og for ham er det åndelige og det verdslige forskellige sfærer, som ikke bør blandes sammen.

[...]

Det kan meget vel spørges, hvorvidt navnet egentlig betyder så meget. I et land som USA, som generelt stadig har frie institutioner, og hvor forsvaret for det bestående derfor ofte er et forsvar for friheden, betyder det måske ikke så megen forskel, hvis frihedens forsvarere kalder sig selv for konservative, om end også her vil forbindelsen til de konservative være pinlig i sig selv. Selv når folk anerkender de samme argumenter, må det spørges, om de anerkender dem, fordi de eksisterer eller fordi de er ønskelige i sig selv. Den fælles modstand mod det kollektivistiske tidevand må ikke få lov til at formørke det faktum, at troen på udelt frihed er baseret på en essentielt fremadskuende indstilling og ikke på nogen nostalgisk længsel efter fortiden eller en romantisk beundring for det, der har været.

Behovet for en klar adskillelse er imidlertid absolut bydende, hvor de konservative, som tilfældet er i mange dele af Europa, allerede har accepteret en stor del af den kollektivistiske trosbekendelse - en tro, der har regeret så længe i politik, at mange af dens institutioner er blevet accepteret som en del af indholdet i og en årsag til stolthed hos "konservative" partier, som skabte dem. Her kan den, der tror på frihed, ikke andet end komme i konflikt med de konservative og antage et essentielt radikalt synspunkt, som er rettet mod folkelige fordomme, befæstede positioner og fastlåste privilegier. Tåbeligheder og misbrug bliver ikke bedre af at have været anvendt længe som politiske principper.

Skønt "quieta non movere" (hvile uden bevægelse) fra tid til anden kan være en klog leveregel for en statsmand, kan det ikke tilfredsstille den politiske filosof. Han kan ønske, at politikken fortsætter forsigtigt uden at blive ændret, før befolkningen er forberedt på at støtte det, men han kan ikke acceptere arrangementer, bare fordi tidens opfattelse sanktionerer dem. I en Verden, hvor det væsentlige behov igen er, som det var i begyndelsen af det 19. århundrede, at befri den spontane væksts proces fra de forhindringer og byrder, menneskelig dumhed har skabt, må hans håb hvile på en forfølgelse og opnåelse af støtte fra dem, der pr. definition er "fremskridtsvenlige", dem der - skønt de måske nu søger en ændring i den forkerte retning - i det mindste er villige til at eksaminere det bestående og ændre det, hvor dette er nødvendigt.

Jeg håber ikke at have vildledt læseren ved fra tid til anden at tale om "parti", når jeg tænkte på en gruppe af mennesker, som forsvarer et sæt af intellektuelle og moralske principper. Partipolitik i noget som helst land er ikke denne bogs felt. Spørgsmålet om, hvordan de principper, jeg har forsøgt at rekonstruere ved at sammenstykke brudte dele af en tradition, kan formuleres i et program ned folkelig appel, som den politiske filosof må overlade til "det lumske og kraftfulde dyr, som vulgært kaldes en statsmand eller politiker, hvis råd er dirigerede af sagernes øjeblikkelige konjunkturer." Den politiske filosofs opgave kan kun blive at påvirke den almindelige mening, ikke at organisere folk til handling. Han vil kun kunne gøre dette effektivt, hvis han bekymrer sig om, hvad der nu er politisk muligt, men hele tiden forsvarer de "generelle principper, som altid er de samme".

I denne forstand tvivler jeg på, at der kan findes noget sådant som en konservativ politisk filosofi. Konservatisme kan ofte være en anvendelig praktisk leveregel, men den giver os ingen vejledende principper, som kan få indflydelse på langtrækkende udvikling.

Lettere forkortet udgave af kapitlet "Why I am Not a Conservative" i F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960). Oversat af Villy Dall, med mindre redaktionelle ændringer af Peter Kurrild-Klitgaard. Tidligere publiceret i fuld længde med samme titel i nyhedsbrevet Libertas Danmark 2 (Oktober-November 1986): 4-7 & 11.

Friedrich August von Hayek blev født i Wien i 1899, men blev under indtryk af Østrigs indlemmelse i Tyskland i 1938 britisk statsborger samme år og var det indtil sin død i 1992. Han var økonom af uddannelse og fik i 1974 Nobel-prisen i økonomi.