Af Kasper Elbjørn
Går man rundt i Oslos gader i disse dage, er det ikke usandsynligt, at man støder på unge mænd forklædt som nazistiske soldater. Årsagen er, at nordmændene er ved at indspille filmen om modstandsmanden og krigshelten Max Manus. Dermed får de deres egen version af Ole Christian Madsens historiske drama Flammen og Citronen, der i disse dage går sin sejrsgang i de danske biografer.Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt, som var Flammen og Citronens rigtige navne, var kendte for deres mod, stålsathed og idealisme. Efter krigen blev de symboler på, at Danmark havde gjort modstand under krigen, selvom virkeligheden var en noget anden. Den officielle politik, som befolkningen i vid udstrækning understøttede, byggede derimod på samarbejde med besættelsesmagten og modstand mod sabotage.
Faurschou-Hviid og Haagen Schmidt reddede så at sige de danske politikere to gange. Først ved at gå imod samarbejdspolitikken og gøre besættelsen besværlig for nazisterne, hvormed de var med til at sikre demokratiet og den fri markedsøkonomi. Dernæst ved at blive brugt til at mildne danskernes dårlige samvittighed efter besættelsen. Herved sikrede de, at danskerne ikke straffede de samarbejdspolitikere, der havde foragtet netop den modstandskamp, som Faurschou-Hviid og Haagen Schmidt repræsenterede.
Op gennem 1930erne blev den danske hær reduceret, og selvom der blev bevilget penge til nyt materiel og ansat flere befalingsmænd ved forsvarsordningen i 1937, var der tale om en svækkelse af forsvaret. Dagen inden besættelsen havde partilederne været indkaldt til møde med regeringstoppen vedrørende Danmarks stilling i forhold til et eventuelt angreb. Selvom der lød kritik fra de Konservative og Venstre af, at der på baggrund af de tidligere dages omstændigheder ikke var indkaldt sikringsstyrker, var der enighed om, at løbet var kørt, og en indkaldelse nu blot ville optrappe konflikten, der lurede.
Den 9. april kl. 6.30 blot et par timer efter, at den tyske gesandt overrakte det tyske memorandum med begrundelserne for invasionen af Danmark til udenrigsminister P. Munch i hans hjem på Øster Allé, bekræftede et ministermøde beslutningen om at kapitulere.
Anderledes er historien om nordmændenes kamp mod nazisterne. Derfor er filmen om Max Manus knapt så vigtig i historisk lys som Flammen og Citronen, fordi rigtig mange nordmænd tog kampen op med nazisterne. Max Manus var ikke alene. Det var ikke kun en snes unge idealistiske mænd, der kæmpede mod besættelsesmagten, men en hel nation. Historien om nordmændenes samlede frihedskamp er legendarisk.
Imens den danske statsminister Th. Stauning fortalte, at Danmark burde gøre en aktiv indsats for at tilpasse sig den tyske planøkonomi, nægtede vores norske brødre at underkaste sig nationalsocialisterne i Tyskland.
Efter den danske kapitulation lå det nazisterne frit for at invadere Norge. Det skete ved at angribe Oslo, Kristiansand, Stavanger, Bergen, Trondheim, Egersund og Narvik. Nordmændene kæmpede som ingen andre, nazisterne havde været oppe imod, og fra Oscarsborg, fæstningen lige ud for Oslo, sænkede man det tyske krigsskib "Blücher" og omkring 1.000 tyske soldater omkom, hvorefter angrebet på Oslo blev udsat. De andre byer var relativt lettere at erobre, men den 28. maj generobredes Narvik i samarbejde med de allierede. Det var nazisternes første nederlag, og flere kilder peger på, at slaget ved Narvik blev en vigtig del af de allieredes planlægning af D-dagen i 1944.
Den norske konge og regeringen benyttede lejligheden til at drage i eksil i London, hvorfra man konsekvent fortsatte modstandskampen og uddannede modstandsfolk som Max Manus.
Ligesom politikerne herhjemme gjorde alt for at undgå sabotage mod nazisterne, var der heller ikke mange danske politikere, der måtte flygte til London. Den konservative partiformand John Christmas Møller var en undtagelse. Christmas Møller blev handelsminister i samlingsregeringen. Han havde været stærk fortaler for en samlingsregering efter besættelsen for at undgå indenrigspolitiske kampe så længe landet var i krig. Allerede i efteråret måtte han imidlertid forlade regeringen på grund af sine udtalte antinazistiske holdninger, og i 1942 flygtede han til London, hvorfra han fortsatte med at opildne til modstandskamp gennem radiotaler over BBC.
I hans dagbog fra London, der blev udgivet i 1945, kan man læse om hans foragt overfor den kyniske materialisme, som samarbejdspolitikken - ikke mindst repræsenteret ved Erik Scavenius - var udtryk for.
"Jeg tror, at Scavenius har en megen ringe forståelse af begreberne demokrati, frihed, national værdighed etc.," skrev han, da han kom til London: "Selv vil han sige, at han er realist; jeg vil kalde ham den mest kyniske materialist, vi har haft i dansk politik, som slet ikke forstår andres følelser, og som velsagtens slet ikke kan se, hvilket uvurderligt gode for det norske folk, dets kamp er, og som vil kalde det tåbeligt at redde folkets sjæl mere end at redde nogle døde ting."
Nordmændene, der tog på arbejde tirsdag morgen, fik sig muligvis et chok, da de så nazister marchere ned gennem Karl Johans Gade, men de kunne trygt tage videre på arbejde. Det var blot kulisser til en film om deres stolte fortid. Den står i stærk kontrast til Danmarkshistorien, der måtte omskrives og tilpasses, for at vi kunne leve med den.
Af Kasper Elbjørn er cand.scient.pol.
