Der er ikke noget alternativ til regeringen

Slettet Bruger,

25/10/2007

Af Søren Pind

Søren Pind er medlem af Folketingets udenrigspolitiske nævn for Venstre

Så kom det så, valget.

Tillad mig på denne plads at udtrykke følgende:

Alle står nu overfor et valg. Man har længe kunnet spekulere i det ene parti eller det andet. Ville det opnå opstilling? Ville det kunne flytte noget?

Summa summarum er, at det eneste nye parti, der er opstillet er Ny Alliance.

Ny Alliance har en på mange måder sympatisk skattepolitik. Som enhver, der har studeret dansk politik ved, har jeg gennem årene kæmpet, argumenteret og sloges for enhver skattelettelse. At lette personskatterne er efter min opfattelse et af de vigtigste spørgsmål i den virkelighed, Danmark opererer i.

Venstre og Konservative har to gange valgt at lette skatterne. I 2004 og nu her for ganske nyligt. Hver gang har Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj stemt imod.

Venstre har holdt skattestoppet og vil atter gå til valg på skattestoppet og på at lette skatten, hvis det såkaldte økonomiske råderum skulle være til det.

Men mit egentlige mål med denne klumme er at fastslå, at selv for mig eksisterer der andet i livet end skat. For eksempel vores internationale engagement og det udenrigspolitiske aspekt.

Jeg har lige rejst Amerika tyndt de sidste 14 dage, og måtte desværre afbryde endnu 14 dage for at komme hjem til valg. Dette land er som Reagan engang udtrykte det menneskehedens sidste og bedste håb. Og hvad der dybt skuffer mig i Ny Alliances politiske grundlag er en grundlæggende negativ holdning til Amerika.

Jeg ved, at mange af 180Graders læsere har kritiseret regeringen for en manglende liberal profil. Men ærlig talt, den transatlantiske profil har været helt klar, og vores opbakning til Amerika og til frihed, hvor end folk søger den, har været fast.

Samtidig er der lagt op til en diskussion om kvaliteten i den offentlige sektor. Helle Thorning-Schmidt har gjort det ganske klart, at for hende handler det kun og udelukkende om flere penge. Men vi i Venstre vil se på effektiviteten, sygefraværet, lederuddannelsen - se på hvad der skal til for at møde fremtidens udfordringer, når så mange skal på pension og kravene om service samtidig må forventes at stige.

For mig er det altafgørende, at denne linje fortsætter. At skatterne ikke stiger, og at de forhåbentlig falder. At samarbejdet med Amerika er nært og tæt. At man søger at arbejde konstruktivt hen mod en offentlig sektor der er effektiv, og hvor alt ikke kun handler om penge.

Til disse tre formål er der ikke noget alternativ til den siddende regering.

Kilde: