Af Henrik Sørensen
Henrik Sørensen er folketingskandidat for de Konservative.Siden 2001 har Danmark haft et skattestop, der har medført, at skatterne ikke er steget. Men med verdens højeste skattetryk burde det ikke være så svært.
Hvad straks er vanskeligere er at holde tilbage med de offentlige udgifter. Hvis Anders Fogh ikke havde været statsminister, men leder af oppositionen ville han have sagt, at pengene fosser ud af statskassen.
Hvor vi i 2001 havde brug for et skattestop har vi i 2007 brug for et udgiftsstop for nye og større offentlige udgifter. Et udgiftsstop vil sikre det nødvendige råderum til de nødvendige skattelettelser, uden der skal ske nedskæringer i den offentlige sektor.
Og tidspunktet for et udgiftsstop har aldrig været bedre. Hvis vi ikke gennemfører det i opgangstider, bliver vi tvunget til det i nedgangstider. Og i nedgangstider er det nedskæringer vi skal gennemføre.
Mange borgerlige vælgere havde i 2001 ikke bare forventet et skattestop - men også mærkbare skattelettelser og færre offentlige udgifter. Det kan vi ikke påstå, at regeringen har gennemført.
De offentlige udgifter er under den borgerlige regering fortsat med at stige, og det endda mere end under Poul Nyrup Rasmussen.
Det økonomiske råderum som man har haft hvert år er blevet brugt på øgede offentlige udgifter frem for lavere skatter.
Der er derfor brug for et udgiftsstop for nye og flere offentlige udgifter.
Et udgiftsstop i den offentlige sektor vil pålægge alle politikere en større grad af disciplin, når de næste gang foreslår nye og større offentlige udgifter.
Politikerne er ved at komme helt ud af kontrol når det gælder om at love større og flere offentlige udgifter. 100 millioner her, en milliard der. Det løber alt sammen op, og det råderum som der er til skattelettelser bliver spist op af nye offentlige udgifter.
Det kan undre, at der aldrig er råderum til et større privat forbrug, mens der altid er råderum til et større offentligt forbrug.
Danmark har ikke brug for nye og større offentlige udgifter men færre og mindre.
For uanset hvor meget politikere, fagforeninger og forældre råber op om nedskæringer så er sandheden, at der aldrig før er brugt så mange penge som nu i det offentlige. Og der er ingen politikere som stiller spørgsmålstegn ved om dette niveau af udgifter er nødvendigt og om vi får tilstrækkeligt for pengene.
Et udgiftsstop vil tvinge politikerne til at prioritere mellem de offentlige udgifter.
Hvis politikere ønsker større udgifter på et område skal de anvise en tilsvarende offentlig besparelse på et andet område. Det vil tvinge politikerne til at prioritere de offentlige udgifter.
En sådan prioritering kunne være, at der gives en milliard kr. mere i lønninger til hjemmehjælperne, og der findes en tilsvarende besparelse på politiets lønbudget.
En sådan en prioritering sker ikke i dag fordi politikerne i dag vil være venner med alle. Så de fortsætter bare med at bruge løs af borgernes egne penge og kalder dem gratis offentlige velfærdsydelser.
Et udgiftsstop vil ikke betyde dårligere offentlig service eller færre offentlige ydelser. Pensionisten vil stadigvæk få sin pension, og der vil stadigvæk gratis skolegang. Et udgiftsstop vil derimod betyde, at den offentlige sektor kommer til at fylde mindre og mindre af den samlede økonomi og dermed skabe det nødvendige råderum til de nødvendige skattelettelser.
Det velfærdscirkus, som alle politikere i disse år bidrager til er ikke velfærdsforbedrende men velfærdstruende. Efterspørgselen efter nye, flere og større offentlige velfærdsgoder er umætteligt. Og kan aldrig blive tilfredsstillet.
Og denne politik kan kun lede til en økonomi der segner under de borgernes skuffede forventninger og en alt for høj skat, som vil føre til velfærdssamfundets langsomme men sikre undergang.
Det vil kræve mod, at gennemføre et udgiftsstop men hverken politikerne eller vælgerne har noget reelt valg.
